Skrevet af Harpa Birgisdottir i forbindelse med #rydfladenforklimaet
I april skrev jeg et opråb og anbefaling fra en forsker til den islandske statsminister og den islandske præsident. Det var en desperat reaktion fra en forsker til beslutningstagere i forbindelse med udgivelsen af den nyeste IPCC rapport.
Jeg skrev, at det nu var sidste udkald og det krævede handling. Jeg skrev, at hvis jeg var dem så ville jeg tage chancen. Jeg ville forsøge at indkalde verdens statsledere til et krise- og handlingsmøde. At det ofte har vist sig at en lille uventet en kunne gøre en forskel og de havde ikke så meget at tabe hvis det ikke lykkedes – men de havde alt at vinde.
Det har ikke resulteret i et møde med statsministeren eller præsidenten – endnu. Men jeg blev inviteret til Nyheds- og debatprogrammet Silfrid på den nationale TV station i Island. Jeg fik 10 minutter til at forklare:
– Hvor alvorligt det står til – at der stadig er rum til handling, men at det er sidste udkald hvis det ikke er ønsket at vi fortsætter med at følge de værste scenarier i IPCC rapporten.
– At når vi siger at klimaudfordringerne har indflydelse på kommende generationer, så er det ikke længere fremmede kommende generationer – men det er os selv, vores egne børn og børnebørn vi snakker om.
– At forskere i stigende grad er blevet desperate og derfor råber op. At de år efter år (og årtier) har skrevet rapporter og forskningsartikler om både hvilke fremtidsscenarier vi ser ind i – men også kommet med alle mulige løsninger for hvordan vi kan reducere vores udledninger. Og jeg gav nogle eksempler indenfor byggeri.
– Også, hvad nytter det men endnu en rapport eller forskningsartikel fra os forskere. Vi vil selvfølgelig forske og anbefale mere – selvfølgelig. Men hvad nytter det hvis der ikke bliver handlet.
– At det er et svært emne i det 4-årlige politiske setup, fordi det kræver handlinger som for mange ikke vil være populære. Det kræver international commitment som de viste under corona og det er nu.
– Og ellers, så krævede det også at der blev taget beslutningen om ikke at gøre det som skal til for at fx redde 1,5 til 2,0 grad, men at det var vigtigt at folk så vidste at det er den beslutning der er taget.
- Harpa Birgisdottir, ph.d., forskningsgruppeleder, professor, BUILD
