Kendt arkitekt og UNESCO-professor: Ganger sine designvalg op med otte milliarder i bæredygtighedens navn

Den anerkendte arkitekt og UNESCO-professor Anna Heringer skal indtage hovedscenen til Building Green København, hvor hun vil dele sin vision om, hvordan arkitektur kan fungere som en katalysator for sociale og miljømæssige forandringer. Med fokus på bæredygtighed og lokal materialebrug opfordrer hun den næste generation af arkitekter til at stole på deres intuition og til at afstå fra at følge normerne i for deres felt.

I en verden, hvor bygninger ofte ses som isolerede strukturer, udfordrer Anna Heringer os til at se dem som levende værktøjer for forandring. Anna Heringer vandt den prestigefyldte OBEL AWARD i 2020 for sit banebrydende projekt Anandaloy i Bangladesh, hvor hun har arbejdet med naturlige byggematerialer og lokale ressourcer.

Udover at være prisvindende arkitekt er hun taler på Building Green København, hvor hun vil dele ud af sit indgående kendskab til bæredygtig arkitektur og erfaring med, hvordan arkitektur kan blive en drivkraft for positive forandringer i lokalsamfund.

For Anna Heringer er arkitektur mere end blot bygninger; det er et “redskab til at forbedre liv”. Hendes tilgang bygger på ideen om, at bygninger skal være i harmoni med deres omgivelser og det samfund, de eksisterer i.

“Når vi arbejder i et område, er det essentielt at forstå dets historie og de mennesker, der bor der. Kun med denne indsigt kan vi skabe bæredygtige løsninger,” forklarer Anna Heringer.

Mange gode idéer må lade livet på ingeniørens skrivebord

En stor del af hendes projekter i udviklingslande har haft lokale byggematerialer og byggeskikke som omdrejningspunkt. Hun fremhæver en af sine helt store kæpheste: at udnytte de store mængder jord, som udvindes ved infrastrukturprojekter, til at producere byggematerialer lokalt.

Men det er hendes oplevelse, at mange gode idéer ofte må lade livet, når de når til ingeniørens skrivebord:

“I bund og grund handler begrænsninger for bæredygtighed ofte om en frygt for, at nogen kan lægge sag an. Derfor ender mange gode idéer til alternative materialevalg med at blive stoppet med udgangspunkt i ingeniørens beregninger. Men hvor mange af vores historiske bygninger ville kunne blive bygget i dag, hvis de skulle leve op til nutidens krav?” siger Anna Heringer.

I nutidens arkitektur er der ofte en vis mængde ydre pres for at følge etablerede normer og kommercielle interesser, men det ønsker hun at lave helt om på.

“Alt for ofte bliver unge arkitekter fortalt, at de ikke kan praktisere anderledes. Men vi er alle født med talenter og passioner, som vi bør forfølge. Derfor vil jeg opfordre unge aspirerende arkitekter til netop det: Stol på jeres intuition,” siger hun.

Ganger designvalg op med otte milliarder

Anna Heringers tilgang til bæredygtig arkitektur inkluderer et tankeeksperiment, som hun er blevet stor tilhænger af at inddrage i sin designproces.

“Hvad hvis alle personer på jorden træffer de samme valg som mig?” Det hjælper hende med at vurdere konsekvenserne af sine beslutninger og holde fokus på de bæredygtige målsætninger i arbejdet.

“Selv små beslutninger kan have enorme konsekvenser, hvis vi tænker i globale termer,” forklarer hun.

“Vi skal ikke undervurdere vores indflydelse. Hver eneste beslutning tæller og betyder faktisk noget i det store billede,” understreger Heringer.

Netop regnestykket med de otte milliarder er udgangspunktet for, at hun har arbejdet en hel del med jord som byggemateriale, blandt andet på sit prisvindende projekt i Bangladesh, Anandaloy. Med sin passion for bæredygtighed og hendes unikke tilgang til arkitektur håber Anna Heringer at inspirere fremtidens arkitekter til at afvige fra nutidens normer, der dikterer, at hovedingrediensen i størstedelen af moderne byggerier er stål og beton.

“Vi skal stole på vores intuition og følge vores hjerte i vores arbejde,” afslutter hun. “Det er der, vi finder den sande essens af arkitektur.”

Om Anna Heringer

Anna Heringer er en internationalt anerkendt arkitekt og UNESCO-professor med en stærk vision for bæredygtig arkitektur. Hendes arbejde bygger på filosofien “Form Follows Love” og fokuserer på brugen af lokale og naturlige materialer. Hun modtog OBEL AWARD i 2020 for projektet Anandaloy i Bangladesh, som er et eksempel på hendes socialt ansvarlige tilgang til arkitektur. Heringers projekter har været udstillet på bl.a. MoMA i New York og Venice Architecture Biennale.

Læs mere og hent din gratis billet til Building Green København her.

Flere artikler
Ny konference om digital og intelligent byplanlægning
Ny konference om bæredygtig infrastruktur og intelligent byrumsdesign