Vi har brug for en evolutionær ny normal – ikke en revolution

Biobaserede byggematerialer fylder mere end nogensinde i byggeriets omstilling. Men hvordan går vi fra lovende pilotprojekter til løsninger, der kan implementeres bredt og fungere i praksis?

Det har vi talt med Niels Toft, bæredygtighedschef i Sweco Architects, og Thomas Hebsgaard, kommunikationspartner og koordinator i Sweco, om. I interviewet fortæller de, hvorfor implementering er vigtigere end hype, hvordan hybridløsninger kan bane vejen frem, og hvorfor nysgerrighed er afgørende, hvis biobaserede byggematerialer skal blive en naturlig del af byggeriet.

På konferencen Biobaserede byggematerialer den 26. & 27. august kan du høre dem dele erfaringerne fra Det Planetære Projekt og vise, hvordan innovation kan omsættes til konkrete løsninger og en ny normal for byggeriet.

Læs interviewet herunder med Niels Toft og Thomas Hebsgaard.

Vil I starte med at introducere jer selv? Hvad laver I til dagligt?

Niels: Jeg er bæredygtighedschef i Sweco Architects og leder af innovations- og bæredygtighedsenheden CoLab.

Thomas: Jeg er kommunikationspartner i Sweco og ansvarlig for Det Planetære Projekt, som er et tværfagligt videns- og udviklingslaboratorium med afsæt i de planetære grænser.

Hvordan begyndte jeres interesse for biobaserede byggematerialer – og hvad driver jer i jeres arbejde i dag?

Niels: Jeg har en baggrund som skitserende og projekterende arkitekt med fokus på særligt nybyggeri. I den proces er jeg blevet stadigt mere opmærksom på historiske bygninger med trækonstruktioner og hvor godt de egentlig har klaret sig over tid. Det er fraværet af trækonstruktioner i en kort historisk periode, der er afvigelsen, ikke omvendt.

Thomas: Jeg har en baggrund som journalist, hvor jeg har beskæftiget mig bredt med bæredygtighed i mange år, herunder også forholdet mellem fossile, mineralske og biogene ressourcer. I dag er jeg drevet af at bruge den viden, jeg har tilegnet mig over årene, til at skabe konkrete forandringer i samarbejde med andre.

Hvad ser I som de største udfordringer og muligheder i forbindelse med biomaterialer i byggeriet?

Niels: At vi finder de rette, velfungerende hybrider, hvor vi bruger biogene materialer til det, de gør bedst, og andre materialer til andet. Dogmatik både for og imod biogent byggeri er en stor barriere.

Thomas: At vi allerede langt har overskredet en bæredygtig udnyttelse af kulstof fra fotosyntese, både på globalt og lokalt plan.

Hvordan ser I på mulighederne for at skalere løsninger med biobaserede materialer – og hvad skal der til for at komme videre?

Niels: Vi er allerede i gang med at almindeliggøre en række hybridkonstruktioner, hvor biogent materiale spiller en stadig større rolle. Vi har brug for en slags “evolutionær ny normal”, ikke en revolution.

Thomas: Biobaserede materialer kan ikke skaleres i det uendelige, men der er afgjort rum for opskalering – især hvis man kan udnytte reststrømme, som i dag går til spilde, og begrænse arealforbruget til fødevareproduktion, herunder særligt den meget arealkrævende animalske produktion.

Hvad synes I er det mest spændende, der sker lige nu inden for feltet, og er der nogle projekter, I synes er spændende, når det kommer til biobaserede materialer?

Niels: Vi er ved at bevæge os fra hype-fasen til implementeringsfasen, hvilket giver os nogle meget konkrete erfaringer. Der er mange udviklingsorienterede forsøg i gang, men på sin vis synes jeg, det er implementeringen og normaliseringen, der er det mest interessante i disse dage og år. Alment boligbyggeri i trækonstruktioner peger på mange gode skaleringsmuligheder.

Thomas: Jeg synes især, udnyttelse af reststrømme fra fiber- og fødevareproduktion og genbrug af materialer fra eksisterende bygninger er spændende. Af vores egne projekter kan jeg nævne Spottet, som er et koncept for et egnshus i Skive, hvor ambitionen er højst 10 procent materialer, som ikke er enten genbrugte, biogene eller genanvendte.

Hvis I skulle sende én vigtig pointe eller opfordring med til deltagerne på konferencen – hvad skulle det så være?

Niels: At man skal gøre op med sig selv, om man er nysgerrig nok: Står din dogmatik (for eller imod) i vejen for reelt at implementere den bedste hybrid-løsning?

Thomas: At man altid, når man arbejder med biobaserede materialer, bør spørge sig selv: Hvad kunne råmaterialet og det sted, hvor det er blevet høstet, ellers være brugt til?

Hvad kommer I til at tale om på konferencen – og hvad håber I deltagerne tager med sig fra dit oplæg?

Niels: Jeg vil fortælle om vejen fra innovation til normalisering og realisering. Hvordan kan vi gøre biogent byggeri almindeligt?

Thomas: Jeg vil fortælle om tankerne bag den ”planetære byggeskik”, og så vil jeg også tale lidt om, hvordan biobaserede byggematerialer passer ind i det helt store billede, når det gælder vores overskridelse af de planetære grænser.

Vi håber, at deltagerne tager nogle konkrete, praksisnære indsigter med sig videre, såvel som et skærpet blik for det store ressourcekredsløb, byggeriet indgår i.

Vil du høre mere fra Niels Toft og Thomas Hebsgaard om Det Planetære Projekt?

Den 26. og 27. august kan du opleve Niels Toft og Thomas Hebsgaard på konferencen Biobaserede byggematerialer. Her deler de erfaringerne bag Det Planetære Projekt og giver konkrete perspektiver på, hvordan den planetære byggeskik kan gøre det enklere at bygge mere bæredygtigt i praksis.

Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.

Flere artikler
Byggebranchen mangler stadig greb om den sociale bæredygtighed