Anders Mainz er tømrer og ejerleder af Anders Mainz Aps, og han er en lidt af en pioner inden for bæredygtighed, som han har arbejdet med i mange år i sin virksomhed.
På konferencen Build in Wood den 20.-21. maj taler han sammen med Kristoffer Tejlgaard om et usædvanligt byggeri i Melby i Nordsjælland, hvor de i fællesskab har fået skubbet grænserne lidt for muligheder med biobaseret byggeri. Byggeriet er blandet andet med stråtag direkte på tagflade med træfiberisolering plus genbrugstræ i facadekonstruktion.
I denne artikel kan du læse et interview med Anders Mainz.
Kan du dele din baggrund og beskrive, hvordan du og din virksomhed arbejder med træ?
– Jeg har været tømrer siden 2001, og startede virksomheden i 2016 med en ambition om at være med til at ændre branchen mod bedre kvalitet, mere bevidsthed og klogere forbrug af ressourcer. Vi kalder os specialister i grønt byggeri, og det optager tæt på hele virksomhedens DNA.
Hvordan har du oplevet udviklingen inden for træbyggeri i de seneste år? Er der noget, der har overrasket dig positivt eller negativt?
– Jeg har med stor fornøjelse været vidne til både større fokus, større efterspørgsel og ikke mindst større udbud inden for hele træbyggerier baseret på fornybare ressourcer, og egentligt bæredygtigt byggeri, også i større skala. Ligeledes vidensdeling i form af messer og organisationer, både i kommerciel og frivillig forstand.
Hvordan ser du træbyggeri som en del af løsningen på fremtidens byggeudfordringer, især med fokus på bæredygtighed og klima?
– Træ er en glimrende ressource, der kan løfte kvalitet og sænke CO2 aftryk væsentligt, men det er vigtigt altid at huske at visdom og kundskab er essentielt for korrekt anvendelse for at opnå de mål vi har brug for, og ikke 1:1 må blive det nye værkstmarked i markedsføringsmæssigt regi.
Hvilke barrierer ser du i forhold til at integrere træ mere bredt i byggebranchen, og hvordan kan de overvindes?
– Alle ovenstående byggerier kan allerede i dag løses med træ, så det er et spørgsmål om velvilje og dialog samt en fælles ansvarsforståelse. Så kan vi fra i morgen leve op til for eksempel målsætningen i Reduction Roadmap. At skabe enhver varig forandring kræver at vi giver noget af os selv, det er også tilfældet i byggebranchen.
Hvordan ser du træbyggeriets rolle i fremtidens byggeri? Hvilke nye teknologier, materialer eller metoder tror du vil forme udviklingen om 10, 20 eller 50 år?
– Jeg tror, træet vil være en bærende kraft i en overgangsperiode, indtil vi formår at anvende meget simple metoder til stadigt mere kompliceret byggeri. For at vi kan komme videre, må vi efter min overbevisning gå tilbage og samle op hvor vi slap, inden industrialiseringen og kommercialismen tog over for enhver pris, da vi jo i årtusinder har formået at skabe beundringsværdige og holdbare konstruktioner af naturlige materialer og uden teknologi. Vi må efterhånden være klar til at skue ind i fremtiden og anvende vores teknologi til at skabe optimal godhjertet visdom til gavn for alt levende inkl. mennesker og vores fælles planet.
Kan du give et konkret eksempel fra din egen praksis, hvor træ har skabt værdi i et byggeprojekt?
– Hele vores eksistensgrundlag som virksomhed handler netop om at træ skal skabe maksimal værdi i byggeprojekter, både vores egne samt mere generelt. Vi laver snedkerproduktion af upcyclet træ, udvikler projekter i træ med lavere CO2-aftryk, opfører bygninger som Lerbjerggård for Andelsgaarde, hvor vi udfordrer standarder – alt sammen ved at være initiativrige, legende og interesserede i at optimere udviklingen. Så eksemplet må være at hvis man vil være med til at skabe mere værdi for træ i branchen, kan man kaste sig over det med gode resultater med det samme.
Hvad skal du præsentere på Build in Wood, og hvad vil være dit vigtigste budskab?
– Sammen med Kristoffer Teglgaard skal jeg fortælle om forpagterboligen på Lerbjerggård, hvor vi har prøvet at fjerne al cement og plastik, samt optimere anvendelse af biobaserede materialer og genbrug i en sammensætning der endeligt bliver en fornøjelse visuelt. Det vigtigste budskab må helt klart være at det sagtens lade sig gøre.
Vil du høre mere om træbyggeri?
Så vær med på Danmarks største trækonference Build in Wood den 20.-21. maj. Læs mere og tilmeld dig her.