Alle dele i byggeriets værdikæde skal have tilstrækkelig viden om træ

Træ udsættes for fugt overalt, hvor vi bruger træ. Fugt påvirker alle de vigtigste egenskaber ved træ. Derfor er det afgørende, at vi forstår, hvad der sker i træet, når fugt trænger ind – og hvad vi kan gøre for at modvirke eventuelle negative effekter.

Build for Wood den 20.-21. maj 2025 kan du høre et indlæg med Emil Engelund Thybring, der er lektor, cand.polyt., ph.d på Københavns Universitet, om fugt og træbyggeri.

I denne artikel kan du læse et interview med Emil Engelund Thybring.

Kan du dele din baggrund og beskrive, hvordan du og din virksomhed arbejder med træ?

– Jeg er uddannet bygningsingeniør fra DTU med fokus på materialeteknologi og har derpå taget en erhvervs-ph.d. omkring fugt i træ. Sidenhen har jeg været omkring ETH Zürich i Schweiz som forsker, før jeg landede ved Københavns Universitet, hvor jeg nu er lektor på forfremmelsesprogrammet til professor. I vores forskergruppe arbejder vi med at forstå sammenhængen mellem træs materialeegenskaber og dets struktur og kemi. Vores forskning har særligt fokus på træs holdbarhed, og hvordan fugt spiller en rolle, når svampe nedbryder træ, samt hvordan vi kan forhindre dette – uden brug af giftstoffer.

Hvordan har du oplevet udviklingen inden for træbyggeri i de seneste år? Er der noget, der har overrasket dig positivt eller negativt?

– Det er overraskende, hvor hurtigt byggebranchen har ændret sig fra fodslæbende og skeptisk (”kan man overhovedet bygge med træ?”) til næsten euforisk, hvor vi ser en nærmest eksplosiv udvikling af træbyggeri i Danmark, Europa og Nordamerika. 

Hvordan ser du træbyggeri som en del af løsningen på fremtidens byggeudfordringer, især med fokus på bæredygtighed og klima?

– Træ har – på linje med andre biobaserede materialer – en række fordele som byggemateriale, idet træ er en fornybare ressource. Samtidig kan det tilvirkes til byggemateriale med et begrænset energiforbrug og klimaaftryk. Vi skal dog som samfund blive bedre til at udnytte træbiomassen til materialer og genbruge disse, førend vi bruger den til energi.

Hvilke barrierer ser du i forhold til at integrere træ mere bredt i byggebranchen, og hvordan kan de overvindes?

– Det er essentielt at alle dele i byggeriets værdikæde har tilstrækkelig viden om træ. Både for at gøre branchen mere tryg ved at bygge med træ og undgå fejl som skyldes mangelfuld viden om materialet. Derfor er jeg så glad for projektet ”Vidensbaseret grøn omstilling af tømreruddannelsen” (VIGOT.dk), hvor Københavns Universitet og Aalborg Universitet samarbejder med erhvervsskolernes videnscentre og professionshøjskoler om at implementere den nyeste viden om træ og biobaserede byggematerialer i tømreruddannelsen.

Hvordan ser du træbyggeriets rolle i fremtidens byggeri? Hvilke nye teknologier, materialer eller metoder tror du vil forme udviklingen om 10, 20 eller 50 år?

– Vi er nødt til at blive mere nøjsomme med vores forbrug af ressourcer i byggeriet, også de fornybare ressourcer. Derfor håber jeg også at fremtidens byggeri kommer til at integrere flere forskellige biobaserede ressourcer fra skov og mark, fx nye ”mindre” træarter og andre plantematerialer, samt at vi laver nye byggevarer af lavere kvaliteter af biomasse, som lige nu går til emballage eller energi. Derudover må vi ikke glemme at blive bedre til at genbruge og genanvende byggematerialer – også dem lavet af fornybare ressourcer.

Hvad skal du præsentere på Build in Wood?

– Jeg skal tale om mit yndlingsemne: fugt i træ. Både hvad der sker, når fugt trænger ind i træ og hvad dét gør ved materialets egenskaber, samt hvad vi kan gøre for at modvirke eventuelle negative effekter af fugten. Deltagerne vil få et lille indblik i den nyeste viden om fugt og træ, samt et kig på nogle af de spændende ting som er undervejs i laboratorierne.

Vil du høre mere om træbyggeri og fugt?

Så vær med på Danmarks største trækonference Build in Wood den 20.-21. maj. Læs mere og tilmeld dig her.

Flere artikler
Prisvindende projekt besøger Danmarks største trækonference