Træ er blevet den pæne pige i klassen - FSC

Træ er blevet den pæne pige i klassen

Et nyt ambitiøst initiativ fra FSC Danmark skal de næste 5 år arbejde på at øge mængden af træ fra bæredygtigt forvaltede skove i det almene boligbyggeri i både Danmark og Holland. Projektet hedder HOME for the future og er en del af EU-life programmet.

Projektet vil frem mod 2026 i samarbejde med en række aktører i den almene boligsektor, beboerne, samt interessenter fra byggebranchen skabe en ny agenda for, hvordan fremtidens almene boliger kan bygges i træ. HOME for the future er et partnerskab mellem FSC Danmark, FSC Holland og en række aktører i begge lande.

Bæredygtigt byggeri øverst på dagsordenen i ’klimakampen’

Den nationale strategi for bæredygtigt byggeri understøtter regeringens målsætning om at reducere den nationale udledning af CO2 med 70% frem mod 2030.

Det er estimeret, at 30% af den danske udledning af CO2 stammer fra bygninger, og ikke mindst byggeriet står for en stor del af den samlede udledning. Formålet med strategien er på sigt at indføre krav til bæredygtighed i bygningsreglementet med udgangspunkt i materialernes livscyklusvurdering (LCA).

Byggeri og særligt nybyggeri er derfor et oplagt sted at starte, når der skal tænkes nyt, og nye bæredygtige processer skal implementeres. Her bliver det for alvor relevant at tænke i samarbejder på tværs af byggebranchen, og i HOME for the future bliver den almene boligsektor omdrejningspunkt for nytænkning i træbaserede boliger. Så de næste 5 år vil FSC Danmark undersøge og afprøve nye bæredygtige løsninger, hvor hovedfokus bliver at anvende træ fra forsvarlige kilder og bruge træet på en fornuftig og fremtidssikret måde. Det er en ambitiøs målsætning, og hvis vi skal i mål, så skal vi arbejde sammen med andre initiativer og videnscentre, samt få hjælp fra hele byggebranchen og boligforeningerne.  

Træ er blevet den pæne pige i klassen - FSC

Den pæne pige i klassen

Træ er blevet den pæne pige i klassen, som udleder langt mindre CO2 pr. m3 i forhold til stål og beton, der sætter et væsentligt større klima-aftryk. Træ er de seneste år blevet en eftertragtet ressource på globalt plan, og det er ikke kun i byggeriet, der er efterspørgsel på træ. I energiproduktionen, transportsektoren og hos tekstilindustrien er træ i fremgang.

Den øgede efterspørgsel lægger et øget pres på markedet, og det er derfor vigtigt at være klar over, hvor det træ, vi anvender, kommer fra. Det er ikke alt træ, der er bæredygtigt, og vi er derfor nødt til at sikre os, at det træ, der indgår i byggeriet, kommer fra bæredygtige kilder, hvor der tages hensyn til skovenes fortsatte overlevelse, biodiversiteten og gode sociale forhold for de mennesker, der arbejder i industrien. Altså skal man som ’forbruger’ af træ være meget opmærksom på det materiale, man køber og bruger – det er vigtigt at kende til både mærkning og certificeringen af hvert enkelt produkt. Kun således sikrer man, at der ikke bliver fældet mere, end skoven kan nå at reproducere – til gavn for fremtidens forbrugere. Der bliver brug for nye innovative materialer, hybridprodukter og strategisk brug af de naturlige ressourcer, vi har. En af de uudnyttede ressourcer er de tropiske skove, som har et historisk set blakket ry, og der findes mange ufortalte historier om lokalsamfund og skovbrugsvirksomheder, der er dedikeret til både klimamæssig og social bæredygtig skovdrift, samt ambitiøse mål om 100% FSC-certificering af deres produktion.

Du kan blive klogere på tropisk træ som overset materiale her

Bliv en del af HOME – for the future

Projektet er stadig i opstartsfasen, så der er gode muligheder for at blive en del af HOME for the future. Vi søger brede samarbejder med alt fra boligforeninger, interesseorganisationer og byggebranchens aktører. Hvis det er noget du eller din organisation ønsker at høre mere om, eller en udvikling I ønsker at blive en del af, så kontakt endelig Henriette Clausen, som er projektleder på HOME for the future.

HOME for the future skal hjælpe boligforeninger i Danmark og Holland med at udvikle retningslinjer for nybyggeri, så fremtidens almene boliger drager fordel af træ som materiale; bliver mere fleksible, lettere at renovere, giver bedre indeklima og efterlader et langt mindre CO2 aftryk til fordel for både nuværende beboere og fremtidens hjem – for os alle sammen.

Udvidelse af LCA-begrebet

Et materiales livscyklusvurdering er en betragtning af miljøpåvirkninger forbundet med materialets tilvejebringelse, og de nuværende LCA’er tager ikke højde for konsekvenserne ved øget anvendelse eller den økologiske og sociale bæredygtighed. En LCA-beregning i dag rummer heller ikke materialets mulighed for genanvendelse men blot en formodning om, at materialet brændes eller bortskaffes, når det rives ned.

HOME for the future vil i løbet af de næste 5 år udvikle og udvide forståelsen af LCA’er i både Danmark og Holland, samt undervise fremtidens projektledere indenfor byggeriet i bæredygtig anvendelse af træ og brugen af LCA’er gennem åbne kurser og webinarer. Hvis du vil vide mere om dobbelt LCA-beregninger og den blinde vinkel i beregningen af træs LCA, så kan du læse mere her.

FSC glæder os til at invitere jer til at blive en del af deres netværk, events og arrangementer de næste par år – så vi sammen kan blive klogere på at bruge træ til at gøre byggeriet mere bæredygtigt i Danmark.

I kan følge projektet på FSC’s hjemmeside

Flere artikler
Cirkulær økonomi, natur og regenerativt byggeri i fokus på Building Green København