Byggeriet skal kende sine ressourcerisici i værdikæden, før de rammer forretningen

Hvordan navigerer virksomheder i en virkelighed, hvor adgang til ressourcer, globale værdikæder, geopolitik og klimaforandringer skaber stadig større usikkerhed?

For Christina Haupt Toft, founder af Circle Intelligence, handler det blandt andet om at skabe handlekraft gennem viden. Virksomheder kan ikke fjerne usikkerheden, men de kan blive bedre til at forstå deres afhængigheder og risici og bruge den viden til at prioritere deres indsats.

På Building Green CPH den 28.-29. oktober faciliterer Circle Intelligence og Christina Haupt Toft debatten “Natur, ressourcer og ansvar i en usikker verden – hvordan rykker vi byggeriet fremad?”. Først holder Christina Haupt Toft et oplæg for at sætte scenen ved at belyse, hvordan natur og ressourcer i dag ikke blot er produktionsfaktorer, men også strategiske risici, som påvirker alt fra forsyningssikkerhed og økonomi til ansvar og konkurrenceevne, og derefter modererer hun debatten.

Vi har talt med hende om ressourcer, forsyningskæder, resiliens og om, hvordan byggeriet kan omsætte usikkerhed til konkret handling. Du kan læse interviewet med hende her i artiklen.

Hvad betyder årets tema “Navigating Uncertainty – Hope Through Action” for dig og dit arbejde?

– Det rammer meget præcist kernen i det, vi arbejder med hos Circle Intelligence – at gøre en stadig mere kompleks og usikker verden konkret nok til, at virksomheder kan handle på den, styrke deres resiliens og bruge kræfterne der, hvor de gør størst forskel for forretningen. Geopolitik, adgang til kritiske ressourcer, klimaforandringer, pres på naturen, nye reguleringskrav, handelsrestriktioner og prisudsving hænger i stigende grad sammen og påvirker virksomhederne gennem deres værdikæder.

For mig handler “Hope Through Action” derfor ikke om optimisme i klassisk forstand. Det handler om at skabe handlekraft gennem viden. Virksomheder kan ikke fjerne usikkerheden, men de kan blive langt bedre til at forstå, hvor de er mest eksponeret, hvilke ressourcer de er afhængige af, og hvor de største risici og muligheder ligger. Det giver et langt stærkere grundlag for at prioritere og sætte ind der, hvor indsatsen skaber størst værdi for forretningen.

Det afspejler samtidig et vigtigt skifte i bæredygtighedsdagsordenen. Fokus flytter sig fra primært at spørge, hvilken påvirkning virksomheden har på omverdenen, til også at forstå, hvordan forandringer i natur, ressourcer, markeder og geopolitik skaber afhængigheder og risici for virksomheden. Dermed bliver natur og ressourcer ikke alene et spørgsmål om ansvar og bæredygtighed, men om forsyningssikkerhed, resiliens og langsigtet konkurrencekraft.

Hvilke former for usikkerhed fylder mest i byggebranchen lige nu?

– Byggeriet er ekstremt afhængigt af materialer og globale værdikæder. Stål, aluminium, kobber, træ, beton og jern er ikke bare materialer. De repræsenterer adgang til råstoffer, energi, vand og natur og er samtidig påvirket af geopolitik og regulering.

Det interessante er derfor ikke kun, om et materiale har et højt klima- eller biodiversitetsaftryk. Spørgsmålet er også, hvor det kommer fra, hvor koncentreret produktionen er, hvilke naturressourcer produktionen afhænger af, og hvad der sker med pris og tilgængelighed, hvis de forudsætninger ændrer sig.

Udfordringen er, at mange virksomheder i dag ikke har tilstrækkelig viden om, hvor deres materialer reelt kommer fra. Det arbejde er vi nødt til at begynde på. Når vi ved, hvor vi sourcer fra, bliver både risiciene og påvirkningen mere konkrete. Hvis det eksempelvis viser sig, at et materiale kommer fra et område med stort pres på naturen, vandressourcerne eller høj geopolitisk risiko, ændrer det vores forståelse af materialet. Så bliver det naturligt at spørge, om det også langsigtet er den rigtige løsning for forretningen.

Vi behøver ikke vente på fuld sporbarhed eller perfekte data for at handle. Der findes allerede store mængder data om blandt andet ressourceknaphed, vandstress, naturpres, geografisk koncentration af råstoffer og geopolitiske risici. Det kan vi bruge til at identificere, hvor virksomheder allerede nu bør reducere deres eksponering, undersøge alternativer eller skabe større transparens i forsyningskæden.

Hvis vi allerede ved, at en naturressource er under stigende pres, eller at forsyningen kan blive væsentligt mere usikker i de kommende år, er det i sig selv et strategisk signal. Vi skal ikke vente på, at ressourcen bliver knap eller forsyningen bryder sammen, før vi reagerer. At forstå de risici og begynde at reducere sin eksponering i tide er ganske enkelt rettidig omhu.

Hvor ser du de største muligheder for at handle anderledes, netop fordi verden og branchen er blevet mere usikker?

– En af de største muligheder ligger faktisk i at blive langt bedre til at prioritere.

Der er så mange dagsordener og risici, at ingen virksomhed kan arbejde lige intensivt med dem alle. En tværgående screening af virksomhedens påvirkninger, afhængigheder, risici og muligheder kan give et billede af, hvor eksponeringen reelt er størst, og hvor virksomheden får mest ud af at sætte sine ressourcer ind.

Det kan være bestemte materialer, geografier eller leverandørled. Når man først ved det, kan man gå dybere der og arbejde med eksempelvis alternative materialer, design, sourcing, leverandørkrav, cirkulære løsninger og nye forretningsmodeller.

På den måde bliver arbejdet med natur, klima og ressourcer ikke isolerede øvelser. Det bliver en del af virksomhedens arbejde med resiliens og konkurrencekraft.

Hvad skal der til for, at ansvar for natur, ressourcer og forsyningskæder i højere grad bliver løftet på tværs af byggeriets værdikæde?

– Først og fremmest skal vi væk fra at behandle klima, biodiversitet og ressourcer som isolerede dagsordener. Risikoen er, at vi bevæger os ned i hvert vores kaninhul og optimerer på et parameter uden at forstå konsekvenserne for de andre. Vi kan sagtens træffe en beslutning, der ser rigtig ud fra et CO2-perspektiv, men som samtidig øger presset på naturen eller vores afhængighed af knappe ressourcer. Og det samme gælder den anden vej rundt. De her dagsordener hænger sammen og skal også håndteres i sammenhæng.

Det gælder også på tværs af værdikæden. En bygherre kan stille krav, men hvis kravene alene optimerer på en parameter, kan konsekvenserne opstå et helt andet sted i værdikæden. Derfor har vi brug for, at rådgivere, entreprenører, producenter og leverandører begynder at tilegne sig viden på disse områder.

Vi skal derfor blive bedre til at se på materialer og løsninger på tværs. Hvad betyder de for klima og natur, hvilke ressourcer kræver de, hvor kommer ressourcerne fra, og hvor robust er forsyningen? Når vi ser på hele det billede, bliver cirkularitet næsten altid en del af løsningen. Jo bedre vi bliver til at bevare materialer og ressourcer i kredsløb, genbruge dem og reducere behovet for nye råstoffer, desto mindre bliver både vores påvirkning og vores sårbarhed over for knappe eller usikre ressourcer.

Og så skal ansvaret bredere ud i virksomhederne. Det kan ikke alene ligge hos ESG. Indkøb, projekter, strategi, risikostyring og ledelse skal med, fordi det er her mange af de beslutninger bliver truffet, som afgør virksomhedens fremtidige afhængigheder og risici.

Hvilken forandring vil du allerhelst se i byggebranchen inden for de næste fem år?

– Mit håb er derfor, at det om fem år er en selvfølge, at enhver bygherre, entreprenør, grossist og materialeproducent arbejder systematisk med natur-, ressource- og forsyningsrisici på tværs og har dem integreret i sin forretningsstrategi. Ikke som en særskilt bæredygtighedsøvelse, men som en naturlig del af at drive en robust og konkurrencedygtig virksomhed.

Hvorfor er debatten “Natur, ressourcer og ansvar i en usikker verden – hvordan rykker vi byggeriet fremad?” vigtig? Og hvad håber du, der kommer ud af den?

– Fordi natur og ressourcer ikke længere kun handler om bæredygtighed og ansvarlighed. Det bliver i højere og højere grad et strategisk styringsredskab til at forstå, hvor virksomheder er mest sårbare, og hvor de skal sætte ind.

Jeg håber, debatten kan være med til at flytte dagsordenen netop derhen og gøre det konkret, hvad virksomhederne kan gøre. I sidste ende handler det om at fremtidssikre den danske bygge- og anlægsbranche og dens virksomheder. Og jeg tror, at de virksomheder, der kommer først i gang med at forstå og håndtere deres ressourcerisici og -muligheder, vil stå stærkest i fremtiden.

Hvad er den vigtigste pointe, du håber, kommer frem i debatten på scenen?

– At vi ikke skal kende svaret på alt for at begynde at handle. Værdikæderne er komplekse, data er ufuldstændige, og verden ændrer sig hurtigt. Men det er ikke et argument for at vente. Vi kan allerede i dag identificere de største afhængigheder og risici og bruge den viden til at prioritere.

For mig er den vigtigste bevægelse derfor fra kompleksitet til prioritering. Virksomhederne skal ikke forsøge at løse alt på en gang. De skal vide, hvor deres største eksponering ligger, hvor de har mulighed for at handle, og hvad de skal holde øje med. Det er der, usikkerhed kan omsættes til konkret handling.

Hør Christina Haupt Toft om natur, ressourcer og forsyningsrisici på Building Green CPH

Christina Haupt Toft er founder af Circle Intelligence og hun faciliterer, holder indledende oplæg og er moderator på debatten “Natur, ressourcer og ansvar i en usikker verden – hvordan rykker vi byggeriet fremad?” på Building Green CPH den 28.-29. oktober i Lokomotivværkstedet.

Her sætter hun sammen med Christian Nørgaard fra KIRKBI Holding, Grith Bech Nielsen fra Aarsleff og Christina Burgos Nittegaard fra Danske Bank fokus på, hvordan byggeriets aktører kan arbejde med natur, ressourcer, forsyningskæder og risiko i en virkelighed, hvor usikkerhed er blevet et grundvilkår.

Kom og vær med til at sætte retningen for fremtidens byggeri. Læs mere og hent din gratis billet her.

Flere artikler
Chancen for at skabe ny æstetik i byggeriet