Byg På Viden: Hundredvis fra byggebranchen kræver strammere klimakrav end politikerne

Pressemeddelelse fra Byg På Viden

Over 700 arkitekter, håndværkere, ingeniører og bygherrer har på under en uge skrevet under på et åbent brev til politikerne: Klimakravet til nybyggeri skal i 2027 ned på 4,6 kg CO2e pr. m2 pr. år, ikke de 6,4, der ligger i planen. Kampagnen Byg På Viden blev lanceret i dag på Building Green CPH, samtidig med Reduction Roadmaps nye rapport »Vejen tilbage«.

Danmark har ikke brug for flere byggepladser. Danmark har brug for flere boliger. Og bygningerne står der allerede, vi bruger dem bare ikke. Byg På Viden er først og fremmest et åbent brev til politikerne bag den nationale strategi for bæredygtigt byggeri, der skal hjælpe byggebranchen med at kræve et nødvendigt klimakrav for nybyggeri på 4,6 kg CO₂e pr. m² pr. år. Det er det tal, den nyeste forskning fra Reduction Roadmap peger på, hvis dansk byggeri skal følge Paris-aftalen.

– Vi, der bygger Danmark, ønsker at arbejde i en branche, der har en grøn fremtid. Vi ønsker ikke at ende som landbruget, og der kan vi ende meget snart, hvis vi ikke kræver forandring nu. Kampagnen Byg På Viden er sat i verden, fordi vi er bekymret for fremtidens byggeri. Vi skal ændre måden, vi bygger på og hvem vi bygger for. Derfor er flere organisationer gået sammen om Byg På Viden, med et åbent brev, underskriftindsamling og grøn lobbyisme,  siger Emmilie Joy Hansen, Lærlinge for bæredygtighed

Matilde Hagedorn-Rasmussen, Aktivistisk Tegnestue tilføjer:

– Vi har brug for stemmerne fra byggebranchen, og vi ved, de er der! Allerede på 3. døgn, efter at hjemmesiden blev publiceret, var der over 300 underskrifter – det er vildt, fordi vi egentlig først lancerer i dag. Nu er tallet over 700 og vores mål er at få så mange stemmer fra byggeriet som muligt. Kun sådan kan vi forsikre politikerne om, at vi kan og vil.

Et klimakrav på 4,6 ændrer ikke, hvor mange boliger Danmark får. Det ændrer, hvor de kommer fra: de bygninger, vi allerede har. Et stramt krav gør renovering og ombygning til det normale og nybyggeri til undtagelsen. Det er bl.a. den fordom, initiativtagerne vil til livs – at et skrappere klimakrav betyder færre boliger og mindre arbejde. Bag Byg På Viden står Aktivistisk Tegnestue (Den Grønne Ungdomsbevægelse), Lærlinge for bæredygtighed og Byggestopbevægelsen, og kampagnen er åben for alle i byggeriet, der vil følge den nyeste viden. I det åbne brev lyder:

– Et krav på 4,6 gør renovering og transformation til normen frem for nedrivning. Det gør det grønne valg til det nemme valg. Det vil ikke betyde færre boliger til danskerne eller mindre arbejde til fremtidens kloge hænder og hoveder, for der findes allerede bygninger under 4,6. Hvis kravet overstiger 4,6, overskrider byggesektoren Paris-aftalen. Det vil vi ikke sætte de næste generationers fremtid på spil for, specielt ikke når løsningerne allerede findes.

Og til dem i branchen, der tænker på konkurrence og kapital opfordrer Byg På Viden stadig at skrive under, fordi:

At være førende inden for renovering og grønne løsninger til byggeriet giver danske virksomheder en stærk konkurrencefordel. Klima- og boligkrisen kræver løsninger. Dem kan vi være med til at levere. Forskningen peger på et investeringspotentiale på 4.000 milliarder euro i renovering og transformation i Europa. En kæmpe forretningsmulighed for danske virksomheder, der kan udvikle løsningerne og være med til at forme markedet.

Det åbne brev, listen over underskrivere og spørgsmål og svar findes på www.bygpaaviden.dk. Alle, der arbejder i eller med byggeriet, kan skrive under, som person eller som virksomhed, synligt eller anonymt. At skrive under forpligter ikke den enkelte eller virksomheden til at bygge til 4,6 i egne projekter.

Flere artikler
Dani Hill-Hansen on biobased materials
It really matters how biobased materials are created and how much we consume