Building Green og Råt&Godt har indgået et partnerskab med en fælles ambition om at sætte bæredygtighed og socialt ansvar højere på dagsordenen i byggebranchen. Partnerskabet udfolder sig gennem en række aktiviteter i løbet af året, og på Building Green CPH 2026 vil Råt&Godt blandt andet være til stede med Social Impact Lounge – et samlingspunkt for samtaler, netværk og nye perspektiver på social bæredygtighed og cirkulære løsninger i byggeriet.
Når vi taler om bæredygtighed i byggeriet, handler samtalen ofte om materialer, ressourcer, CO₂ og dokumentation. Men den bæredygtige omstilling handler også om mennesker. Det er netop i krydsfeltet mellem mennesker, materialer og fællesskaber, at Building Green og Råt&Godt har fundet et fælles afsæt for et nyt partnerskab.
Råt&Godt er en socialansvarlig virksomhed med base i Nordjylland, hvor genbrugte og overskydende materialer fra byggebranchen bliver omdannet til møbler og inventarløsninger. Samtidig skaber virksomheden arbejdsfællesskaber for mennesker, der står uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet og har brug for nye muligheder for at bringe deres kompetencer i spil. For Christian Helweg, stiftende direktør i Råt&Godt, har koblingen mellem cirkulær økonomi og social ansvarlighed været grundtanken siden begyndelsen:
– Hos Råt&Godt arbejder vi ud fra tanken om, at mennesker og materialer fortjener en chance til. Vi ser store mængder brugbare materialer blive kasseret, samtidig med at mange mennesker står uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet. Vores arbejde handler om at koble de to udfordringer og vise, hvordan cirkulære løsninger og socialt ansvar kan skabe værdi for mennesker, virksomheder og samfundet. Det er ikke kun en ambition, men en del af vores egen organisation, hvor 80% af medarbejderne er ansat i fleksjob eller andre sociale ansættelsesformer.
Social bæredygtighed fylder mere i branchen
Ifølge Christian Helweg oplever byggebranchen i stigende grad, at bæredygtighed handler om mere end klima og materialevalg:
– Byggebranchen står midt i en større erkendelse af, at bæredygtighed ikke kun handler om CO₂-regnskaber og materialevalg. Det handler også om mennesker, arbejdsforhold, lokal forankring og om at skabe virksomheder og projekter, der bidrager positivt til samfundet.
For Building Green handler bæredygtighed om at se hele billedet og skabe plads til de samtaler, der kan være med til at flytte branchen:
– Hos Building Green arbejder vi for at samle branchen om de løsninger og samarbejder, der kan flytte byggeriet i en mere bæredygtig retning. Derfor er vi glade for samarbejdet med Råt&Godt, som viser, hvordan social bæredygtighed og cirkulær økonomi kan skabe værdi sammen. Det er et perspektiv, vi gerne vil være med til at sætte endnu mere fokus på i byggebranchen, lyder det fra Helene Henriksen, CCO i Building Green.
Håb gennem handling
Råt&Godt deltog på eventet BG:VEST i Aarhus i april, hvor virksomheden oplevede stor interesse for arbejdet med at kombinere cirkulære materialestrømme og sociale indsatser:
– Noget af det, der gjorde størst indtryk, var de ærlige samtaler og den voksende interesse for, hvordan social bæredygtighed kan omsættes til konkret handling i praksis. Vi oplevede en nysgerrighed omkring vores måde at kombinere cirkulær produktion med sociale indsatser på, og det gav nogle spændende dialoger om fremtidens byggebranche, siger Christian Helweg, stifter og leder af Råt&Godt.
Partnerskabet får også en naturlig kobling til Building Green CPH 2026 og årets tema Navigating Uncertainty – Hope Through Action. I en tid præget af klimakrise, geopolitisk usikkerhed og store forandringer i byggebranchen er spørgsmålet, hvordan vi omsætter usikkerhed til handling. For Christian Helweg handler svaret om at skabe konkrete muligheder frem for at fokusere på udfordringer:
– Håb opstår, når vi oplever, at vores handlinger gør en forskel. For Råt&Godt handler det om at vise, at byggebranchen kan skabe værdi på flere niveauer samtidig – med materialer, der bruges længere og bedre, med mennesker, der får mulighed for at bringe deres kompetencer i spil, og med samarbejder, der gør socialt ansvar til en del af den konkrete værdikæde.
På Building Green CPH 2026 bliver Social Impact Lounge et konkret samlingspunkt for den samtale. Her inviteres besøgende ind i dialoger om, hvordan byggeriet kan skabe værdi ikke kun gennem materialevalg, men også gennem beskæftigelse, fællesskaber, lokale samarbejder og socialt ansvar i praksis.
Gennem partnerskabet ønsker Building Green og Råt&Godt at bidrage til en bredere forståelse af bæredygtighed i byggebranchen – og inspirere flere til at se potentialet i både materialer og mennesker. Mød Råt&Godt på Building Green CPH den 28.-29. oktober 2026 i Lokomotivværkstedet, hvor årets tema er Navigating Uncertainty – Hope Through Action.



