Johan Rockström om planetens helbred og byggebranchens rolle: Tegn på en uoprettelig tilbagegang for naturens balance

Verdens førende klimaforsker Johan Rockström lagde vejen forbi Building Green København den 30.-31. oktober, hvor han advarerede om, at seks af ni planetære grænser allerede er overskredet og understregede byggebranchens ansvar i at vende udviklingen.

I en tid hvor klimaforandringer og biodiversitetskriser accelererer, blev der lyttet intenst til professor Johan Rockström, direktør for Potsdam Institute for Climate Impact Research og professor i Earth System Science ved Universitetet i Potsdam. På Building Green København fortalte råt for usødet om, hvordan det står til med planetens helbred ifølge nyeste forskning.

”Jordens økosystem begynder at udvise de første tegn på, at være i en uoprettelig tilbagegang,” lød nogle af de første ord fra Johan Rockström til et massivt publikum i Forum, hvor adskillige topfolk i byggeriet også var i blandt.

Han er især kendt for sin udvikling af konceptet om planetære grænser – et sæt af ni kritiske miljømæssige grænser, som menneskeheden ikke må overskride for at sikre klodens stabilitet – seks ud af ni vurderes dog allerede at være overskredet.

En alarmerende status på planetens helbred

Rockström starter med at give en opdatering på planetens helbred, hvor han skitserer, hvordan menneskelige aktiviteter i dag har og fortsat påvirker klodens økosystemer på måder, der tidligere blev betragtet som utænkelige.

”Vi har nu bevæget os uden for den sikre zone på seks af de planetære grænser. Det betyder, at vi ikke kun står over for en klimakrise, men også ser tab af biodiversitet, udvidelse af landanvendelse på bekostning af økosystemer og en overbelastning med kemikalier, herunder pesticider og mikroplastik,” forklarede Johan Rockström. Han understregede, at når vi overskrider grænserne, reducerer vi samtidig markant naturens evne til at modstå og afbøde klimaforandringernes værste konsekvenser.

Ifølge Rockström vil konsekvenserne mærkes mange årtier frem i form af klimaforandringer, som skaber ekstreme vejrforhold, stigende havniveauer og en udbredt forringelse af biodiversiteten. Men heldigvis ser han en mulighed for at vende udviklingen og genoprette det tabte dog først på meget lang sigt.

Det var et slagkraftigt og rystende indlæg, der efterlod salen i en reel choktilstand, hvor flere tilhører sad med tårer i øjnene efter de hårde ord fra scenen.

Byggebranchens ansvar i en bæredygtig fremtid

Med seks planetære grænser allerede overskredet, understregede Johan Rockström byggebranchens rolle i at reducere sin miljøpåvirkning og fremme bæredygtige løsninger.

Han nævnte behovet for hurtig udfasning af fossile brændstoffer og mindre brug af energitunge materialer som beton og stål, samtidig med at han opfordrede til større fokus på cirkulære byggemetoder og genbrug af ressourcer.

“For byggebranchen betyder det, at vi må accelerere udfasningen af fossile brændstoffer og begrænse brugen af beton og stål, som er meget, meget energitunge materialer,” påpegede Johan Rockström og understregede vigtigheden af at implementere cirkulære metoder for at mindske pres på naturens ressourcer.

Gitte Gylling, bæredygtighedsdirektør i COWI, reagerede stærkt på Rockströms oplæg, som hun blev meget bevæget af. Hun kaldte det “et hårdt og vildt take.”

Og bemærkede, at selvom han ikke nødvendigvis præsenterede nye fakta, gjorde han det meget klart, hvor hastende situationen er.

“Han taler til os fra byggebranchen, da han også sætter fokus på, at vi har en mulighed og et ansvar, især med de store mængder materialer, som vi stadig bruger. Vi vil nok se forretningsmodeller forsvinde og nye komme til. Det er en omstillingsparathed, som det vil kræve af os som branche,” siger Gitte Gylling.

Innovation og regulering i byggebranchen

Peter Andreas Sattrup, Head of Green Transition hos NCC Danmark, understregede vigtigheden af regulering for at understøtte udviklingen. Han mener særligt, at der er behov for markedsmekanismer, der kan bidrage til ikke bare at kompensere for tabet af biodiversiteten, men reelt øge den som en del af fx infrastrukturprojekter, der er et stort entrepriseområde for NCC.

”For at sætte yderligere fart i byggeriets grønne omstilling skal vi have opstillet nogle markedsmæssige mekanismer, der forpligter byggeri og anlæg til både at reducere miljøbelastningen, men også bidrage positivt til at genoprette naturgrundlaget. Det kræver regulering, for regulering skaber marked for løsninger,” siger Peter Andreas Sattrup.

Han understreger, at de nye rapporteringskrav skaber gennemsigtighed, men mener fortsat, at der mangler ”forpligtende mål og krav.”

”Dertil er der behov for at tage diskussionen om, hvem der skal betale for de ekstra udgifter, der er i overgangen i den grønne omstilling. Vi bør tale åbent om, hvordan de kan deles mellem bygherrer, entreprenører og rådgivere,” afslutter han.

Flere artikler
Building Green København lancerer stjernespækket program