Building Green København samlede rekordmange aktører fra byggebranchen om at sætte retningen for fremtidens byggeri

Stemningen var i top, da Building Green København løb af stablen i Forum d. 30. og 31. oktober 2024. Temaet til Nordens største event om bæredygtighed i byggeriet var Beyond The Roadmap, og branchen satte derfor fokus på behovet for endnu strengere krav. I år blev de rekordmange deltagere inspireret af 170 engagerede udstillere og en perlerække af kompetente talere, der alle gav deres perspektiv på, hvordan fremtidens grønne byggeri kan se ud.

Building Green København har netop lukket dørene til Nordens største event om bæredygtighed i byggeriet. Det var fjortende gang, eventet blev afholdt, og med knap 10.000 deltagere slog det rekord med 10 % flere end sidste år.

– Det er vidunderligt endnu en gang at have slået rekord, men det vigtigste er følelsen af, at programmet og temaet i år rent faktisk flytter noget i branchen, siger Sarah Elhauge, direktør for Building Green.

I år havde Building Green København et særligt fokus på fremtiden med temaet Beyond The Roadmap, hvor arrangørerne ser et stort behov for at skabe en mobilisering af branchen om at bygge på planetens præmisser.

– Det var fantastisk at opleve lanceringen og opbakningen til Beyond The Roadmap-rapporten og den nye forening Reduction Roadmap, fortæller Sarah Elhauge.

Verdenskendt forsker var årets helt store trækplaster

Det kom ikke som en overraskelse, at det ubestridt største samlingspunkt ved årets event i København var oplægget fra Johan Rockström, direktør for Potsdam Institute for Climate Impact Research og professor i Earth System Science ved Universitetet i Potsdam.

Der var spækket med mennesker ved hovedscenen til det noget nedslående budskab fra Rockström: Jordens økosystem begynder at udvise de første tegn på at være i en uoprettelig tilbagegang.

Ikke desto mindre strakte køen til at komme ind og overvære den berømte klimaforsker, der ligeledes er rådgiver for både WHO, World Economic Forum og Den Europæiske Investeringsbank, sig langt forbi Forum og ned til Rema1000 på hjørnet af H.C. Ørstedsvej.

– Vi har aldrig fået så vilde tilbagemeldinger før, efter hvad der må siges at være årets mest skræmmende og med længder vigtigste indlæg. Halvdelen af de tilhørende sad med tårer i øjnene, og det virker, som om det har ramt folk på et dybere personligt plan, fortæller Sarah Elhauge.

Stor interesse for udstillernes grønne løsninger

Ud over at høre spændende indlæg kunne de rekordmange deltagere også besøge 170 udstillere med fokus på bæredygtigt byggeri. En af dem var Thomas Raunsbæk, koncerndirektør hos Nordic Wood Industries, der stod på en fælles stand med andre firmaer inden for træfamilien.

– Vi har en oplevelse af, at der er godt gang i den i år. Her er flere besøgende og ikke mindst flere relevante besøgende. Vi kan mærke, at der er sket noget rigtigt positivt, siger Thomas Raunsbæk, direktør hos Nordic Wood Industries, og tilføjer:

– Jeg kan også mærke stor interesse for, hvordan vi skal indfri de nye LCA-krav, der kommer i sommeren 2025. Det er noget, vi taler en del om som branche.

Building Green København har i år skabt rum for dybere refleksion og alvorlige erkendelser om fremtiden, hvor Johan Rockströms skarpe analyse mindede os om den alvorlige klimakrise, vi står overfor. Med økosystemer, der balancerer på kanten, og en branche, der står med massiv omstillingsopgave foran sig, blev det tydeligt, at der er behov for langt mere radikale løsninger og hurtigere handling, som Reduction Roadmap lægger op til.

Flere artikler
Build in Wood i Hamborg
Stor succes på Building Greens første event i Hamborg