Anna Rex Elmgreen arbejder som biodiversitetskonsulent hos MT Højgaard, og den 30. og 31. oktober er hun med i debatten ’Næste generation: Fremtidens byggeri er i vores hænder’ på Building Green København. Debatten er faciliteret af Arkitektforeningen og Byggeriets Samfundsansvar og handler om hvilke muligheder og forventninger den næste generation i byggebranchen har til deres fag i morgen. Hvordan sikres det, at det også fremadrettet er attraktivt at søge ind i byggeriet?
I denne artikel kan du læse et interview med Anna Rex Elmgreen.
Hvad er din baggrund, og hvordan arbejder du med bæredygtighed i byggeriet?
Jeg er uddannet biolog og naturforvalter. Der er næsten et tusind forskellige måder, man kan være biolog på, men at jeg er specialiseret i naturforvaltning, siger noget om, at jeg fokuserer på at implementere løsninger til de problemer, der fremlægges af biologerne. Så jeg tænker i systemer, forvaltningsmetoder og lovgivning. Mit arbejde med bæredygtighed i byggebranchen er overvejende bundet op på problematikkerne vedrørende biodiversitet, og hvordan byggebranchen hhv. påvirker naturen og er afhængig af naturen. Helt konkret sidder jeg som biodiversitetskonsulent i MT Højgaard’s Holding-selskab og rapporterer på biodiversitet jf. CSRD. Jeg er også tidvist involveret i at arbejde med biodiversitet i vores projekter.
Hvad ser du som den største hæmsko for, at vi som branche bevæger os ud over de eksisterende bæredygtighedsplaner og skaber mere ambitiøse mål?
Det helt kedelige, gængse svar er jo desværre: Økonomi. De økonomiske margener til at ’gøre noget ekstra for bæredygtighedens skyld’ er desværre for små i entreprenørens forretningsmodel. Særligt for biodiversitetskrisen dog, så føler jeg også, der er et ekstra lag af, at vi knap nok kan rykke os på klimafronten, så der er ikke plads i vores hjerter og hoveder (og pengepung) til at omfavne endnu en krise også. Klimakrisen har haft den fordel (en ulempe er det jo snarere) at vi har talt om den så længe, at de fleste er tilstrækkeligt inde i det videnskabelige materiale og dermed har respekt for krisen, og en mulighed for at rykke på det i sit eget arbejde. Men biodiversitetskrisen er stormet ind på agendaen og de færreste har forstand på hvad det betyder.
Som en af de nyere stemmer i branchen hvilke muligheder og forventninger har du til dit fag i morgen?
Jeg tror faktisk, vi kommer til at se flere biologer træde ind på scenen i branchen. Og det er da enormt spændende.
Hvordan kan vi sikre, at det også fremadrettet er attraktivt at søge ind i byggeriet i dine øjne?
Specifikt for mig, så er det vigtigt at biodiversitetskrisen bliver taget alvorligt. Og det forudsætter nok at selv den mest irrelevante stilling ift. biodiversitet har en vis forstand på det naturvidenskabelige grundlag. Ellers tager der simpelthen for lang tid at få løsningerne ud og leve i maskineriet.
I lyset af de store klimaforandringer, hvordan mener du, at næste generation bør prioritere bæredygtighed i deres byggeprojekter?
Jeg ville ærligt talt synes, det var fedt, hvis vi fik vendt magtdynamikken i branchen. At vi bygger ud fra konceptet om absolut bæredygtighed, og ikke lader os skræmme af kundernes forventninger (os som individer som er beboere, og virksomheder med deres kontorer mm.). Hvis små 80 km2 3-værelseslejligheder skal være den nye normal for en gennemsnitlig dansk familie, så må det være sådan.
Hvorfor er debatten ’Næste generation: Fremtidens byggeri er i vores hænder’ vigtig? Og hvad vil være nogle af dine hovedpointer?
Som biolog uden byggeteknisk baggrund, så tror jeg, det bliver vigtigt at forsvare min rolle i byggebranchen. Byggebranchen får ikke levet op til sit ansvar ift. biodiversitetskrisen uden biologerne. Så vi bliver nødt til at finde en måde, hvor branchen bliver i stand til at omfavne denne nye faglighed.
Vil du høre mere om fra den næste generation i byggebranchen?
Vær med på Building Green København den 30. og 31. oktober og hør debatten ’Næste generation: Fremtidens byggeri er i vores hænder’. Læs mere og hent din gratis billet her.