Foreningen Træ i Byggeriet har nu fundet de tre finalister til prisen Årets Lavemissions Træbyggeri 2023. De tre byggerier er med deres høje ambitionsniveau for bæredygtige tiltag og et CO2-aftryk i lavemissionsklassen samt spændende design en inspiration for resten af byggebranchen.
Pressemeddelelse fra Træ i Byggeriet:
I et tæt felt med flere spændende byggerier har foreningen Træ i Byggeriet nu peget på de tre projekter, der skal dyste om prisen som Årets Lavemissions Træbyggeri 2023. Prisen har til formål at hylde visionære træbyggerier i Danmark med særligt fokus på bæredygtige tiltag, lavt klimaaftryk og spændende design. Og på de parametre skuffer dette års finalister ikke, lyder det fra bestyrelsesformand for Træ i Byggeriet, Martin L. Petersen:
– Bevidstheden om klima og miljø er allestedsnærværende i vores samfund i dag, og det gælder ikke mindst i byggebranchen. Den udvikling gør det svært at komme uden om træ, da det har et lavt klimaaftryk og faktisk lagrer CO2. Herudover er træ en fornybar ressource, da der løbende kan plantes nye træer og på den måde opretholdes en uendelig cyklus, siger han og fortsætter:
– Dette års finalefelt består både af et etplanshus og fleretagersbyggerier, men fælles for dem alle er det særlige fokus på bæredygtige tiltag og lavt CO2-aftryk gennem blandt andet deklarerede LCA-beregninger i lavemissionsklassen og miljøcertificeringer for ikke at glemme enestående design.
Tversted House, Tversted, Hjørring
Den første finalist er Tversted House i den lille nordjyske badeby Tversted tæt på Hjørring. Tversted House er et skræddersyet boligbyggeri med tilknyttet keramisk værksted, hvor alle bærende konstruktioner og materialer er træbaserede. Selv fundament og terrændæk er udført helt uden anvendelse af klimabelastende materialer som beton og stål, men udført som en lastkompenseret løsning i celleglas.
– Tversted House er eksperimenterende og nyskabende i sit bud på, hvordan CO2-aftrykket kan sænkes i byggeriets sværeste bygningsdele. Det er også en showcase i, hvor mange måder træ kan indgå i et byggeri, og hvor meget af træet, der rent faktisk kan anvendes, lyder begrundelsen fra Martin L. Petersen, som tilføjer:
– Herudover er projektet i sin helhed et betydningsfuldt bud på, hvordan byggeriets parter gennem tæt samarbejde, ambition, vilje og motivation kan omstille byggeriet fra konventionelt til biobaseret byggeri uden at gå på kompromis med æstetik, funktionalitet og bygbarhed.
MiniCO2 Etagehus TRÆ, Fredericia
I Fredericia finder man den anden finalist, nærmere bestemt MiniCO2 Etagehus TRÆ. Det er et femetagers boligbyggeri, som indgår i et innovativt byggeeksperiment med fokus på sammenligning af byggematerialers klimsbelastning.
Projektet adresserer to væsentlige udfordringer ved at bygge etageboliger i træ: kravene til henholdsvis brand og lyd i etagedæk. Gennem omfattende brand- og lydtest af ribbedæk med synlige træbjælker og biobaseret isolering udfordrer projektet gældende normer og muliggør synlige trækonstruktioner i etageboligbyggeri, lyder det fra Martin L. Petersen og fortsætter:
– MiniCO2 Etagehus TRÆ bidrager i høj grad med ny viden om brand- og lydforhold og er et vigtigt skridt mod implementering af præaccepterede løsninger til etagebyggerier i træ. Det er således et vigtigt projekt, der kan hjælpe med at bane vejen for en øget anvendelse af træ i etagebyggerier. Projektet demonstrerer potentialet i træ som primært materiale og skaber løsninger, der kan implementeres bredt i byggebranchen.
Kontorbyggeriet TRÆ, Aarhus Sydhavn
Den tredje finalist er kontorbyggeriet TRÆ i Aarhus Sydhavn, som med sine 20 etager er Danmarks højeste træhus. Projektet er opført med massive limtræsøjler i 20 etager med mellemliggende CLT-dækskiver og træelementer i facaderne. Der er også arbejdet med en lang række innovative løsninger i genbrug af gamle byggematerialer. For eksempel består facadebeklædningen af gamle aluminiumsplader, solafskærmningen af udtjente vindmøllevinger og de akustikregulerende loftsplader udføres af omdannet PET-plastik.
– Byggeriet TRÆ repræsenterer med sin innovative tilgang til byggeproces og materialevalg en ny måde at tænke byggeri på. Projektet skubber til gældende lovgivning og rykker ved grænserne for, hvordan vi bygger højhuse i dag med træ og genanvendte materialer, forklarer Martin L. Petersen og tilføjer:
– Vi er i dommerkomiteen bevidste om, at byggeriets foreløbige LCA-beregninger ikke til fulde opfylder kravene til lavemissionsklassen, men der er fundet potentialer for at nedbringe CO2-udledningen, så byggeriet falder ind under lavemissionsklassen.
Vinderen af Årets Lavemissions Træbyggeri 2023 vil blive præsenteret på konferencen Build in Wood, som finder sted den 22. og 23. maj 2024.