Her kan du læse et debatindlæg med Alexander Holm, der både er biolog, snedker, debattør og podcastvært i podcasten Den Dyriske Time. Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og afspejler nødvendigvis ikke Building Greens synspunkt.
Det er ingen hemmelighed, at bynatur ikke er vores primære våben mod biodiversitetskrisen. Om end biodiversiteten i byer ikke kan måle sig med den, vi finder i ægte naturområder, kan byer dog godt minimere den negative indvirkning de har på verdens natur.
Danmark er totalt opdyrket. Det er fint, hvis man gerne vil producere en masse foder til dyr på fabrikker (DK er det land i verden, der bruger den største andel af sit korn – hele 91% – til dyrefoder), men det er ineffektivt, hvis man gerne vil give naturen plads. Nu står vi i den situation, at den lille rest der findes af dansk natur, er isoleret i nogle små lommer. Til havs er vi også gået til den, og har ikke alene komplet kvælstofforurenede farvande (primært som konsekvens af landbrugets forurening) – vi er også et af de lande i verden, der bundtrawler den største andel af vores farvande, om end de naturskadelige konsekvenser af bundtrawl er veldokumenterede. Og det er endda lovligt at bundtrawle vores ”beskyttede” havområder.
For at toppe det hele, er vores skove også blevet brugt til skovbrug i så stort omfang, at den økosystemiske integritet (en slags enhed der beskriver hvor meget vi har modificeret et givent økosystem) i Danmarks skove er den næstlaveste i hele verden. Som følge af denne (over)udnyttelse af skov-økosystemerne, er samtlige af dem i stærkt ugunstig tilstand. Livet i skovene trives ikke med, at vores skove behandles som træmarker, hvoraf størstedelen af det dyrkede træ brændes.
Men hvad så med byerne? For hvilken rolle kan det urbane habitat spille i et land, hvor landbruget, fiskeriet og skovbruget gør at naturen er enormt presset? Først og fremmest, kan en by være en beskeden oase, og kan skabe heterogenitet i landskabet, hvis den ligger plantet mellem de konventionelt dyrkede marker, hvor man gør alt, hvad man kan, for at holde biodiversiteten i bund. Der sprøjtes ikke særligt meget i byer, og i byernes parker og villahaver har man ikke blot monokulturer på arealer, der pløjes hvert eneste år. Det skaber rammer for mere mangfoldigt liv, end på en mark. Så byerne kan – på næsten tragisk vis – skabe et helle, hvis de ligger steder, hvor det omgivende land ikke egner sig til liv.
Det er ikke det store byerne kan gøre for at redde et hav, der er komplet bundtrawlet i stykker, men i byernes havne vil der kunne være ålegræs og – i noget omfang – lidt fred for de organismer, der er okay med støj, trafik og en del forurening. Ydermere kan man begrænse spildevandsudledning og anlægsprojekter, såsom Lynetteholm, udvidelsen af Aarhus Havn, eller de kunstige øer ved Avedøre Holme, der alle er katastrofale for både biodiversiteten og miljøet.
Og det er naturligvis ikke i byerne, at vi anlægger store sammenhængende skovområder, hvor de arter, der mangler noget ægte skov at kalde deres hjem, kan indfinde sig og trives igen. Ligeledes er det heller ikke i byerne, at vi anlægger de (natur)nationalparker, hvor naturen endelig kan udfolde sig. Men byerne kan alligevel bidrage, og alt tyder på, at de gør det bedst, med deres grønne områder – og jo større, desto bedre. Vi kan, helt groft og meget overordnet set, opdele disse grønne områder – parker – i tre størrelseskategorier (og man må gerne læse et usynligt ”cirka” ind foran hvert tal):
- 4,4 hektar
- 27 – 53,3 hektar
- Større end 53,3 hektar
Har vi et område på 4,4 hektar, er det tilstrækkeligt, hvis målet er at minimere tabet af såkaldte ”urban adapter species” (fx krage, skade eller pindsvin), der er gode til at tilpasse sig det urbane habitat. Kigger vi derimod på den overordnede artsrigdom, lader den til at forandre sig ret kraftigt ved tilstedeværelsen af et grønt område (og her skal man snarere tænke et grønt område i stil med Assistents Kirkegaard, end en mere steril park, såsom Kongens Have) større eller mindre end 27 hektar; er det mindre, falder diversiteten, er det større, stiger den. Og skal en by virkelig sparke grøn røv, skal der være grønne områder større end 53,3 hektar – i så fald kan man nemlig tiltrække sig (såfremt området ikke ligger pladask midt i byen, men er i udkanten – og gerne med et større naturområde i nærheden) de såkaldte ”urban avoider species,” som er de arter, man ellers aldrig ville finde i en by: hjort, grævling, sortspætte osv.
Ydermere så er det godt for biodiversiteten at forbinde de grønne områder for så vidt muligt, med grønne korridorer. Og det er godt, hvis vores boliger fylder så lidt som muligt, så der er mere plads til grønne områder; hvis vi kan bygge op i højden, i stedet for at flade bygningerne ud, er det tres bon. Desuden er der en række andre mindre tiltag, såsom vilde altaner og vilde haver, som vi kan dykke ned i, men det her bliver et lidt for langt skriv, hvis vi skal til det.
Afslutningsvis er der blot en pointe: Det fremmer livet i byen, hvis vi lader naturen blive gammel. Lad træerne vokse sig store og gamle og blive fyldt med huller, hvor fugle og flagermus kan lave reder og kolonier. Lad træstammerne ligge, når træerne dør, så svampene kan indfinde sig, og skabe grobund for de insekter, som fuglene kan spise – osv., så langt op af fødekæden, som en by nu tillader det. Der er nemlig trods alt grænser. Brunbjørne i Kolding eller ulve i Aarhus’ Latinerkvarter, bliver nok aldrig en ting.
Debatindlægget er et nyere initiativ fra Building Green med ønsket om at få flere spændende synspunkter og fra branchen. Ønsker du at bidrage med et debatindlæg, så kan du skrive en mail til os.
