Det regenerative mindset rykkede ind på Building Green København

Da Building Green København 2023 slog dørene op i november, blev de besøgende inspireret til et regenerativt mindset i specialudstillingen ”Fremtiden er regenerativ”.


Årets Building Green København stillede skarpt på temaet ”Det regenerative byggeri”, hvor byggerier ikke blot er bæredygtige, men kan føre til regeneration ved at bidrage positivt til økosystemet. Over to dage i Forum kunne man blandt andet. opleve specialudstillingen “Fremtiden er regenerativ“, som gjorde den danske byggebranche klogere på det regenerative byggeri, og inspirerede dem til at implementere en regenerativ tankegang i deres eget arbejde.

Det var det rådgivende ingeniørfirma Søren Jensen, som stod bag specialudstillingen sammen med firkløveren Anna Taws, strategisk regenerativ designer og life-coach, Rikke Mikkelsen, holistisk og strategisk designer, Jens Kruse, arkitekt, og Oleg Kofoed, centerleder for Center for Regenerativ Transformation og Livskraft.

I specialudstillingen kunne man blandt andet opleve installationen “REGROUND”, hvor firkløveren tilbød gæsterne en taktil og sanselig oplevelse med både mini-workshops og samtaler om det regenerative mindset.

Anna Taws gav en rundvisning i installationen, som med sine naturskønne rammer ikke var til at overse:  

– I vores stand har jeg taget hele min nyttehave med – tørrede blomster og frøkapsler, kvas til et kvashegn, træstubbe, mos og alt muligt fiber – for det er egentlig materiale, som plejer at gå tilbage til genbrugsstationen. Men vi upcycler, vi gør noget smukt ud af det – sagde Anna Taws, da hun bød os velkommen i installationen. 

Det handler om et regenerativt mindset 

Målet med REGROUND-installationen var at sætte fokus på det regenerative mindset, og Anna Taws forklarede, hvad et sådant mindset indebærer: 

– Det handler rigtig meget om, hvordan vi kan begynde at tænke på en ny måde – meget mere etisk, mere villige til en transformation – og til at tage lederskab.

Man behøver ikke at være en chef for at tage lederskab, man skal bare tage ansvar for sit egent lederskab. Det er en måde at være meget mere bevidst på i sine valg. Hvis jeg f.eks. skal købe nogle materialer, eller når jeg skal sælge et hus et særligt sted, så skal jeg tænke mig meget mere om – sagde Anna Taws.

Den naturskønne REGROUND-installation skulle give de besøgende gæster en oplevelse, og håbet var, at oplevelsen ville inspirere til nye tankemønstre:

– Vi vil gerne give en på opleveren. Vi vil, at man skal forstå et mindset, som går ud på at engagere sig dybere, og vi gør det meget sensorisk, og vi gør det meget taktilt, visuelt og smukt på en anden måde – så man også bliver bevidst om, at små plantedelere har en værdi, insekter har en værdi, og vi er en del af et meget større økosystem, hvor alle arter indgår.

Cyklisk tankegang

Det regenerative mindset, som Anna Taws ønsker at videregive, beror på en cyklisk tankegang, hvor man tilpasser sig naturens forskellige tilstande:

– Vi vil rigtig gerne, at vi kan være meget mere cykliske. Cykliske med at tænke på at naturen har nogle forskellige tilstande. Den kan blomstre om sommeren, og om efteråret så går den ligesom tilbage til jorden, formulder og bliver til muld. Det giver næring til, at der kan komme nye planter næste år, som bliver store, og som vi kan høste. Og som går tilbage. Hvis vi kan forstå den cykliske tilgang med at naturen har sin gang, og vi kan tilpasse os det, så ikke vi skal gøre vold på naturen, så er vi også kommet langt – sagde Anna Taws.

Indre bæredygtighed

Men hvordan sikrer vi, at vi husker de regenerative beslutninger i en travl hverdag? I REGROUND-installationen forklarede Anna Taws, hvordan bæredygtighed ikke kun er noget, der sker i det ydre – det handler også om mennesker, vores værdier, og det kan påvirke vores beslutninger: 

– måske skal jeg ikke kun tænke bæredygtigt, jeg skal måske også tænke, at det skal være bæredygtigt også for mennesker. Der skal også være indre bæredygtighed. Så hvis man kan starte med indre bæredygtighed – f.eks. at meditere 5 minutter hver morgen, for lige at mærke sig selv og sætte en intention for dagen, så kan det godt være, at man træffer nogle bedre beslutninger.

Ikke bare endnu et buzzword

Inden vi lod Anna Taws fortsætte sit arbejde i installationen, forklarede hun, hvorfor det er vigtigt at tage fat i et tema som ”Det regenerative byggeri”: 

– Det er lige det, der skal til. At sådan et kæmpe event, med så mange mennesker, er med til at få det ord i munden. At man ikke bare siger endnu et buzzword, men at vi siger, at der er sgu noget om det. Det er jo denne her vej, vi skal. Og lad os lige teste på egen krop, drikke en kop te fra Annas nyttehave – og se om vi ikke bare kan være meget mere bevidste i fremtiden.

Flere artikler
Trine om natur og biodiversitet
Natur er noget der gror og ikke noget vi bygger