Vi mangler gode kommercielle argumenter for hvorfor bæredygtighed er en god forretning

Signe Fosgaard er director for Green Finance Institute i Danmark, som på Building Green København den 1.-2. november står bag en debat om hvordan vi financierer en grønnere fremtid i byggebranchen.

Signe Fosgaard moderer debatten mellem Mette Qvist, underdirektør i Ejendomdanmark, Lars Eibeholm, global head of sustainable debt capital markets i SEB, Peder Damgaard Jensen, tidligere administrerende direktør/CEO i PKA og formand for IIGCC og Lars Ravn Knudsen, head of department, Finans Danmark. I debatten vil de se nærmere på, hvordan vi kan gå mod en mere regenerativ tilgang.

I denne artikel kan du læse et interview med Signe Fosgaard.  

Hvad er din baggrund og hvordan arbejder du med bæredygtighed? 

 Jeg er økonom af uddannelse og har altid arbejdet med det byggede miljø som et investeringsaktiv, blandt andet i Shanghai. Jeg har derfor set rigtig mange eksempler på ikke-regenerativt byggeri i min tid.  

Som direktør for the Green Finance Institute i Danmark arbejder jeg på at konstruere finansielle instrumenter og skabe et miljø, som gør at de finansielle aktører bliver mere aktive deltagere i processen med at decarbonize det byggede miljø.  

Hvilke udfordringer og muligheder ser du overordnet inden for bæredygtighed i byggeriet lige nu? 

Det er selvfølgelig en voldsomt bekymrende tid vi befinder os i, men samtidig er det jo også et fantastisk spændende tidspunkt for verden og det byggede miljø netop nu. Den brændende platform er ikke længere en metafor, men en faktisk refleksion af hvordan verden ser ud mange steder. Så hele motivationsdelen, ”the why” af denne forandringsproces behøver vi ikke bruge tid på længere. Dertil kommer hele det regulative push fra EU, som jo virkelig får tvunget mange aktører i gang, der ellers måske ville være lidt langsommere i optrækket.  

Det, jeg synes mangler, og som er vores fokus i GFI, er de gode kommercielle argumenter for hvorfor bæredygtighed i det byggede miljø er en super forretning og finansielle instrumenter til at understøtte det.  

Årets tema er ’Det regenerative byggeri’. Hvad vi kan gøre lige nu og her for at rykke henimod det?

Det centrale i den regenerative tanke er i min forståelse en grundlæggende anden måde at tænke værdi på, end vores økonomiske system er bygget op omkring. I GFI tænker vi meget i triple bottom line forretningsmodeller, ikke kun fordi det handler om at redde verden, men fordi det giver god forretningsmæssig mening. Så en grundlæggende refleksion over værdi, og hvad en forretnings formål er, er et nødvendigt next step for mange.  

Derudover er jeg personligt lidt træt af at høre om ”getting to net zero”. Hvorfor er ambitionen ikke ”getting to plus”? Det er for mig, hvad det regenerative handler om, og hvor jeg gerne se fokus bevæge sig hen. 

Kan du nævne et spændende projekt eller to, hvor der er arbejdet med regenerative principper? Eller hvor der er arbejdet med bæredygtighed på en innovativ måde?

  Jeg synes, der er mega mange spændende projekter i Danmark, blandt andet inden for biogene materialer. For eksempel synes jeg den radikale tilgang, som Pihlman har til genbrug af materialer og brug af organiske materialer, er virkelig inspirerende. Ikke mindst fra et æstetisk perspektiv. Jeg elsker tanken om, at min mormors badeværelsesfliser bliver genbrugt i en ny kontekst, og at old is the new new. Men der er bestemt også mange mere etablerede aktører, som jeg synes fortjener fokus, fx de danske pensionskasser, som med deres langsigtede investeringsfokus virkelig har øje for at bæredygtighed er helt centralt for at kunne generere afkast for deres medlemmer.   

Du er moderator på debatten ‘How to finance a greener future in the construction industry’. Hvorfor er det en vigtig debat? 

Det er et vigtigt emne, fordi den finansielle sektor er fuldstændig essentiel for at forandring sker, og at den sker i en skala og i det tempo, der er nødvendigt.  

Det byggede miljø har et finance gap i forhold til bygnings renovering på euro 275 Bn per år i EU for at nå 55 % reduktionsmålet i Parisaftalen, og de penge kommer ikke fra offentlige kasser. Så derfor er det helt essentielt at få diskuteret hvilke udfordringer den finansielle sektor har i forhold til at deltage mere aktivt i denne omstilling, og hvordan vi løser de udfordringer. Mit klare indtryk er, at de allerfleste finansielle aktører gerne vil den grønne omstilling, men vi skal blive bedre til at forstå hinandens verdener. Hvad er et biogent isoleringsprodukt? Hvad er et syndikeret finansielt produkt? Hvordan er de to ting relateret? Når vi får en tværfaglig debat om dette, så sker der forandring. 

Er du mere nysgerrig på debatten om hvordan vi finansierer en grønnere fremtid?

Vær med i GFI’s spændende debat modereret af Signe Fosgaard på Building Green København den 1.-2. november. Læs mere og tilmeld dig her.

Flere artikler
Peder Fynholm snakker om hans arbejde med træ på Build in Wood
At bygge med træ kræver andre kompetencer end dem vi ”plejer” at bruge