Vi skal gøre det vogue at bygge i træ

Signe Fosgaard er senior ESG manager i Rådet for Bæredygtigt Byggeri, der er en non-profit medlemsorganisation. De arbejder blandt andet med certificeringssystemet DGNB og står bag en fælles oversættelse af EU-taksonomien. EU-taksonomien er et af flere direktiver, der sætter skub i den grønne omstilling.

Build in Wood den 23.-24. maj 2023 kan du opleve en debat om taksonomi og investering i træbyggeri, og her er Signe Fosgaard en af paneldeltagerne. Sammen med Luise Christiensen fra Accura Advokater og Anders Klinkby fra Position Green Advisory vil hun debattere EU-taksonomien. I denne artikel kan du læse et interview med Signe Fosgaard.

Hvad er din baggrund, og hvordan arbejder du og din virksomhed med træ?  

Jeg er ESG ansvarlig i Rådet for Bæredygtigt Byggeri, hvor vi blandt andet arbejder med at certificere byggeri efter DGNB og EU-taksonomi standarderne. Træ er en af mulighederne for at bygge med lavere CO2-udledning, så vi ser meget positivt på træbyggeri, selvfølgelig under forudsætning af at træet kommer fra ansvarsfuldt forvaltede skove.

Hvad er de største udfordringer inden for træbyggeri lige nu i dine øjne?

Umiddelbart vil jeg pege på to udfordringer:

1. Mens vi er gode til at bygge tæt-lav i træ, bygges der ikke så meget i højden, fordi vi endnu ikke har fundet en god løsning på at sikre brandsikkerheden. Forskningsprojektet Wood: UpHigh prøver at adressere dette problem.

2. En anden udfordring er, at der ikke er nok fokus på træ på vores uddannelser, for eksempel har man ikke kunne lære om bærende konstruktioner i træ indtil for nylig – og det på trods af at hele København er bygget på bærende trækonstruktioner. Det er et gammelt håndværk, der skal genopdages.

Der er sket meget med træbyggeri i Danmark de sidste par år. Hvad er potentialet for træbyggeri fremadrettet i dine øjne?

Vi skal gøre det vogue at bygge i træ. Der er stadig en ide blandt det klassiske parcelhus-segment om at mursten er det bedste. Der findes hyper lækre dyre træ byggerier, men den gængse opfattelse er stadig at træbyggeri er af lavere kvalitet. Jeg vil gerne derhen, hvor det er mega hipt og attraktivt at bo i træ, og det ser jeg stort potentiale i. Tænk at have japansk zen-retreat-type boliger i Ishøj – det ville være så cool.  

Hvilke træprojekter – både igangværende, kommende og afsluttede – synes du er spændende og nyskabende?

Jeg synes, Vandkunsten laver smukke løsninger i træ med gode detaljer. Derudover så vil jeg pege på Boligselskabet Sjælland, som et alment boligselskab der med stor succes prøver at bygge mere i træ.

Du deltager i debatten ’Taksonomi og investeringer i træbyggeri’, hvorfor er det en vigtig debat?

Taksonomien er afgørende for at få kanaliseret kapitalstrømmene i en grøn retning, fordi den skaber transparens og troværdighed. Jeg oplever, at der er meget stor interesse blandt investorer for at bidrage til den bæredygtige omstilling. Men der er også en stor frygt for at træde forkert og at kalde noget grønt der ikke er det. I Rådet for Bæredygtigt byggeri har vi (i tæt samarbejde med bygge- og ejendomsbranchen) oversat og omsat taksonomien, så den danske ejendomsbranche har et konkret værktøj til hvordan man kan overholde taksonomien og dermed tiltrække investeringer.

Jeg håber, at debatten kan sætte spot på eventuelle udfordringer ved taksonomien, så vi kan videreudvikle og finpudse vores værktøj og hjælpe sektoren yderligere med at tiltrække grøn kapital.

Vil du høre mere om taksonomien og træbyggeri?

Vær med til at nørde træbyggeri i to dage den 23. og 24. maj 2023 og vær med i debatten sammen med Signe Fosgaard. Læs mere og tilmed dig konferencen her.

Flere artikler
Interview med Jan Boström, CTO i SundaHus i forbindelse med debat på Building Green.
Data is both a challenge and opportunity within sustainable construction