På årets Building Green København i Forum i starten af november var et af de store temaer digitale løsninger, som der blev sat fokus på i en ny, stor specialudstilling. Udstillingen er et samarbejde mellem PropTech Denmark og Building Green og den er støttet af Boligfonden Kuben.
Det er ikke længe siden at Building Green København åbnede dørene til to intense dage med fokus på bæredygtighed, teknologi og digitale løsninger til byggebranchen. De digitale løsninger er en vigtig del af den bæredygtige omstilling af byggebranchen, og derfor kunne man på Building Green København besøge specialudstillingen ’Digitale Løsninger af PropTech Denmark + Building Green’ med fokus på netop dette. I det nye område viste otte fremadstormende startups deres teknologi og digitale løsninger frem, som alle bidrager til at gøre byggeprocesser, bygninger og bygningsdrift mere bæredygtig og effektiv.

Digitale startups i udstillingen
En af virksomhederne i den nye specialudstilling var MinEjendom. For dem var det en stor fornøjelse at deltage på Building Green København, og det gav dem muligheden for at møde fremtidige kunder. Katrine Westh, kommunikationskoordinator i MinEjendom, siger blandt andet:
– Der har været en masse søde og inspirerende mennesker med forskellige baggrunde forbi vores stand, som har været enormt interessante at tale med. Derudover synes jeg at årets tema, vejen mod absolut bæredygtighed, er meget vigtigt og relevant. Det har været spændende at være en del af årets Building Green.
I den nye specialudstilling var virksomheden Biodry Danmark også at finde. Jan Carlsen, CFO i Biodry Danmark, havde nogle skønne dage på Building Green København og var meget positiv over den store interesse de mødte fra branchen:
– Jeg synes, det har været nogle gode og varierende dage. Building Green har været fantastisk, og jeg synes der har været rigtig mange gode udstillere. Vi har i hvert fald været meget glade for at være med og stå i specialudstillingen ’Digitale Løsninger’.
Digitale løsninger på Innovation Stage
Digitale løsninger var også i fokus i det store program, og på scenen Innovation Stage oppe på balkonen kunne man fordybe sig og høre fra spændende startups inden for teknologi og digitale løsninger. På Innovation Stage var en hel dag dedikeret til digitale løsninger, og deltagerne kunne her få en introduktion til PropTech Denmark og høre pitches fra de otte Start Ups, man ligeledes kunne møde i udstillingen.

De mange fremmødte kunne i de forskellige indlæg høre erfaringer og resultater ved at bruge digitale løsninger i den grønne omstilling af byggeri og bygningsdrift. I løbet af dagen var der oplæg fra PropTech Danmark og en række af de meste spændende PropTech-startups netop nu såsom Aguardio, Biodry, MinEjendom, Ubiqisense, CHAOS, Enyday, Wise Home og CLIMAID.
Udstillingen ’Digitale Løsninger af PropTech Denmark + Building Green’ er et samarbejde mellem Building Green og PropTech Denmark – en organisation, der arbejder for at fremme digital transformation, innovation og bæredygtighed i bygge- og ejendomsbranchen. Udstillingen er støttet af Boligfonden Kuben.