I arbejdet med bæredygtighed er det essentielt at få projekterne godt fra start

Christine Mosbech arbejder som arkitekt og bæredygtighedskoordinator hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter. På Building Green København den 2.-3. november deltager hun i en debat faciliteret af Værdibyg, der handler om bæredygtighedsprogrammet. I debatten får du gode råd og praktiske perspektiver fra både rådgiver og bygherresiden til hvordan bæredygtighed blive en central del af byggeprocessen.

I denne artikel kan du læse et interview med Christine Mosbech.

Hvad er din baggrund og hvordan arbejder du med bæredygtighed?

Jeg er arkitekt hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter, hvor jeg blandt andet fungerer som DGNB-konsulent samt bæredygtighedskoordinator og -leder. Jeg arbejder med at udbrede viden om bæredygtighed på tegnestuen og er tovholder i en gruppe, hvor vi udvikler værktøjer, der understøtter vores kollegers arbejde med bæredygtighed. Det er en privilegeret rolle, hvor jeg får indblik i mange af tegnestuens projekter, er med til at finde deres bæredygtige potentiale og få det frem i samarbejde med mine kollegaer og samarbejdspartnere. Det er inspirerende at samarbejde på tværs.

Jeg er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i København med speciale i kulturarv, transformation og restaurering. Det glæder mig derfor at se, hvordan der den sidste tid er kommet fokus på at transformere og restaurere frem for at bygge nyt.

Hvilke udfordringer og muligheder ser du overordnet inden for bæredygtigt byggeri lige nu?

Fra mit daglige arbejde med at implementere og facilitere bæredygtighed har jeg indblik i, hvor komplekst og omskifteligt området er. Der ligger en spændende opgave i at gøre noget så komplekst som bæredygtighed og konsekvensen af klimaforandringer mere konkret og implementere de bæredygtige løsninger i vores projekter. Det er samtidig vigtigt, at vi ikke opfinder nye løsninger til hvert projekt, men genanvender de gode ideer og videreudvikler dem.

Det kan være en stor udfordring for både os rådgivere og bygherrerne, at myndigheder og andre involverede ikke er vant til nye løsninger og materialer, så man kan godt støde mod en mur, hvis man er risikovillig, og gerne vil forsøge med nye tiltag. Hvis vi skal opnå resultater, der virkelig virker, i det nødvendige tempo, må vi alle sammen være mere risikovillige.

Hvis vi ikke eksperimenterer med for eksempel nye materialer, når vi ikke vores mål. Bare noget så oplagt som anvendelse af genbrugsmaterialer. Det er næste umuligt, da ingen vil tage ansvaret, når der ikke er garantier på materialerne, og de ikke er testet som nye.

Jeg ser en stor mulighed i eksemplets kraft. Både på nationalt og internationalt plan. Vi er her i Danmark et privilegeret samfund med højt niveau af viden og ressourcer, så selv om vi kun udgør en lille del af jordens samlede befolkning, kan vi få indflydelse ved at vise det gode eksempel og vejen dertil. Der er en masse inspirerende eksempler, der dukker op i disse tider, hvoraf nogle jo er repræsenteret på Building Green. Så det er en rigtig god start.

Hvordan og hvor kan byggebranchen skrue op for de bæredygtige ambitioner i dine øjne?

Et vigtigt parameter i min optik er planlægning. Overblik, koordinering og bevidstgørelse. I arbejdet med bæredygtighed er det essentielt at få projekterne godt fra start. Det er så nemmere sagt end gjort. Og det er derfor rart med nogle værktøjer til at guide i denne proces. Jeg har i fællesskab med Værdibyg og repræsentanter fra branchen med forskellig faglighed været med til at udvikle en vejleding til et bæredygtighedsprogram, fundamentet for en bæredygtighedsplan. Vi debatterer den på Building Green Learning Stage d. 3. november. Der er efterhånden en gruppe bygherrer, der i samarbejde med deres rådgivere virkelig går foran nu. Der er for eksempel flere bygherrer, der har CO2-mål langt mere ambitiøse end myndighedskravene. Når det er sagt, kan alle vel skrue op for ambitionerne – på alle områder til enhver tid.

Årets Building Green-tema er ’Vejen mod Absolut Bæredygtighed’. Hvad tænker du, der skal til for at vi kommer så tæt som muligt på Absolut Bæredygtighed?

Absolut bæredygtighed kommer til at kræve, at vi spiller sammen som branche og på tværs af de traditionelle fagområder. Der er allerede gode eksempler på vidensdeling og sparring inden for absolut bæredygtighed. Jeg tror, det er mere af det, der skal til.

Det vil kræve meget af myndigheder og andre beslutningstagere, det er jo en hel ny måde at tænke og skabe værdier på. Som jeg sagde før, kan strukturer og myndigheder godt være en barriere for udviklingen af de radikale løsninger. Det er ikke mangel på vilje, men der er mange love, regler, traditioner og vaner, der skal ændres radikalt.

I hvor høj grad bør vi forholde os til de planetære grænser i hvert enkelt byggeri?

De planetære grænser er en god og ambitiøs målestok. Med det nyligt lancerede projekt ”Reduction Roadmap” udviklet i et samarbejde mellem vigtige aktører i branchen, er det nu muligt at bruge de planetære grænser til konkret sammenligning for dansk boligbyggeri. Det studie kan jeg klart anbefale at kigge nærmere på.

Med de kommende lovkrav på maksimalt 12 kg CO2-ækv/m2/år for nybyg over 1000m2 mener jeg, at det er godt at have de planetære grænser med i spil, idet de to værdier ligger langt fra hinanden.

Hvilke bæredygtige projekter synes du er spændende og nyskabende?

Generelt er jeg vild med at finde fremtiden i fortiden. Tanghusene på Læsø ligger inde med en masse potentiale ligesom jordstampede huse, bindingsværk, brændt træ og islamiske vindtårne. Jeg synes især arbejdet med nye materialer har et stort potentiale kombineret med gamle traditionelle løsninger og byggeskik. Det kan også være små elementer i et projekt, der er inspirerende.

For mig er der god inspiration at hente i vellykkede transformationsprojekter som kulturhuset Maltfabrikken af Praksis arkitekter og kontorbyggeriet KB32, som vi hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter været med til at transformere. Det er den vej vi skal.

Hvad vil du gerne inspirere til bliver anderledes i byggebranchen?

Jeg vil gerne slå et slag for ”Think more, build less” tilgangen. Stop op og overvej om der skal bygges og hvis der skal bygges, hvordan gøres det så mest fornuftigt?

Det er unikt, at vi alle har et fælles mål. Noget at samles om, der er relevant for os alle. Og vi kan kun nå det, hvis vi samarbejder på tværs af fagligheder og brancher. Der arbejdes lige nu med bæredygtighed, både social og klimamæssig på så mange forskellige niveauer. Fra strategiske byer hen over kvarterer, bebyggelser og enkelte bygninger til ler, tang og andre materialer. Der arbejdes med at udvikle på alle niveauer og i alle skalaer. Fra by til byggesten.

Vil du gerne høre mere til Christine Mosbech og deltage i debatten?

Vær med i debatten om bæredygtighedsprogrammet på Building Green København. Læs mere og hent din gratis billet her.

Flere artikler
Mangel på færdigheder og viden hæmmer den digitale transformation