På grund af coronarestriktioner kan Building Green ikke afholdes som den plejer, men bæredygtigt byggeri kan ikke aflyses, så vi sadler om i stedet og lancerer et nyt koncept under navnet Building Green Together.
Corona sætter sit præg på mange brancher, og for 10. år i træk skulle Building Green have samlet den danske byggebranche i Forum, men på grund af restriktioner vil det i år for første gang ikke foregå som en fysisk event i Forum:
– Vi vil ikke aflyse, som mange andre events på vores størrelse, for bæredygtigt byggeri kan ikke vente på, vi igen må samle hele branchen, som vi plejer. Vi har et stort ansvar for vores besøgende, udstillere, partnere og bæredygtigt byggeri, som vi ikke kan løbe fra. Det er simpelthen for vigtigt til, at vi kan lade være, så vi har i stedet valgt at nytænke vores koncept og gøre det uafhængigt af restriktioner, fortæller Sarah Elhauge, Head of Business Development hos Building Green.
Mere end en digital event
Opfordringen om at ’accelerere bæredygtigt byggeri’, som vi kom med, da vi lancerede det store jubilæumsprogram i år, er fortsat uændret. Uden at mødes i Forum afvikles programmet digitalt den 28. og 29. oktober ved hjælp af en stor videoproduktion, og alle interesserede kan streame de fire scener gratis. Det særlige ved Building Green Together er, at det ikke kun bliver ved det. Vi vil udvide konceptet løbende til et såkaldt ’community’, der skal leve udover de to afholdelsesdage.
– Vores mål med Building Green Together er at blive et ’community’ inden for bæredygtigt byggeri, hvor vi samler branchen, skaber forbindelse mellem parterne og faciliterer viden, der accelererer bæredygtigt byggeri. Ikke bare to dage om året, men hele året rundt. Det gør vi dels med programmet og ved fortsat at facilitere møder i branchen. Men vi udbygger også konceptet og arbejder på et nyt og spændende magasin, en dybdegående podcast og på en udbygning af vores online nyheder, lyder det fra Sarah Elhauge.
Udstillerne får nye muligheder
Den store fremvisning af produkter, løsninger og ydelser inden for bæredygtigt byggeri, der plejer at være i Forum på Building Green, bliver også nytænkt og udviklet. Med det nye koncept Building Green Together vil mødet mellem leverandører af løsninger og brugere ske på en ny måde, hvor leverandørerne kan bruge Building Green som platform for at få eksponering og komme ud med deres budskaber.
– Ud fra samtaler med mange af vores udstillere har vi lært, at Building Green ikke bare er et fysisk mødested, men en stor platform, hvor de kan profilere deres produkter og virksomhed. Vi stiller derfor vores erfaring, netværk og platform til rådighed, som vi udvikler og tilpasser deres behov, så vi fortsat samler branchen og promoverer bæredygtige løsninger til byggebranchen, forklarer Sarah Elhauge og fortsætter afsluttende:
– Vi er kun i starten af udviklingen af Building Green Together, vi glæder os til at se, hvor det hele ender, og vi håber, at rigtig mange i branchen – også nye – vil være med til at accelerere bæredygtigt byggeri.
Læs mere om Building Green Together her og følg løbende med i vores nye community.