Hvad sker der, når vi holder op med at betragte den eksisterende bygning som et problem, der skal tilpasses – og i stedet begynder at se dens materialer, konstruktioner og historie som en ressource? For Anna Nicolaysen, partner og arkitekt i VERNA, begynder transformation med det, der allerede er. Gennem en vernakulær tilgang arbejder tegnestuen med eksisterende materialer, bygninger, lokale byggeskikke og viden som afsæt for at skabe ny værdi.
Men hvis transformation for alvor skal kunne skaleres, kan hvert projekt ikke nødvendigvis begynde fra nul. Forud for Bæredygtig Transformation den 29. & 30. september har vi spurgt Anna, hvordan vi kan kombinere det stedsspecifikke med mere robuste og gentagelige løsninger – og hvad der skal til, for at transformation bliver en naturlig del af vores byggeskik.
Vil du kort præsentere dig selv og fortælle, hvordan transformation spiller ind i dit arbejde?
Jeg er arkitekt og partner i VERNA, hvor vi arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur, økologi og byggeri. Jeg er uddannet arkitekt med en kandidat i Settlement, Ecology and Tectonics og arbejder med sammenhængen mellem materialer, konstruktionsmetoder og de større stedsspecifikke og samfundsmæssige forhold.
I VERNA arbejder vi ud fra den vernakulære metode, hvor vi tager afsæt i den eksisterende viden og de ressourcer, et sted allerede rummer – materialer, bygninger, lokale byggeskikke og mennesker. Transformation handler derfor for os om mere end at bevare; det handler om at identificere og videreudvikle det eksisterende potentiale.
Vi ved, at vi i højere grad skal bevare og transformere det, vi allerede har. Hvad skal der efter din mening til, for at transformation bliver et mere naturligt førstevalg i byggeriet?
Vi har brug for effektive modeller og byggesystemer, særligt til efterisolering af eksisterende, åndbart byggeri, så vi ikke skal udvikle nye løsninger fra bunden i hvert projekt. Samtidig skal vi undgå at skade eksisterende bygninger ved at introducere konstruktioner, der ikke tager højde for de oprindelige materialers egenskaber. Byggemetoder og materialer har ændret sig markant over tid, og forskellige konstruktionsprincipper kan ikke uden videre kombineres.
Samtidig har vi brug for enklere og mere smidige processer for godkendelse af nye produkter og byggesystemer. Det skal være muligt at afprøve og skalere løsninger, der er udviklet specifikt til transformation.
Endelig kræver det en større forståelse hos både bygherrer og samfund for, at transformationsprojekter ofte kræver mere rådgivning, analyse og design. Til gengæld kan resultatet være mindre nybyggeri, lavere ressourceforbrug og en større værdi i det, vi allerede har.
Når ambitionerne om transformation møder virkeligheden, hvor oplever du så, at det bliver svært i praksis og hvor ser du samtidig de største muligheder for at rykke noget?
Det svære opstår, når eksisterende bygninger ikke passer ind i de systemer, regler og økonomiske modeller, vi normalt arbejder efter. Transformation kræver ofte flere undersøgelser, specialiserede kompetencer og flere ressourcer til at sammensætte det rigtige team og den rigtige proces.
Samtidig kan nutidige krav til fx brandsikkerhed, isolering og tæthed være svære at forene med bygninger fra andre tidsperioder.
Men hvis vi tør arbejde med bygningens og stedets præmisser – eller hvis vi udvikler bedre modeller for, hvordan vi kan transformere ældre bygninger med mere standardiserede løsninger – kan vi skabe mere stedsspecifikke og ressourcebevidste projekter, der styrker stedets karakter og skaber levedygtige byer med større tilflytning og tilknytning.
Hvis du ser nogle år frem, hvad håber du så, at vi har ændret i måden, vi arbejder med eksisterende bygninger og byer på?
Jeg håber, at vi om nogle år har flyttet fokus fra at se eksisterende bygninger som en udfordring, der skal tilpasses nutidens standarder, til at se dem som en ressource med egne kvaliteter og potentialer. Vi skal blive bedre til at arbejde med bygningernes materialer, konstruktionsprincipper og stedets iboende viden frem for at erstatte dem med nye standardløsninger.
Jeg håber også, at vi har udviklet flere skalerbare byggesystemer og metoder, der gør transformation både fagligt forsvarlig og økonomisk realistisk. På den måde kan vi kombinere stedsspecifik arkitektur med mere effektive processer og samtidig reducere behovet for nybyggeri.
I sidste ende håber jeg, at transformation bliver en integreret del af vores byggeskik – ikke som et kompromis, men som en kvalificeret måde at udvikle vores eksisterende bygninger og byer på. Jeg håber, at vi bliver bedre til at værdisætte transformation og bevaring af bygninger.
Hvad håber du især, at deltagerne går hjem fra Bæredygtig Transformation med efter dit oplæg/indlæg. Det kunne være en ny tanke, et konkret greb eller lysten til at gøre noget anderledes?
Jeg håber især, at deltagerne går hjem med en forståelse af, at transformation ikke kun handler om at spare ressourcer, men også om at skabe mere levedygtige byer. Når vi bevarer bygninger, materialer og spor fra tidligere tider, bevarer vi samtidig stedets historie og fortællinger.
Jeg håber også, de tager en konkret tanke med sig: at transformation ikke nødvendigvis behøver være en unik specialløsning hver gang. Hvis vi bliver bedre til at identificere bygningernes eksisterende kvaliteter og udvikle robuste, gentagelige løsninger, kan vi gøre transformation både mere skalerbar og økonomisk realistisk.
Hvad sker der, når transformation er udgangspunktet?
På Bæredygtig Transformation deltager Anna Nicolaysen i samtalen De unge stemmer: Når transformation er udgangspunktet sammen med Casper Berntsen fra Studio Heima og moderator Anne-Mette Hjøllund fra BARK Rådgivning.
Her bliver perspektivet vendt: Det eksisterende er ikke noget, arkitekturen skal arbejde rundt om, men noget den kan arbejde med. Samtalen tager fat på erfaringerne, mulighederne og dilemmaerne ved at bygge en praksis op omkring transformation – også når lovgivning, økonomi og eksisterende konstruktioner gør vejen mindre ligetil.
Mød Anna Nicolaysen på Bæredygtig Transformation den 29. & 30. september.
