Hvad nu, hvis udgangspunktet for et byggeprojekt ikke var, hvad vi gerne vil bygge, men hvad vi allerede har – og hvad det kan blive til? For Simon Vinzent, arkitekt MAA og partner i Arcgency, begynder transformation netop dér. I sit arbejde oplever han, hvordan eksisterende bygningers begrænsninger kan blive en drivkraft for arkitektoniske løsninger med en historie, identitet og stedsspecifik kvalitet, som er svær at skabe fra ny.
Men transformation er ikke nødvendigvis den nemme vej. Forud for konferencen Bæredygtig Transformation den 29. & 30. september har vi spurgt Simon, hvad der sker, når ambitionerne møder lovgivning, økonomi og usikkerheder i praksis – og hvad der skal til, for at det eksisterende bliver det naturlige sted at starte.
Vil du kort præsentere dig selv og fortælle, hvordan transformation spiller ind i dit arbejde?
Jeg er arkitekt og partner i Arcgency, hvor en stor del af vores arbejde handler om at transformere eksisterende bygninger og steder – ofte bygninger, som har mistet deres oprindelige funktion, men som stadig rummer store arkitektoniske og kulturelle potentialer.
For mig handler transformation ikke kun om at bevare mest muligt. Det handler om at forstå, hvad der allerede er, og finde ud af, hvordan det kan få ny relevans og værdi. De eksisterende begrænsninger er ofte netop det, der gør projekterne interessante – og som kan føre til løsninger, vi aldrig ville have tegnet fra et blankt stykke papir.
Vi ved, at vi i højere grad skal bevare og transformere det, vi allerede har. Hvad skal der efter din mening til, for at transformation bliver et mere naturligt førstevalg i byggeriet?
Først og fremmest tror jeg, vi skal ændre vores udgangspunkt. I dag starter mange projekter stadig med spørgsmålet: Hvad vil vi gerne bygge? I stedet burde vi oftere begynde med: Hvad har vi allerede, og hvad kan det blive til?
Det kræver både en kulturel og en økonomisk ændring. Vi skal blive bedre til at værdisætte de ressourcer, der allerede er bundet i bygningerne – materialer, konstruktioner, historie og den identitet, som stederne har opbygget gennem mange år.
Og den værdi er ikke kun noget, vi som fagfolk tillægger det eksisterende. Realdanias Kulturarvsundersøgelse viser, at historiske bygninger og miljøer har betydning for danskernes livskvalitet, fællesskaber og oplevelse af vores byer og steder. Det er værd at huske, når vi diskuterer transformation: Vi bevarer ikke bare materialer og CO₂ – vi bevarer også noget, mennesker faktisk sætter pris på.
Samtidig skal lovgivning, myndighedsprocesser, finansiering og rådgivning i højere grad understøtte transformation. Det skal være det naturlige valg først at undersøge potentialet i det eksisterende frem for nedrivning og nybyggeri. Hvis den vision skal blive til virkelighed, skal vi sammen mindske usikkerhederne ved transformation og samtidig gøre både de økonomiske og kvalitative potentialer tydeligere.
Når ambitionerne om transformation møder virkeligheden, hvor oplever du så, at det bliver svært i praksis – og hvor ser du samtidig de største muligheder for at rykke noget?
Noget af det sværeste er, at lovgivningen stadig i for høj grad behandler eksisterende bygninger, som om de var nybyggeri – på trods af at branchen har peget på problemet og konsekvenserne i mange år. Krav til eksempelvis brand, dagslys, energi, tilgængelighed, konstruktioner og anvendelse kan hver for sig være fornuftige, men tilsammen kan de gøre en ellers oplagt transformation meget vanskelig eller økonomisk urealistisk.
Derudover kommer usikkerheden, særligt i de indledende faser, hvor man ofte på et relativt begrænset projektgrundlag skal træffe afgørende beslutninger om projektets vision og økonomi. Man ved simpelthen mindre, når man arbejder med noget eksisterende. Derfor skal vi skabe bedre rammer og incitamenter for at gennemføre kvalificerede forundersøgelser, inden projektvisionen fastlægges. Samtidig kræver transformation, at både bygherrer, rådgivere, myndigheder og entreprenører kan arbejde med større åbenhed og fleksibilitet undervejs.
Men det er også her, de store muligheder ligger. Hvis vi bliver bedre til at arbejde med bygningen frem for imod den – og accepterer, at resultatet ikke nødvendigvis ligner nybyggeri – kan vi både bevare langt flere ressourcer og skabe mere interessante og stedsspecifikke projekter.
Hvis du ser nogle år frem, hvad håber du så, at vi har ændret i måden, vi arbejder med eksisterende bygninger og byer på?
Jeg håber, at nedrivning om nogle år er blevet noget, man aktivt skal argumentere for – og ikke bare den nemmeste vej til at starte forfra.
Jeg håber også, at vi er blevet mindre optagede af, at gamle bygninger skal leve op til forestillingen om en perfekt ny bygning. En eksisterende bygning må gerne være skæv, have begrænsninger og fortælle om det liv, den allerede har haft.
Og så håber jeg, at transformation bliver tænkt langt tidligere ind i byudviklingen. Ikke som enkelte bevaringsprojekter, men som en grundlæggende strategi for, hvordan vores byer udvikler sig. Det oplever vi positivt i vores arbejde med både Jernbanebyen og Refshaleøen, hvor grundejerne selv er meget optagede af at bevare og transformere det eksisterende som en del af udviklingsstrategien. Jeg håber, at den tilgang vil brede sig – også til områder og bygninger, hvor businesscasen er vanskeligere.
Hvad håber du især, at deltagerne går hjem fra Bæredygtig Transformation med efter dit oplæg/indlæg?
Jeg håber først og fremmest, at folk går hjem med troen på, at bevaring og transformation er den rigtige vej at gå – og at vi skal gå den sammen.
Der er sten på vejen og også en del unødvendige bump. Transformation kræver ofte mere nysgerrighed, dialog og tålmodighed end at starte forfra. Men min erfaring er, at resultatet i høj grad opvejer udfordringerne i processen.
Vi får ikke bare bevaret materialer og ressourcer. Vi får også bygninger og steder med en historie, en identitet og nogle kvaliteter, som er meget svære at skabe fra ny. Det håber jeg, at deltagerne går hjem med både troen på og lysten til at kæmpe for.
Den hænger efter min vurdering rigtig godt sammen nu: fra værdien i det eksisterende, over de konkrete barrierer, til en ret klar og optimistisk afslutning om, hvorfor det alligevel er værd at gå transformationsvejen.
Hvad sker der, når transformation møder virkeligheden?
På Bæredygtig Transformation tager Simon Vinzent deltagerne med ind i netop den virkelighed. Med Ribbefabrikken som case deler han erfaringer fra et transformationsprojekt, hvor lovgivning, byggetilladelser, risici og uforudsete benspænd har krævet både valg, fravalg og tilpasninger undervejs.
Det bliver ikke fortællingen om den gnidningsfrie transformation, men et indblik i de dilemmaer og muligheder, der opstår, når ambitionerne skal omsættes til byggeri – og i, hvad man med erfaringerne i hånden ville gøre anderledes i dag.
Mød Simon Vinzent på Bæredygtig Transformation den 29. & 30. september.
