Stærke samtaler og stor tilslutning, da Building Green samlede branchen i Aarhus

De sidste par dage er byggebranchen strømmet til Aarhus Congress Center, hvor Building Green med BG:VEST satte fokus på den grønne omstilling gennem faglige oplæg, debatter og konkrete løsninger på tværs af værdikæden. Lidt over 3000 lagde vejen forbi til eventet, hvor emner som levende byer, kloge materialevalg, anlæg og drift og byens ressourcer var på agendaen.

Det var med høje ambitioner, at Building Green relancerede BG:VEST som et endnu større samlingspunkt for bæredygtighed i byggeriet i Vestdanmark. Formålet var at samle hele branchen på tværs af værdikæden, titler og anciennitet. Ambitionerne blev i den grad indfriet, og der var lang kø foran indgangen hele formiddagen og godt fyldt ved scenerne og standene – især på den første dag, hvor der til tider var så mange mennesker, at det var svært at komme rundt.

Særligt debatten om boligkrisen med blandt andre stadsarkitekt i Aarhus Anne Mette Boye og Kristian Würtz fra Brabrand Boligforening, Realdanias debat om nye boliger med 75 % lavere CO₂-aftryk og professor i biodiversitet ved Københavns Universitet Carsten Rahbeks præsentation trak fulde huse. Rahbek talte om den virkelige biodiversitetsregning og vigtigheden af off-site, og så blev der også plads til et par vittigheder om blomsterbede i byerne, der ifølge ham ikke gør den store forskel.

En af de ting, der har fyldt meget, har været alle de gode samtaler både på scenerne og mellem deltagerne på kryds og tværs af branchen. Og for Building Green er det et stort succeskriterie:

– Vi er glade for at være platform for de gode samtaler, der kan rykke byggeriet i en grønnere retning. Det er tydeligt, at behovet for viden er meget stort – i hele Vestdanmark, og vi er stolte over, at vi har fået samlet så mange mennesker. Der er et stort behov for viden og fælles retning i branchen. På BG:VEST har vi skabt rammerne for de samtaler, og det er tydeligt, at mange tager ny inspiration og konkrete perspektiver med videre i deres arbejde, siger Marie Fogh, program manager hos Building Green.

Som noget helt nyt var programmet bygget op af fire spor, der med hver sin moderator bevægede sig rundt på de tre scener. Ifølge Building Green var det også en stor succes, hvor moderatorerne skabte en meget nærværende stemning i et stort event og bandt det hele sammen, så der både var plads til de store samtaler og de mere nære, praksisnære dialoger.

Byer og boliger i fokus

Samtalerne kredsede blandt andet om, hvordan byggeriet i højere grad kan understøtte fællesskaber og sociale funktioner. I en paneldebat om fremtidens kvartershuse mødtes kommune, rådgivere og almene aktører om konkrete erfaringer med at udvikle lokale samlingspunkter med fokus på både sociale og miljømæssige hensyn. Med eksempler fra blandt andet Viborg, Svendborg og Roskilde satte debatten fokus på, hvordan kvartershuse kan være med til at styrke den blandede by og imødekomme nogle af de demografiske udfordringer, samfundet står over for.

– Noget af det, der stod klart i debatten, var, at kvartershuse kan være et vigtigt greb i udviklingen af den blandede by. For eksempel pegede Zacharias Baden på, at når man arbejder med eksisterende rammer, skal man være opmærksom på, at mange beboere stadig efterspørger det nye og pæne, som de kender fra det private. Per Bro fremhævede, at hvis man vælger at etablere et kvartershus som nybyggeri, er det afgørende, at rammerne også fungerer om 30 år og kan tilpasse sig nye behov – og at de samtidig skal være med til at trække flere beboere ind i fællesskaberne, fortæller Bjørn Askholm, der er konsulent hos AlmenNet og var moderator på debatten.

Udstillingen skabte også dialoger på tværs

Også på de mange stande fortsatte de samtaler, der havde fyldt på scenerne, hvor udstillere og deltagere fra hele byggeriets værdikæde mødtes og delte viden og erfaringer. Hos Tarkett var der stor tilfredshed med dagene:

– Vi har været med på BG:VEST for at komme i kontakt med byggebranchen i Vestdanmark, inklusive Fyn og øerne, og det har vi fået. Vi har mødt og introduceret vores produkt til vigtige beslutningstagere inden for byggeriet, både kommuner, arkitekter, bygherrer og studerende, som jo er næste generation. Vi er meget tilfredse med dagene, og vi har haft gode, konkrete snakke og fået flere møder i kalenderen, fortæller Mette Stagsted Larsen, marketing manager, Tarkett.

Flere artikler
Vi skal have meget mere fokus på, hvor værdifuld vores eksisterende bygningsmasse er