Alléhusene ved Risskov, der består af 106 eksklusive lejeboliger, er blandt de 17 ejendomme, som for nyligt har opnået svanemærket bygningsdrift. Foto: PKA Ejendomme
Alléhusene ved Risskov, der består af 106 eksklusive lejeboliger, er blandt de 17 ejendomme, som for nyligt har opnået svanemærket bygningsdrift. Foto: PKA Ejendomme

PKA Ejendomme i front med svanemærket bygningsdrift

Med certificeringen af yderligere 17 ejendomme er næsten halvdelen af driften af PKA Ejendommes samlede ejendomsportefølje nu svanemærket.

Sidste år blev PKA Ejendomme de første i Norden til at få certificeret bygningsdriften af to ejendomme med Svanemærket. De to ejendomme, boligejendommen Sygeplejerskernes Hus i København N og PKA Ejendommes eget hovedkontor i Skovlunde, har fungeret som pilotprojekter, hvor erfaringerne skulle bane vejen for flere certificeringer – og med de 17 nye ejendomme er den ambition nu blevet realiseret.

Dermed har PKA Ejendomme i alt 19 boligejendomme certificeret med det officielle nordiske miljømærke – det svarer til 48 pct. af driften af deres samlede ejendomsportefølje.

Mindsker miljø- og klimabelastningen i driften

Svanemærkets krav til bygningsdrift er bl.a. med til at fremme ressourceeffektiviteten, reducere klimapåvirkningen, sikre bedre indeklima og forlænge bygningernes levetid. Og det spiller godt sammen med PKA Ejendommes grønne ambitioner, fortalte Henrik Dahl Jeppesen, administrerende direktør i PKA Ejendomme, i forbindelse med certificeringen af de første to ejendomme:

– Certificeringen med Svanemærket er en naturlig forlængelse af vores overordnede klimastrategi, hvor vi i PKA Ejendomme arbejder målrettet for at minimere den klimabelastning, der opstår, når ejendommene skal vedligeholdes. Her skal man ikke underkende effekten af en ressourceeffektiv bygningsdrift.

Henrik Dahl Jeppesen tilføjede:

– Vi har en unik mulighed for direkte at påvirke driften af vores ejendomme og ligeledes understøtte både beboere og erhvervskunder i at passe godt på deres lejemål. Med en svanemærket bygningsdrift er vi med til at mindske miljøbelastningen fra daglige driftsaktiviteter, hvilket harmonerer med vores ambition om at kombinere miljømæssig ansvarlighed med langsigtet værdiforøgelse af ejendommene.

38 obligatoriske krav

Svanemærket stiller 38 obligatoriske krav til bygningsdrift, der skal fremme ressourceeffektiviteten, reducere miljøbelastningen fra daglig drift og sikre en længere levetid for bygningerne. Kravene omfatter bl.a.:

  • Energiforbrug
  • Vandforbrug
  • Affaldshåndtering og genanvendelse
  • Indeklima
  • Udemiljø og biodiversitet
  • Kemikalier og byggevarer til drift og vedligehold

Se Svanemærkets krav til bygningsdrift

Hør om PKA Ejendommes erfaringer med svanemærket drift på BG:VEST

Miljømærkning Danmark har inviteret ESG-chef i PKA Ejendomme, Hans Andersen, til en samtale om svanemærket bygningsdrift. Her kan du høre om PKA Ejendommes erfaringer med svanemærket bygningsdrift baseret på deres 19 ejendomme, som er certificeret med Nordens officielle miljømærke. Det sker den 22. april kl. 12.15-12.45 på Innovation Stage på BG:VEST.

Læs mere om svanemærket byggeri

Flere artikler
Vi skal give plads til vandet i byerne