Alt er kemi – også i bygge- og anlægsbranchen

Alt er kemi – også i bygge- og anlægsbranchen. Men hvad er godt og hvad er skidt, og hvornår er det skidt? Det kan du blive klogere på, når vi afholder kurset Kemi i Byggeriet den 22. oktober i København og 9. december i Aarhus. Kurset er relevant for dig i byggebranchen, der gerne vil blive klogere på kemi i byggeriet.

Lise Lyngfelt Molander, der er forretningschef for bæredygtighed hos Spangenberg & Madsen, er underviser på kurset. Hun har mere end 27 års erfaring inden for strategisk bæredygtighed, compliance, cirkulær økonomi og miljø. I denne artikel kan du læse et interview med Lise.

Hvorfor er det vigtigt at forstå kemi i byggeriet?

– I byggeriet er der flere udfordringer, når det kommer til forståelsen og håndteringen af kemi. Det ene er forståelsen af hvad der er farligt og hvornår det er farligt. Ikke alt med lange bogstavrækker er farligt, faktisk er det ofte det modsatte. Og hvornår er det farligt, er det når vi bruger det mens byggeriet bliver opført, eller er det for brugerne af bygningen eller er det, når bygningen skal vedligeholdes/renoveres eller en dag tages ned? Er det korttids- eller langtidspåvirkning? Det er alle faktorer, når vi taler kemi – også i byggeriet.

Uønsket kemi i byggeriet er en udfordring for arbejdsmiljø og miljø, og det giver problemer, når byggematerialer og komponenter skal cirkulæres enten som genbrug eller til genanvendelse. 

Hvilke typiske problematiske stoffer eller materialer møder man i byggeriet? Hvilke har historisk været mest udbredte, og hvilke er aktuelle udfordringer i dag?

– De fleste kender til asbest, tungmetaller og PCB. De har været brugt i byggeriet i mange år, og derfor støder vi stadig på dem, når bygninger skal vedligeholdes, renoveres eller nedtages. De er, på hver sin måde, farlige at arbejde med og til risiko for miljøet. Der findes mere end 100.000 kemiske stoffer på markedet i EU, og dertil flere 100.000 blandinger. Mere end 70.000 kemiske stoffer har kun lav eller mangelfuld afdækning af fare og risici, og det er kun 500 kemiske stoffer, vi har afdækket mere fuldstændigt. Så sandsynligheden for vi bygger potentielle uønsket kemi ind i vores bygningsmasse er til stede.

En anden udfordring i byggeriet, set med produktvinkel, er den lange levetid. Et forbrugerprodukt har typisk kort levetid. Det vil sige, at hvis der findes uønskede stoffer i produktet, så kan det udfases relativt hurtigt. I en bygning kan bygningen starte med at indeholde uønskede stoffer eller de bliver indført løbende under drift, vedligehold og renoveringer.

Hvilke konkrete værktøjer eller indsigter får man med sig fra kurset?

– Deltagerne får en forståelse for kemiske stoffers og blandingers egenskaber, forskellen på stof og blanding. De bliver også klogere på:

  • Hvad betyder det at det stof er sundhedsskadeligt og hvornår bliver blandingen sundhedsskadelig?
  • Korttids- og langtidspåvirkninger
  • Hvordan man læser et sikkerhedsdatablad og søger mere viden i anerkendte databaser og vidensbanker
  • Fare og påvirkning – der tilsammen giver risikoen for et kemisk stof

Hvorfor skal man deltage på kurset?

– Det skal man, fordi teori og praksis skal gå hånd-i-hånd på kurset. Der vil være praktiske øvelser, hvor den lærte teori sættes i spil. Man får også en vigtig forståelse for at ’man ikke kan bygge uden kemi’ da alt er kemi og for hvordan og hvilke spørgsmål man kan stille sine leverandører om for eksempel andre produkter eller blandinger.

Lyder det spændende? Så læs mere og tilmeld dig kurset Kemi i Byggeriet her.

Flere artikler
Building Green Hamburg
Building Green udvider med stort event i Hamborg