Kun 3 procent af byggeriets BIM- og VDC-specialister har fuld tillid til egne data

Ny europæisk undersøgelse fra Vitus afslører et omfattende dataproblem i byggebranchen. Manglende tillid til egne data forsinker beslutninger, hæmmer produktiviteten og bremser potentialet i AI. Resultaterne præsenteres på det internationale event BIM World Copenhagen den 16.-17. september i K.B. Hallen.

Byggebranchen investerer massivt i digitalisering og kunstig intelligens, men et grundlæggende problem står i vejen: Virksomhederne har ikke tillid til deres egne data.

Det viser en ny europæisk undersøgelse fra Vitus blandt 100 BIM-og VDC-specialister og ledere fra bygge- og anlægsbranchen i 21 europæiske lande.

Kun 3 procent af de adspurgte har fuld tillid til de data, de arbejder med til daglig. Den gennemsnitlige vurdering af datakvaliteten er blot 6,7 ud af 10.

Samtidig svarer næsten halvdelen, at beslutninger i projekter regelmæssigt bliver forsinket, fordi data er mangelfulde eller forældede.

– Vi har i årevis levet med dårlige data og kompenseret med erfaring og mavefornemmelser. Det er blevet en accepteret del af kulturen, men undersøgelsen viser, at det koster på både kvalitet, produktivitet og beslutningskraft, siger Casper Gullach, COO i Vitus.

Data er blevet en ledelsesopgave
Ifølge Vitus er udfordringen ikke teknologien, men måden virksomhederne arbejder med data på. Pålidelige data kræver fælles standarder, ensartede arbejdsgange og konsekvent registrering på tværs af organisationen.

– Hvis data registreres forskelligt fra projekt til projekt, kan vi ikke lære af dem eller bruge dem til at træffe bedre beslutninger. Derfor skal datastyring være et strategisk ledelsesansvar – ikke blot et digitaliseringsprojekt, siger Casper Gullach.

AI kræver valide data
Undersøgelsen peger samtidig på, at AI kun kan skabe værdi, hvis datagrundlaget er i orden.

– AI kan hjælpe os med at rense og strukturere historiske data, men den kan ikke kompensere for manglende datadisciplin. Først med valide data kan AI skabe bedre beslutningsgrundlag og mere forudsigelige byggeprojekter, siger Casper Gullach.

Projektering og udførelse er den kritiske overgang
65 procent af de adspurgte peger på overgangen mellem projektering og udførelse som den mest problematiske fase i et byggeprojekt. Det er her, mangelfulde eller usammenhængende data skaber fejl, forsinkelser og ekstra omkostninger.

Den udfordring genkender man hos Enemærke & Petersen.

– Den største udfordring opstår, når et projekt skal omsættes fra tegninger og beskrivelser til udførelse. Vi bruger ofte lang tid på at afklare projektmaterialet, før vi kan komme i gang. Det kan betyde måneders forsinkelser og i værste fald projekter, der aldrig bliver realiseret, siger Emil Alberts, digitaliseringschef i Enemærke & Petersen.

Virksomheden arbejder derfor med strategiske partnerskaber, hvor bygherre, rådgivere og entreprenør udvikler projekterne sammen fra starten.

– Når vi udvikler projektet i fællesskab, får vi et stærkere projektmateriale, færre afklaringer og langt færre konflikter. Det giver en mere effektiv byggeproces og større sikkerhed for både tidsplan og økonomi, siger Emil Alberts.

Undersøgelsen tegner et klart billede: Byggebranchen har teknologien – nu er næste skridt at sikre et stærkt og pålideligt datagrundlag.

Resultaterne præsenteres på BIM World Copenhagen af Casper Gullach (DK), COO, Vitus, Sarah Mehrabi (IR/AU), VP, Data, Analytics & Decision Intelligence, COWI, Josephine Kleiner (DK), Head of Sales, Vitus, Casper Emil Alberts (DK), Head of Digitalisation, Enemærke & Petersen og Astrid Marie Starck (DK), Senior Partner, Implement Consulting Group. Læs mere her: https://bimworld-cph.com/

Fakta om undersøgelsen

  • Gennemført af Vitus.
  • 100 BIM-specialister og ledere har deltaget.
  • Respondenterne kommer fra 21 europæiske lande.
  • Resultaterne offentliggøres på BIM World CPH den 16. september.

Hovedresultater

  • Kun 3 % har fuld tillid til deres data.
  • Den gennemsnitlige vurdering af datakvaliteten er 6,7 ud af 10.
  • 49 % oplever regelmæssigt, at beslutninger forsinkes på grund af mangelfulde eller forældede data.
  • Kun 1 % oplever aldrig dataskabte forsinkelser.
  • 65 % peger på overgangen mellem projektering og udførelse som den største udfordring i byggeprojektets livscyklus.

Læs mere og tilmeld dig BIM World Copenhagen her.

Flere artikler
Rotpunkt på Building Green København
Kvalitet er det vigtigste bæredygtighedsparameter