Effektiv fugthåndtering er helt afgørende for, at træbyggeri fungerer og holder i mange år. Men det kræver skarpe valg i både design, projektering og udførelse. På Build in Wood den 19.-20. maj 2026 er fugt et af de seks spor, som deltagerne kan vælge mellem, og her er Christian Fundby Schou, sektionsleder – Træ & Biobaserede Byggevarer, Byggeri og Anlæg, Teknologisk Institut, moderator.
I denne artikel kan du læse et interview med Christian Fundby Schou.
Hvilke udfordringer med træbyggeri møder I mest på Teknologisk Institut?
– De udfordringer, vi møder mest, handler om at få ambitionerne til at fungere robust i praksis. Der er stor interesse for træbyggeri, men når projekterne skal realiseres, støder mange på de samme temaer igen og igen: brand, akustik, fugt og dokumentation.
– Fugt fylder særligt meget, fordi det har stor betydning for både bygningens levetid og den generelle tillid til træbyggeri. Hvis fugthåndteringen ikke er tænkt ordentligt ind, kan det få store konsekvenser. Omvendt ser vi også, at man kan komme rigtig langt, når man arbejder systematisk med det fra starten.
– Derudover er der stadig brug for mere fælles læring i branchen. Mange gode erfaringer bliver gjort i konkrete projekter, men vi skal blive bedre til at omsætte dem til metoder og løsninger, som flere kan bruge.
Hvad kræver det at have en effektiv fugthåndtering i træbyggeri? Hvornår skal det tænkes ind og hvad skal med i overvejelserne?
– Det vigtigste er, at fugthåndtering bliver tænkt ind helt fra starten. Det skal ikke først blive et tema, når byggeriet er i gang. Allerede når man vælger byggesystem, planlægger detaljering, logistik og tidsplan, skal fugt være en del af beslutningerne.
– En god fugtstrategi handler blandt andet om, hvordan materialerne beskyttes under transport, oplagring og montage, hvordan konstruktionerne kan tørre ud, og hvordan ansvar og kontrol bliver håndteret undervejs. Det handler altså ikke kun om teknik, men i høj grad også om planlægning og samarbejde.
– Og så er det vigtigt at huske, at fugt ikke stopper ved byggefasen. Hvis vi vil have robuste træbyggerier, skal vi også tænke drift og brug med ind.
Hvordan kan vi som branche løfte kvaliteten og sikre mere robuste træbyggerier i fremtiden?
– Vi kan komme langt ved at dele erfaringer bedre og tænke robusthed tidligere ind i projekterne. Alt for ofte bliver vigtig viden i de enkelte projekter, og så går udviklingen langsommere, end den behøver.
– Vi har brug for mere dokumentation, flere gennemprøvede løsninger og et tættere samarbejde mellem dem, der designer, projekterer og bygger. Mange af de kendte udfordringer kan håndteres langt bedre, hvis de bliver adresseret tidligt.
– For mig handler det også om balance. Hvis vi vil have mere innovation ind i byggeriet, skal løsningerne samtidig være til at forstå, udføre og drifte i praksis. Det er sådan, vi skaber tillid og kvalitet. Innovation og dokumentation behøver ikke være modsatrettede.
Hvad håber du deltagerne får med hjem fra fugtsporet?
-Jeg håber, de går derfra med en oplevelse af, at fugt er noget, vi kan arbejde systematisk og professionelt med. Det er selvfølgelig en risikofaktor, men det er også et område, hvor gode processer og tydelig rollefordeling kan gøre en kæmpe forskel.
– Jeg håber også, at deltagerne får nogle helt konkrete erfaringer med hjem. Især synes jeg, det er værdifuldt at høre ærlige fortællinger fra projekter om, hvad der fungerede, hvor man måtte justere, og hvad man har lært undervejs.
– Hvis deltagerne går derfra med både ny viden og nogle greb, de kan bruge i deres egne projekter, så er vi nået langt.
Hvad glæder du dig allermest til på Build in Wood i år?
– Jeg glæder mig naturligvis til at facilitere dialogen i fugtsporet. Personligt har jeg stadig meget at lære om fugttekniske udfordringer og løsninger. Jeg har deltaget i brandsporet i tidligere år på Build in Wood, så det bliver nyt og spændende. Det bliver især spændende at få belyst, hvordan fugtstrategi faktisk bliver håndteret gennem hele forløbet – fra design og detaljering til montage og håndtering på byggepladsen. Og så glæder jeg mig generelt til de faglige samtaler og suge en masse spændende viden til mig! Build in Wood er et sted, hvor man både kan dele ambitioner og tale ærligt om de udfordringer, vi skal løse, hvis træbyggeri skal lykkes i større skala.
Vil du høre mere om fugt og træbyggeri?
Vær med på Build in Wood den 19.-20. maj 2026 i D15 i København. Her får du topaktuel viden om emner inden for træbyggeri, praktiske erfaringer og ikke mindst afgørende forbindelser og netværk til dine fremtidige projekter. Og den kombination af viden og relationer får du ikke andre steder!’



