Byggeriet er en af de brancher, der påvirker natur og biodiversitet mest. Størstedelen af påvirkningen sker i værdikæden – dér hvor råstoffer udvindes, materialer produceres og transporteres. Netop her ligger et stort, men ofte overset, potentiale for forandring.
På Build for Biodiversity den 24. & 25. marts står Thilde Nørgaard og Anna Rex Elmgreen fra Upstream Partners for en deep-dive session på spor 1, hvor de præsenterer metoder til at afdække biodiversitetspåvirkningen, deler resultater fra cases og undersøger, hvordan aktører på tværs af værdikæden kan samarbejde om løsninger.
Inden konferencen kan du læse et interview med dem her.
Vil I ikke starte med at introducere jer selv? Hvad er jeres baggrund, og hvordan arbejder I med biodiversitet i jeres arbejde?
Thilde: Jeg hedder Thilde Nørgaard Holm og er en del af Upstream Partners. I mit arbejde bevæger jeg mig i krydsfeltet mellem virksomheder, strategi og samfundsmæssige omstillinger med særligt fokus på natur og biodiversitet. Det, der især driver mig, er spørgsmålet om, hvordan virksomheder og organisationer kan tage en mere aktiv og ansvarlig rolle i de værdikæder, de er en del af. Hos Upstream Partners arbejder vi med at hjælpe organisationer og virksomheder med at forstå deres rolle og ansvar i komplekse værdikæder. Biodiversitet er i stigende grad et strategisk anliggende, fordi den påvirker alt fra råvarer og forsyningssikkerhed til risici, regulering og legitimitet. Vores fokus er derfor ikke kun på løsninger, men på beslutninger: hvor i værdikæden giver det mest mening at handle – og hvordan skaber man reel forandring frem for symbolske tiltag?
Anna: Jeg hedder Anna Rex Elmgreen. Jeg er biolog, specialiseret i naturforvaltning og økologi. Jeg startede faktisk min karriere ved at komme ind i byggebranchen hos en stor entreprenør og lave deres biodiversitetsrapportering. Jeg undrede mig over hvor meget snak der var om blomsterstriber, og forsøgte i stedet at fokusere på at kortlægge skaden fra produktionen af det massive forbrug af byggematerialer i branchen. Det var i undertiden helt umuligt at komme det bare en lille smule nært, og derfor startede jeg en ph.d. om biodiversitetsaftrykket fra råstofforbruget i byggebranchen, og forsker nu i hvilke materialer der er i høj risiko for at bidrage til biodiversitetstab, og hvordan man kan gøre noget ved det (kort sagt).
Hvad ser I, at byggebranchen kan bidrage med, når det kommer til biodiversitet, og hvilken rolle spiller virksomheder og værdikæder her?
Thilde: Byggebranchen spiller en helt central rolle, fordi den samler lange og komplekse værdikæder – fra råstofudvinding og materialer til drift og genanvendelse. Det betyder også, at branchen har en unik mulighed for at påvirke biodiversitet i både positiv og negativ retning.Virksomheder kan bidrage ved at tage ansvar for deres leverandørled, stille krav, efterspørge nye løsninger og investere i mere regenerative praksisser. Biodiversitet bliver ofte reduceret til noget, der sker på selve sitet, men den største effekt – og risiko – ligger i værdikæden. Det kræver et skifte fra projektfokus til systemforståelse.
Anna: Byggebranchen kan ikke blot bidrage, men er en fuldstændig central aktør i at omstille sig for at bend the curve, og det handler ene og alene om at reducere sit forbrug af råmaterialer, og sikre at det resterende forbrug ikke kommer fra de mest værdifulde naturområder omkring os, og derigennem medvirker til at accelerere krisen yderligere. Hvad angår byrum, så stemmer jeg ind i forestillingen om at byerne er en scene for en stor tæthed af mennesker som kan bidrage til at øge den almene befolknings forståelse for naturen.
Er der noget i jeres eget liv, I har ændret på efter at have arbejdet med biodiversitet og værdikæder?
Thilde: Ja, helt sikkert. At arbejde med biodiversitet på et strategisk niveau har gjort mig mere bevidst om sammenhængene mellem forbrug, produktion og natur. Jeg er blevet mere opmærksom på, hvor ting kommer fra, og hvilke konsekvenser de valg, vi træffer som virksomheder og individer, har længere ude i værdikæden.
Samtidig har det givet mig en større ydmyghed over for kompleksiteten. Der findes sjældent hurtige løsninger – men der findes bedre spørgsmål.
Anna: Nu er det noget tid siden jeg begyndte at arbejde med biodiversitet. Men jeg husker tydeligt, at det tog blot 4 måneder på studiet at indse, hvor omfattende menneskers tilstedeværelse på kloden påvirker naturen, så jeg (og ca. 80% af min årgang) blev vegetar med ét, og har levet lykkeligt sådan (uden proteinmangel) i 9 år. Derudover fik jeg et trænet øje for at genkende kulturlandskaber, hvilket har skubbet mig ud i en endeløst lang rejse til de fjerneste landskaber på planeten for at se de steder hvor naturen stadig står vild og urørt.
Hvad inspirerer jer mest lige nu – et menneske, et sted eller et projekt?
Thilde: Jeg bliver inspireret både af virksomheder og enkeltpersoner, der tør tage ansvaret overfor naturen alvorligt og gøre en aktiv indsats for ændre deres adfærd – og ikke kun tale om det. Især dem, der tør stille spørgsmål til hvor tingene kommer fra, og tør erkende, at de endnu ikke har svarene og løsningerne. Det kræver mod at bevæge sig fra ambition til handling, særligt når det udfordrer eksisterende måder at leve og operere på – og det mod finder jeg inspirerende.
Anna: Jeg er enormt inspireret af den grundforskning der har bygget vores fundamentale viden om naturen og dens processer. Hvilke elementer bygger et økosystem? Hvordan har vi defineret de 867 terrestriske økoregioner? Hvilke studier bidrog til at vi kunne konkludere at vi har en biodiversitetskrise?
Hvad håber I, deltagerne tager med fra dit oplæg på Build for Biodiversity?
Thilde: Jeg håber, deltagerne går derfra med en klarere forståelse af, at biodiversitet ikke er et sideprojekt, men et vilkår, som i stigende grad vil forme markeder, regulering og konkurrenceevne. Og at virksomheder – også i byggebranchen – har langt større handlemuligheder, end de ofte selv tror. Hvis deltagerne tager én ting med, håber jeg, det er erkendelsen af, at arbejdet med biodiversitet starter i værdikæden og i de strategiske valg, vi træffer hver dag.
Anna: Jeg håber at deltagerne til Build for Biodiversity får øjnene op for at det vigtigste bidrag fra byggebranchen til naturen, er at fokusere på den skade der sker i værdikæderne. Og hvis de allerede ved det; så håber jeg de går hjem fra vores oplæg og ved præcis hvad det første de skal gøre for at arbejde med deres værdikæder er.
Hvilke projekter synes I lige nu er spændende, når det kommer til biodiversitet set fra et værdikædeperspektiv?
Thilde: Jeg synes især projekter er interessante, når de arbejder på tværs af aktører og tager fat dér, hvor påvirkningen er størst – fx i materialevalg, indkøb og leverandørsamarbejder. Projekter, der kobler biodiversitet til forretningsstrategi, risikostyring og innovation, frem for kun til kompensation eller afværgeforanstaltninger.
Det er ofte mindre synligt udefra, men langt mere transformerende på sigt.
Et hurtigt bonusspørgsmål: Hvis I skulle være et dyr, hvilket ville I så være?
Thilde: Så ville det nok være en bæver. Fordi den aktivt former sine omgivelser og ændrer hele systemer gennem konkrete handlinger. Den er god til at tilpasse sig sit miljø – og så er den et eksempel på, hvordan det rent faktisk kan lykkes at genindføre en art.
Anna: Anything that flies. Det må være helt fantastisk.
Vil du høre mere fra Thilde Nørgaard og Anna Rex Elmgreen om, hvordan biodiversitet kan tænkes ind dér, hvor påvirkningen er størst – i værdikæden?
På konferencen folder Thilde og Anna arbejdet med værdikæderne ud – med konkrete værktøjer, data og fælles diskussioner om, hvordan biodiversitetshensyn kan styrkes i praksis.
Kom og vær med, når de sætter fokus på biodiversitet dér, hvor påvirkningen er størst – og hvor forandringen kan starte. Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.



