Godt design er en fælles bedrift

En artikel om hvorfor demokratisering af design og kooperative forretningsmodel­ler er nødvendige for fremtidens by- og samfundsudvikling.

Af Jens Kruse Arkitekt og co-founder af Catapult Projects

Status quo – overforbruget og problematiske forretningsmodeller

Vi står i et globalt overforbrug, der overskrider og ødelægger vores planetære eksistensgrund­lag. De sidste årtiers forsøg på bæredygtig, grøn vækst har ikke lykkedes; vores forbrug af råstoffer og energi samt den økonomiske ulighed stiger fortsat. Resultatet er alvorligt: demokra­tier svækkes, og samfundets stabilitet er truet. Byggebranchen står alene for omkring 40 % af Danmarks samlede CO2-udledning, affaldspro­duktion og forbrug af jomfruelige råstoffer.

Hvis vi vil handle inden for doughnutten – det økologiske råderum, hvor mennesker og planet kan trives – kræver det en fundamental transformation. Vi må udvikle alternative strategier, beva­re mere og bygge mindre, men bedre. En 80 % reduktion af nybyggeri, anlæg af ny infrastruktur og nedrivninger er objektivt set uundgåeligt – i det mindste for en periode. Danmark havde i år Earth Overshoot Day d. 19. marts – et uansvarligt signal over for resten af verdens befolkning og kommende generationer. Problemet kan ikke løses med teknisk innova­tion som CCS, biobaserede eller cirkulære materialer alene. Udfordringen er også demokratisk og økonomisk. Så længe beslutninger om byudvikling træffes af få aktører med profit som pej­lemærke, overskrider vi fortsat planetens grænser. For at udvikle reelt bæredygtige byer og samfund er det nødvendigt at demokratisere marke­det og design- og beslutningsprocesser. Vi mangler løsninger, der skaber værdi gennem hele værdikæden og for hele samfundet. Disse kan ikke leveres af én aktør alene.

Bydelsfest i Det Internationale Kvarter, Esbjerg 2023, Urban Minded byggedag, Esbjerg 2025,

Status quo – forretningsmodellerne

Vores nuværende erhvervslandskab bygger på vækst, konkurrence og centraliseret ejerskab. Store virksomheder koncentrerer magt og kapital, hvilket hæmmer grøn omstilling og de nu­værende markedsmekanismer med fri konkurrence vil aldrig kunne sætte mennesker og planet over profit.

Kapitalismen har fejlet i at varetage vores fælles interesser: beskyttelse af planeten og sikring af trygge liv for alle.

Vi har brug for et distribueret og decentraliseret lederskab, der ændrer magtbalancen mellem erhvervsliv, politik og civilsamfund. Kapital og andre ressourcer skal omfordeles mere solidarisk så de kan genaktiveres for det gode. Det er ikke et kommunistisk projekt, men et erhvervsdemokratisk, der er humanistisk og apoli­tisk. Vi har behov for flere kooperative og socioøkonomiske forretningsmodeller, der bygger på samarbejde, tillid og deling, hvor succes måles på trivsel for mennesker og planet – ikke på øko­nomisk vækst. I byudvikling og byggebranchen betyder det en Design-For-Degrowth tilgang, hvor sufficiency og deleløsninger fremmer mådehold og social samt kulturel værdiskabelse.

Spørgsmålet er ikke, om vi kan bygge mere bæredygtigt, men hvordan erhvervslivet kan om­lægges til kooperative principper, så planet og samfund går forud for profit.

Kooperativ forretningsmodel og Design-for-Degrowth

Catapult Projects startede i 2021, da Alexander, Frederik, Nikolaj og jeg mødtes om en master­plan for at omdanne en funktionstømt gård på Bornholm til kreativt kraftcenter for lokalområdet. Projektet kombinerede flere temaer: bevaring og transformation af eksisterende bygninger, eks­perimenter med cirkulære og biobaserede materialer, socialt engagement i et udkantsområde samt kunst og kultur som demokratisk samlingspunkt. Vi var alle frustrerede over at have været i forskellige design-, kultur- og produktionsvirksomhe­der, hvor topstyrede hierarkier og privat ejerskab ofte gav dårlige lønforhold, manglende aner­kendelse og ansvarlighed.

Vi ønskede os en kooperativ tegnestue for os og vores venner, hvor alle bidrag anerkendes lige, og hvor vi kun arbejder på projekter, vi kan stå moralsk inde for.Kooperativer er medlemsejede og -kontrollerede virksomheder, organiseret efter ICA’s 7 prin­cipper:

1. Frivilligt og åbent medlemskab

2. Demokratisk medlemsstyre

3. Medlemmernes økonomiske deltagelse

4. Selvstændighed og uafhængighed

5. Uddannelse, træning og oplysning

6. Kooperation mellem kooperativer

7. Samfundsansvar

De eksisterer for at skabe lige adgang til arbejde og bidrage positivt til lokalsamfund, med mennesker og miljø over profit.ICA samarbejder med FN og ILO om kooperativers betydning for opnåelsen af Verdensmålene og Social and Solidarity Economy (SSE). FN udnævnte 2025 til ”The International Year of Coope­ratives” med undertitlen ”Cooperatives Build a Better World”, som understreger kooperativers centrale rolle for en retfærdig og solidarisk verdensorden. De kooperative principper hjalp os med at definere fremtidens tegnestuer, kulturliv og byg­gebranche – en praksis hvor vi skaber by og samfund sammen gennem ligeværdig deltagelse frem for ensidigt fokus på byggeri, produktion og vækst. En god ven spurgte engang: hvad er egentlig menneskehedens endelige mål? Hvad arbejder vi for? Eller som Building Diversitys fine antologier spørger: hvem bygger vi for? Vi stiller ofte de samme spørgsmål i starten af projekterne: hvem skaber byen sammen, og hvor­dan åbner vi rummet for samtale og samskabelse?

Vi har forsøgt at gøre Catapult Projects til et kooperativ, der kan bidrage til demokratiske og handlingfoksuerede processer sammen med borgere og kommuner i en præ-programme­ringsfase forud for beslutningerne og stregerne i helheds- og lokalplaner. Der hvor værdier og retning besluttes inden designet og løsningerne kommer på tale.

Vi udviklede et værdikompas tre fokuspunkter, som sidenhen har været retningsgivende for en Design-For-Degrowth metode.

Byggedag Fællesrummet, Hundested 2024, Højbanen byggedag, Nørrebro 2025

Demokratisk design

Vi arbejder ud fra overbevisningen om, at godt design er en fælles bedrift.

Vi ser et projekt som en mulighed for samarbejde og opbygning af stærke relationer mellem kommune, borgere, industri og andre aktører.

Jo flere stemmer der inddrages tidligt, jo bedre bliver de kreative forslag, succeskriterierne og de centrale værdier, som grundfæstes lokalt.

Kultur som driver

Det, der skaber mest værdi i den demokratiske designproces, er dialog og samskabelse. Uanset hvad der erkendes som det mest værdifulde at samskabe, så er det det vi efterfølger.

Konklusionen har endnu aldrig været flere huse eller nybyggeri, men mere plads til aktiviteter og fællesskaber. Derfor hjælper vi ligeså gerne borgere og kommuner med at starte foreninger, skrive en sang eller et bydelsmanifest, plante træer, anlægge en køkkenhave eller fylde eksisterende bygning­er med nye aktiviteter, som at bygge en bænk eller andre produktioner. Målet er at skabe maksimal social og kulturel værdi med så lavt materielt forbrug som muligt. Vi har en forkærlighed til festivalkultur hvor kunst, knappe ressourcer, frivillighed, mangfoldig­hed og fællesskaber er forudsætninger for kreativ skabelse. Disse aspekter mener vi bør have en større plads i fremtidens byudvikling.

Byggedag KIBY NGS, København K 2023

Cirkulær produktion

Cirkulære løsninger er en kooperativ disciplin, der kræver tidlig inddragelse af fx nedrivnings­firmaer, medarbejdere på genbrugsstationer og andre lokale ressourcesteder, så materialerne i nærområdet lokaliseres og præger designet.

Genbrug giver overraskelser, tekstur og kreative udfordringer, som altid skaber resultater. Vi har bygget med direkte genbrug omkring 80-90% i produktionerne takket være tæt samar­bejde med fx. nedrivningsfirmaer og kommunale genbrugstationer. Vi køber stort set aldrig nye materialer.

Design-For-Degrowth i praksis

Over fire år har vi gennemført 25 projekter og konstateret, at vores fokus virker: kommuner og kunder vender tilbage, og vi har skabt en langsigtet, solidarisk forretningsmodel med værdi for flest muligt.

Gennem projekterne har vi hyret over 20 forskellige kreative fra vores netværk til workshops med unge om kunst, design og håndværk, og alle har modtaget samme timeløn uanset rolle. På den måde distribuerer vi arbejde, kapital og indflydelse lokalt, hvilket er centralt i Social and Solidarity Economy.Hermed et par nedslag i projekterne, der viser hvorledes arbejdet tager sig ud.

I Det Internationale Kvarter i Esbjerg har vi bistået kommunen med et langsigtet socialt projekt i et område, der tidligere var på regeringens ghettoliste.

Fra 2023-2025 afholdt vi dialogmøder, byggeworkshops, bydelsfester og Arkitekturens Dag sammen med lokalområdet for at styrke fællesskaber og indsamle beboernes ønsker, som blev integreret direkte i den kommende, lovpligtige helhedsplan.

Projektet er godt eksempel på konsekvent demokratisk udviklingsmodel med bred deltagelse fra skoler, beboere, foreninger, erhverv, kommune og fonde. Projektet Urban Minded fokuserede på 30 teenagepiger fra to folkeskoler og deres oplevelse af byrum. En kvindelig antropolog fra Henning Larsen ledte interviewfasen, mens en ung kvindelig designer udviklede løsninger, der repræsenterede pigerne. Erfaringen viste tydeligt, hvor vigtig repræsentation, empati og tillid er for at nå projektets fulde potentiale. På Nørrebro har vi for for Kultur Nørrebro, Teknik- og Miljøforvaltningen, designet og opført Høj­banen, et kulturrum for lokale kulturaktører, i samarbejde med FRAK og Log Ladies.

Log Ladies er et feministisk tømrerkooperativ, der arbejder for at skabe adgang til byggefaget for kvinder, non-binære og transpersoner.Fritidsakademiet, FRAK, giver lokale unge på Nørrebro fritidsjobs.I Hundested byggede vi i 2024 Fællesrummet sammen med 15 teenagedrenge og festivalen Folkely som et samlingssted for byen, der skabte forståelse og empati mellem yngre og ældre borgere. I København NV deltager vi frivilligt i RENTEN Transition Nordvest, initieret af Demokrati Garage om styrkelse af nabofællesskaber, grønne forpladser, reduktion af biltrafik mv. Catapult deltager med at facilitere workshops hvor lokalområdet sammen omdanner en parke­ringsplads til en midlertidig lommepark for kunst, børneteater, leg, fælles middage og samtaler om demokrati og repræsentation i byudvikling.i 2022 til 2023 projekterede vi KIBY NGS, en midlertidig nærgenbrugsstation ved Kulturhus Indre By, hvor fokus er tekstilindsamling, reparation og upcycling.

Stationen blev bygget af næsten 100% genbrugsmaterialer takket være et engagereret team af entreprenør og nedrivningsfirma. Genbrugsstationen oversteg forventningerne til borgerdeltagelsen med 5-600%, især under Green Friday og Alternative Fashion Week. Projekterne har bevist, at borgere, kommunale forvaltninger, virksomheder og interesseorga­nisationer sammen har de nødvendige ressourcer, kapaciteter og viden til at skabe lokal foran­dring og styrke alternative økonomier baseret på tillid, handling og omsorg.

Når vi arbejder sammen som en del af en bevægelse i, er der intet, vi ikke kan opnå eller foran­dre.

Fællestegnestuen – det næste kooperative skridt

Som en naturlig forlængelse af den kooperative designpraksis er vi nu i gang med at etablere Fællestegnestuen AMBA – et demokratisk samvirke for vækstlaget inden for arkitektur, design, håndværk og kultur.Målet er at skabe flere samarbejder og projekter, som andre i vækstlaget kan deltage i og få adgang til.

Fællestegnestuen skal være en fælles platform, hvor vi kan tage fat på forandringen nedefra, inden for planetens grænser, med sammenhold og ambitioner som drivkraft.

Det er et arbejdsfællesskab, hvor fagligheder, borgere og partnere arbejder ligeværdigt, og hvor værdien fordeles retfærdigt mellem dem, der bidrager. Fællestegnestuen vil fungere som et åbent laboratorium for socialt engageret og cirkulær prak­sis – et sted, hvor projekter ikke blot bliver til, men vokser ud af fællesskabet. Virksomheden er under etablering med vedtægter, der refererer til FNs Verdensmål, ICAs ko­operative principper, Social and Solidarity Economy samt manifestet ”Bevaringsværdig Bygge­branche” som formål og værdigrundlag.

Kun gennem ligeværdig og tillidsfuld kooperation kan vi skabe byer, der føles levende og nær­værende – og det vil vi skabe mulighed for at fleste mulige kan blive en del af via Fællestegne­stuen.

Fra vækst til værdi

Demokratisk design er ikke kun en metode, men et skifte i verdenssyn: fra vækst til værdi, fra konkurrence til samarbejde, fra produkter til relationer.

Fremtidens byer og fællesskaber skal designes med mennesker, ikke for mennesker. Det er dér, vi finder løsninger, som både planeten og demokratiet har brug for. Virksomheder skal bidrage positivt til samfundet, hjælpe myndigheder med lokal inddragelse og reinvestere overskud lokalt – kerneformålet i kooperativ praksis. Dette burde være et licen­se-to-operate.

Lokal byudvikling bør ske tæt sammen med borgere og myndigheder; siloer og aflukkede pro­cesser hører fortiden til.

Succeskriterier sættes sammen undervejs, og de tætte relationer skaber den største værdiska­belse. Sådan forbindes positive oplevelser med steder og med hinanden, mens vi genopbyg­ger samfundet på tillid, omsorg, handling, empati og solidaritet. Erhvervsliv, regeringsledere, faglige organisationer, fonde og andre aktører må efterstræbe samme mål for en sund og solidarisk verden – demokratisk velfunderet og koordineret. Når først man har erkendt fordelene ved medarbejdeejede virksomheder, er det svært at finde gode argumenter tilbage for, hvorfor fremtidens tegnestuer og håndværksvirksomheder ikke skal være kooperative.Decentralisering af magt og frihed til kreativitet, beslutninger og taletid sikrer lokal forankring og ejerskab over designet.

Kort sagt: Godt design er en fælles bedrift.

Hør mere om demokratisk design på Building Green CPH den 29. oktober kl. 14.40 på scenen Action Space, når Forandringsbevægelsen står for indlægget “Demokratisk Design”Læs mere og tilmeld dig gratis her.

Flere artikler
Det Teknologiske Institut slår et slag for samarbejde på tværs af byggeriets aktører. Det kræver bl.a. inddragelse af flere faggrupper.
Cirkulær succes kræver bredt samarbejde