Har sproget magt til at skabe en grønnere fremtid i byggeriet? Det er spørgsmålet, når Dansk Arkitektur Center inviterer journalist Adrian Hughes, vært på DR P1’s Klog på Sprog, Gunhild Askehave, arkitekt og forsker, Det Kongelige Akademi og Kasper Guldager, arkitekt og ejendomsudvikler i transformer.build til en samtale på Building Green CPH den 29. oktober om sproget som en motor i den grønne omstilling.
Med daglige nyheder om oversvømmelser, skovbrande og storme kan man spørge, om det ikke er handling, vi har brug for, og ikke en samtale om sprogets betydning i klimakampen. Men ifølge Lars Fjendbo Møller, som er projektleder i Dansk Arkitektur Center og ordstyrer for samtalen, er det to sider af samme sag:
– Det ene fordrer det andet. Det er ikke et nulsumsspil. Uden sprog, interesser og opbakning, så kommer der ikke handlinger. Se bare på udviklingen på Building Green CPH, hvor man i dag har beslutningstagere på scenen. Det er sproget og ordene, der styrer handlingerne.
Sprogekvilibristen Adrian Hughes har en lige så stor tiltro til sprogets magt. Og står det til ham, skal vi styre hårdt uden om de tekniske og abstrakte ord, hvis vi vil have flere med på den grønne omstilling:
– Se nu bare på begreber som ESG eller CSRD. Det lyder ekstremt ingeniøragtigt. Jeg er godt klar over, at der ligger tung viden bag de begreber. Men de burde forblive fagudtryk og aldrig blive brugt af andre end fagfolk. Jo mere abstrakte ord er, jo mindre har vi lyst til at stige på. Derfor siger jeg altid, at vi skal gøre det for vores børn og vores børnebørn. Og så ville jeg erstatte ESG med Earth Friendly eller et andet ord, der vækker omsorg for vores fælles klode.
Lars Fjendbo Møller er enig i, at vi med de rette ord og begreber kan skabe engagement – og så skal vi øve os i at være præcise, når vi bruger sproget:
– Vi skal være opmærksomme på, hvornår sproget snyder. Når der bliver brugt store, luftige ord, skal vi øve os i at spørge, ’hvad mener du egentlig, når du siger grøn eller bæredygtig?’ Det skal ordstyreren også altid holde sine paneldeltagere op på, siger Lars Fjendbo Møller med et glimt i øjet.

Greenwashing smadrer vores engagement og fælles sprog
Selvom vi længe har vidst, at vi ikke må bruge ord som bæredygtig og grøn i markedsføringen, ser vi mange eksempler på, at byggeriet, med Adrian Hughes’ ord, ”rejser sin påfuglehale og går rundt og bryster sig af at være bæredygtigt”.
Lars Fjendbo Møller stemmer i:
– Tag et ord som regenerativt, det var for et par år siden temaet for Building Green CPH. Min fornemmelse var, at folk ikke anede, hvad vi snakkede om. Når vi hiver et ord som regenerativt ind i byggebranchen, og det bliver så komplekst, at ingen helt forstår, hvad det betyder i vores sammenhæng, så er det et eksempel på et ord, der virker kontraproduktivt i forhold til at få flere med, siger Lars Fjendbo Møller.
Han mener, at regulering er vejen frem og erklærer sig som fan af regler for, hvordan man må bruge ord som bæredygtig og grøn. Derfor er han også tilhænger af forbrugerombudsmanden, som slår hårdt ned på virksomheder, der vildleder os forbrugere. Ifølge Lars Fjendbo Møller er forbrugerombudsmanden dermed med til at give os et mere præcist sprog i en tid med fake news og ekkokamre, hvor det ellers kan være svært at nå hinanden med sproget.
Og måske er det også på tide at give de begreber, der ellers er konsensus om, et sprogligt eftersyn.
I hvert fald hvis man spørger Adrian Hughes:
– Begrebet Grøn Omstilling lyder ikke som noget, man har lyst til at slikke op. Vi skal have fat i ord, der giver folk lyst til at engagere sig i klimakampen. Det er vel det, det handler om.

Scaling for Enough er temaet på Building Green CPH, hvor aktører på tværs af byggebranchen er samlet for at søge svar på spørgsmålet: ”Hvordan kan vi skalere gode løsninger uden at gå på kompromis med planetens velvære?”
Vær med på Building Green CPH den 29.-30. oktober 2025. Læs mere og tilmeld dig her.



