AI, live-demonstration med drone og et hav af digitale innovation på BIM World Copenhagen

For mange føltes BIM World Copenhagen som en stor inspirations-indsprøjtning af ny viden og netværk. 2350 deltagere fra mere end 30 lande deltog i årets ”class reunion” i K.B. Hallen, hvor innovation, digitale løsninger, faglige diskussioner og netværk inden for digitalisering i byggeriet var i fokus.

BIM World Copenhagen har allerede vokseværk, og på anden afholdelse i K.B. Hallen lagde knapt 20 % flere vejen forbi for at blive klogere på data, AI og digitale løsninger. Men et event som BIM World Copenhagen handler ikke kun om at blive klogere, det handler lige så meget om netværk, inspiration, digitale innovationer og at se hvordan ideer bliver til virkelighed på tværs af branchen. K.B. Hallen bugnede af innovative løsninger, NTI havde for eksempel en robothund med og DroneTjek lavede en live-demonstration, hvor en drone scannede K.B. Hallens tag og sendte data direkte ned på scenen.

Niels Falk, der er CEO og partner hos HD Lab, var med i en panelsamtale, hvor markante profiler fra teknologi, design, jura og projektledelse debatterede, hvordan branchen bedst kan leve op til kundernes krav om sikre, åbne og samarbejdsdrevne projekter. Han er meget begejstret for at BIM World er kommet til Norden:

– Jeg har glædet mig til BIM World Copenhagen – efterhånden er det blevet branchens årlige “class reunion”, hvor vi mødes, begejstres og deler erfaringer. Det var to dage dedikeret til netværk, faglige diskussioner og fordybelse i det tekniske. Det er her, jeg møder kollegaer fra hele branchen, får inspiration fra oplæg, opdager nye løsninger og lærer hacks, der gør hverdagen lettere – og ser, hvor BIM-branchen er på vej hen. To dage, hvor vi kan begejstres for BIM og digitalt samarbejde, fortæller han.

Stor interesse for AI i byggeriet

AI var et af årets store temaer, og Jón Sigbjörnsson, der er product management director hos RIB Software, holdte en meget velbesøgt præsentation på Tech Space-scenen for at dele ud af sin viden om AI med udgangspunkt i et ‘thinking project’. I byggeriet genererer vi enorme mængder data og meget af det er ustruktureret. Her kan AI ifølge Jón Sigbjörnsson virkelig gøre en forskel ved at finde den rigtige information, søge i store datamængder og udtrække indsigt, der hjælper os med at træffe bedre beslutninger i hverdagen på byggepladsen. RIB Software var også en af de mange udstillere, der var med på BIM World Copenhagen i år:

– Der er en enorm interesse for AI i år. Vi står midt i en teknologisk revolution, og mange vil gerne vide, hvad det betyder for deres forretning. Vi deltog også som udstillere sidste år, og det var en fantastisk oplevelse at være sammen med så mange spændende virksomheder. Det tiltrækker virkelig branchens førende kræfter inden for den nyeste teknologi. Det er utroligt givende at møde og interagere med alle her, og netop derfor er vi tilbage igen i år, og vi planlægger bestemt at udstille igen til næste år.

Centralt placeret i K.B. Hallen var den store stand med Nemetschek Group, der var repræsenteret med brands som Bluebeam, dTwin, imerso, Solibri og Graphisoft. Også her var stemningen helt i top:

– Vi skal simpelthen være med på BIM World Copenhagen. Vi får vist hele vores gruppe og portefølje frem, og det er en god måde at møde vores kunder på. Jeg mærker en stor interesse fra deltagerne i at blive klogere på teknologi, værktøjer, BIM og software – på et højt niveau. Vi har haft så travlt på standen, at jeg ikke har nået at spise frokost, og vi kommer helt sikkert igen til næste år, fortæller Thomas Graabæk, der er arkitekt og ejer, Graphisoft Center Danmark.

BIM World Copenhagen vender tilbage næste år den 16. og 17. september 2026.

Flere artikler
alderintegreret byudvikling på build for health & creativity
Aldersintegreret byudvikling giver sunde og livskraftige byer