Byggebranchen er sulten efter ny viden om digitalisering på første dag af BIM World Copenhagen

Norden har fået et årligt forum for vidensdeling om digitalisering i byggebranchen, og interessen og det store behov for ny viden var ikke til at tage fejl af i dag, hvor BIM World Copenhagen for andet år i træk slog dørene op til to dage fyldt med viden og netværk i K.B. Hallen.

Den lange kø ved indgangen og de mange forventningsfulde deltagere fra hele verden vidnede om stor efterspørgsel efter ny viden om emner inden for digitalisering i byggebranchen. De mange deltagere var alle kommet for at få inspiration, viden og ikke mindst netværke om fremtidens digitale byggeri. Allerede på andet år af BIM World Copenhagen er der kommet 30 % flere tilmeldinger end sidste år og med en større del af internationale.

Vigtigheden af at dele viden på tværs af branchen og landegrænser blev også cementeret af første taler på hovedscenen, der var svenske Jerker Lessing, som er adjunkt professor på Stanford Universitet og Linköping Universitet og rådgiver og konsulent i Lessing Innovation. Hans oplæg satte fokus på industrialiseret byggeri som en global bevægelse, og han lagde også vægt på vigtigheden af at dele viden på tværs:

– Industrialisering ikke er det samme som præfabrikation, det er en innovativ og strategisk måde at udvikle og producere bygninger på. Start med at forstå dine kunders behov, brug det til at udvikle et produktkoncept, og opbyg derefter dit produktionssystem. På den måde øger du chancerne for succes – og for at levere det, dine kunder værdsætter. For at lykkes har vi brug for, at alle aktører i branchen bidrager med deres viden, det er både arkitekter, ingeniører, leverandører, entreprenører og bygherrer, fortalte han blandt andet.

Resten af dagen bød på stærke indlæg fra blandt andre Nemetschek, ACCA, NCC, NTI, Bentley Systems, Chaos, Neanex. Derudover fyldte 50 leverandører af digitale løsninger til byggeriet hele K.B. Hallen med inspiration og det nyeste.

Netværk på tværs af landegrænser i fyldt K.B. Hallen

Årets BIM World Copenhagen har tilmeldinger og deltagere fra mere end 30 forskellige lande, og det internationale udsyn var tydeligt både på scenerne og i netværksområderne allerede på den første dag. Og det gav stor tilfredshed hos arrangøren bag:

– Det er tydeligt, der er et stort behov for et mødested, og det er fantastisk at opleve den energi og det engagement, der præger BIM World Copenhagen allerede fra første dag. Det viser, at branchen virkelig er klar til at tage nye skridt mod en mere digital og bæredygtig fremtid. Vi er glade for, at så mange fra Norden dukker op, da det betyder et styrket netværk på tværs af lande, og det kan vi mærke, der er stort brug for, siger Sarah Elhauge, direktør, Building Green.

BIM World Copenhagen har åbent igen i morgen den 18. september kl. 9. Der vil igen være engagerende indlæg, debatter og workshops.

Flere artikler
I næste uge går det løs! Har du husket at tilmelde dig?