Når nye grønne områder etableres, er ambitionerne ofte høje. Der tænkes i biodiversitet, æstetik og funktionalitet – men hvad sker der, når anlægsfasen er afsluttet, og driften tager over?
Mette Bruun Yde er arkitekt og ejer af MBYland, og på konferencen Biodiversitet & Arealansvar den 27.-28. august holder hun et spændende indlæg sammen med Jeremy Dennis fra DEAS om hvordan vi lukker kløften og går fra anlæg til drift.
I denne artikel kan du læse et interview med Mette Bruun Yde.
Hvad er din baggrund, og hvordan arbejder du med biodiversitet og arealansvar?
– Jeg har en baggrund som arkitekt – på studiet forfulgte jeg en blanding af arkitektur, landskabsarkitektur, planlægning og scenografi.
Jeg arbejder som landskabsarkitekt for at ændre synet på, hvordan vi plejer vores arealer. Vi er stagneret i en gammeldags opfattelse af, hvad der skaber orden – en æstetik, der stammer helt tilbage fra 1700-tallet, hvor naturen fyldte mere, og hvor det derfor gav tryghed med det ordnede udtryk. I dag er det omvendt: orden har overtaget så stort set alt har en funktion, og det, der før var små frimærker af plejet skønhed i landskabet, er blevet normen. Samtidig er de vilde, naturlige områder blevet reduceret til meget små arealer.
Vi hænger fast i en forestilling om, at manglende orden er forstyrrende – at det stresser os, hvis omgivelserne ikke er kontrollerede. Det billede skal ændres da vores økosystemer ellers kollapser. Vi skal turde lade tingene stå og give plads til arterne, så naturen igen kan få lov til at udfolde sig. Her har landskabsarkitekterne en vigtig rolle: vi skal være med til at formidle og forme en ny forståelse af skønhed, hvor det vilde og det uperfekte får lov at fylde mere.
Hvilke udfordringer ser du i forhold til biodiversitet nu og i fremtiden? Hvad skal der til for at løse dem?
– Vi skal åbne blikket for, at når et stort træ fældes, forsvinder hundredvis af arter sammen med træet. Det handler om at genfinde kærligheden til – og respekten for – naturens diversitet og mangfoldighed, og om at forstå, at vores egen eksistens er dybt afhængig af, at vi lever i harmoni med naturen.
Det er ikke længere vores opgave at tæmme naturen. Tværtimod skal vi bevæge os i den modsatte retning – derhen, hvor vi slipper kontrollen og vælger at leve mere i pagt med den.
Jeg oplever en voksende strømning i retning af, at flere ønsker at bo på mindre grunde, omgivet af store, grønne fællesarealer. Det kalder på en ændring i vores opfattelse af ejerskab – mod en større kærlighed til det fælles. Vi skal dele både ressourcer og arealer og skabe plads til træer, buske og dyreliv. Det handler om at tænke fællesskab frem for privat ejendom og at indrette vores omgivelser med respekt for både naturen og hinanden.
Som vi så i TV2-dokumentaren “Balladen om kolonihaven”, er der ofte stærkt modsatrettede dagsordener på spil, når det kommer til natur, fællesskaber og forvaltning af grønne områder. Jeg tror, vi står over for en vigtig og kompleks formidlingsopgave: Vi skal blive bedre til at fortælle, hvad der egentlig foregår, og formidle, hvad det vilde og biodiversiteten kan bidrage med – og hvad vi som mennesker får ud af det.
Det handler om at åbne øjnene for en ny og uvant æstetik, som for mange kan være svær at forstå og acceptere. Men mulighederne er til stede – for eksempel i forbindelse med forsyningsanlæg, hvor man kan etablere naturlige rensebassiner. Allerede efter få år vil artsrigdommen kunne vokse markant, især hvis der findes kvalitetsnatur i nærområdet. Alt tæller, også det at skabe korridorer, så flere arter kan bevæge sig frit og let mellem forskellige levesteder.
Hvis du kunne ønske dig én stor forandring i byggebranchen de næste fem år – hvad skulle det så være?
– At man altid kigger på grunden og dets eksisterende ressourcer. Se nu på grunden først! Brug hvad der er af værdier – og lad landskabet sætte dagsordenen. Man lader ofte bygningsmassen forcere et projekt på plads. Hvor løber vandet, hvor kommer solen, hvor står der træer – hvilke lavninger skal vi forstærke. Når de analyser er på plads, kan vi placere bygningerne. På den måde kan vi bevare flest mulige naturressourcer og bygninger.
Hvordan skaber vi de bedste rammer for biodiversiteten i byggeriet fremover?
– Vi skal gentænke og ændre de gældende reglementer, så de i højere grad understøtter en grønnere og mere bæredygtig byudvikling. For eksempel bør parkeringsnormerne sænkes, og der skal i stedet satses på alternativer som bedre kollektiv trafik, parkering langs veje, og fleksible løsninger ved institutioner. Ved børnehaver og skoler kan vi indføre differentierede mødetider for at sprede trafikken, og vi bør overveje skolebusordninger inspireret af dem, man kender fra USA. Samtidig skal delebiler i højere grad fremmes som alternativ til privatbilisme.
Vi skal også sætte ambitiøse grønne normer – både i forhold til mængden af beplantning og kvaliteten af naturen i byen. Her er 3-30-300-reglen et godt redskab: Udsyn til mindst tre træer fra hjemmet, minimum 30 % trækronedække i boligområder og maksimalt 300 meter til nærmeste kvalitetsnatur som park, skov eller naturområde. Træer og grønne områder er ikke blot æstetiske elementer – de bidrager til skygge, naturlig køling, regnvandshåndtering, CO₂-binding og øget biodiversitet.
Vi skal bevæge os væk fra hårde belægninger og indføre normer for, hvor mange biler der må være i byerne – både samlet og per familie eller bolig. På sigt bør vi overveje at placere parkeringsfaciliteter uden for bykernerne og give byens rum tilbage til mennesker og natur.
Kan du nævne et biodiversitetsprojekt, der går udover de nuværende standarder?
– Æbeløen, som vi tegnede for nogle år siden sammen med CEBRA, er forsat et projekt, der går udover de nuværende standarder i forhold både vildmedvilje- indsatser, begrænset og permeabel belægning samt vand, der trækkes ned igennem bebyggelsen. I Æbeløen har vi udfordret de almindelige driftnormer, da de fleste arealer er beplantet med frøblandinger, der får lov at vokse sig høje og store. Nu læner beboerne sig op ad den nye æstetik i deres egne små haver, der grænser op til de vilde fællesarealer. Årstiderne bliver mere synlige i denne type beplantning med mere tydeligt mikroliv, hvor skønheden i forfaldet i f.eks. frøstande indfanges.
I Malmö går de efter 3-30-300 reglen. Generelt gør vores nabolande meget mere for at deres bytræer ikke bare skal overleve, de skal også have det godt og have gode vilkår.
Du er med i en spændende paneldebat på Biodiversitet & Arealanvendelse. Hvad vil være en af dine hovedpointer?
– Min hovedpointe er, at hvis vi skal ændre måden, vi driver og vedligeholder vores landskaber på, så skal vi inddrage dem, der rent faktisk skal stå for driften – og dem, der skal leve og færdes i områderne. Det gælder lejere, ejere, beboere og ansatte i virksomheder. For eksempel skal Lotte, der sidder på 7. sal og laver regnskab, også kunne forstå, hvorfor landskabet uden for hendes vindue nu ser mere vildt og kaotisk ud. Forandringen skal forankres, så folk ved at naturen har sin egen skønne orden som kan nydes og give oplevelser i hverdagen. Hvis værdiernes linse, som du aflæser din baghave med, er spire, vækst, mangfoldighed og diversitet, så vil æstetikken ændre sig og en trimmet græsplæne pludselig synes trist og død.
Her har vi som branche et ansvar. Vi skal træde tydeligere frem og blive bedre til at formidle vores tanker og faglige viden. Vi skal forklare, at det, man ser ud på, ikke er rod, men et biodiverst landskab fyldt med liv og arter. Det er en ny æstetik, der bygger på viden, og som skal deles bredt. Det er ikke nok, at gartneren forstår det – mange flere skal med, så forståelsen og begejstringen for det vilde og levende kan vokse.
Vil du høre mere om biodiversitet?
Vær med på Biodiversitet & Arealansvar den 27.-28. august i Aarhus og hør mere om udfordringer og løsninger, der kan skabe en mere sammenhængende overgang fra anlæg til drift. Læs mere og tilmeld dig her.
