Genbrugstræ rummer stort potentiale i danske uderum

Træ vinder frem i byggeriet, men strukturelle barrierer forhindrer, at frasorteret træ fra byggepladser og træindustrien kan genbruges i større konstruktioner. Samtidig opføres der hvert år en halv million skure i Danmark. Ifølge Niels Jakubiak Andersen, grundlægger af den cirkulære byggevirksomhed Næste, ligger der et stort og overset potentiale i at genbruge træet i sekundære bygninger – og samtidig udnytte skurets muligheder bedre.

Anvendelsen af træ i det primære byggeri har været stærkt stigende de senere år.

Samtidig står byggebranchen står overfor strukturelle barrierer, som gør det svært at integrere genbrugstræ i større konstruktioner. Genbrugstræ kan lige nu ikke dokumenteres for styrke og brandforhold – og uden den dokumentation kan det ikke bruges i primært byggeri.

Ifølge Niels Jakubiak Andersen, som er grundlægger og ejer af den cirkulære byggevirksomhed Næste, er sekundære bygninger derimod et oplagt sted at anvende træet:

– Ikke alt i byggeriet skal nødvendigvis baseres på genbrugsmaterialer, men vi skal i stedet finde bestemte områder, hvor vi ret hurtigt kan skalere det op. Alle skure i Danmark kan i princippet bygges med genbrugstræ, og det er en kæmpe mulighed for at reducere brugen af nye materialer. På den måde udnytter vi potentialet i de mange tusind tons træ, der i dag primært ender som spånplader eller biobrændsel. Vi har rigelige ressourcer uden genbrugspotentiale til de formål, fortæller han.

Virksomheden, som blev grundlagt i 2019, udfordrer den traditionelle opfattelse af skure som simple opbevaringsrum ved at skabe arkitekttegnede skure, hegn, møbler og plantekasser – alt sammen af genbrugstræ. Mange forbinder genbrugstræ med dårlig kvalitet, men Niels afviser den myte.

– I dag bliver rigtig meget kvalitetstræ frasorteret i byggeriet, enten fordi det ødelægges i nedrivningerne eller på grund af småfejl som pletter i overfladen i industriproduktionen. For alvor at kunne genbruge træ i fremtiden, skal vi væk fra idéen om, at alt skal se perfekt ud. I stedet bør vi fokusere på træets funktionalitet og ressourcemæssige værdi, siger han.

Skuret kan udfylde flere funktioner

Niels Jakubiak Andersen ser skurene som en unik mulighed for at skabe oplevelser i menneskes hverdag med arkitektur. De kan fungere som et vigtigt socialt mødested i boligområder. Vi skal blot tænke anderledes, fortæller han:

– Vi vil gerne ændre folks opfattelse af skure, så de ikke bare ses som praktiske opbevaringspladser, men som rum for fællesskab og godt naboskab. Værksted, cykelskur eller affaldssortering er alle steder, hvor mange beboere passerer. Der er en unik mulighed for, at disse skure kan udfylde flere funktioner og udvikle sig til de sociale samlingssteder, vi mangler, både i boligområderne, på arbejdspladserne og i skolerne.

På Building Green i Aarhus Congress Center d. 9.-10. april præsenterer Næste en lounge ”Dit næste mødested”, der fungerer som et mikrokosmos i form af et lille gårdrum med plantekasser, bænke og skure. Det at komme tæt på og mærke materialerne betyder meget, fortæller Niels:

– Når man mærker tømmeret, kan man virkelig fornemme kvaliteten. Vi vil gerne give deltagerne både sanselig oplevelse af genbrugsmaterialerne og samtidig vise, hvor stort potentiale skure faktisk har som et socialt mødested, afslutter han.

Flere artikler
STARKs bæredygtighedschef: ”Vi skal tage ansvar udover vores egen forretning”