Her er årets tre vindere af Det Bæredygtige Element 2024

Prisen Det Bæredygtige Element uddeles igen i år på Building Green København i samarbejde mellem WE BUILD DENMARK og Building Green. Under temaet Beyond The Roadmap hædres de personer, løsninger og samarbejder, som tager byggebranchen et skridt videre i den bæredygtige omstilling.

Vinderne af Det Bæredygtige Element 2024 blev kåret som eksempler på, hvordan ansvar, innovation og samarbejde er afgørende for den bæredygtige udvikling i byggeriet.

Med 36 inspirerende indstillinger og ni nominerede udvalgt af fagjuryen, blev vinderne i år kåret på Main Stage ved Building Green København.

Ildsjælen – Dani Hill Hansen

Prisen som Ildsjælen går i år til Dani Hill Hansen, en engageret drivkraft inden for bæredygtige og socialt ansvarlige indsatser gennem Doughnut for Urban Development og Reduction Roadmap. Med fokus på at balancere økonomisk udvikling, planetære grænser og menneskelige behov har Dani inspireret og skabt håndgribelige forandringer i branchen.

“I alt, hvad jeg gør, arbejder jeg midt blandt en masse mennesker. Så jeg ser denne pris som en afspejling af det, jeg holder mest af, og de projekter, jeg leder, men endnu mere som en anerkendelse af mine samarbejdspartnere hos EFFEKT, Reduction Roadmap og Doughnut for Urban Development samt vores netværk,” siger Dani Hill Hansen og fortsætter:

“Jeg er beæret over den tillid, mine nærmeste kolleger viser mig, og jeg er taknemmelig for branchens anerkendelse af min rolle i den bæredygtige omstilling. Jeg vil fortsat kæmpe for fremtiden og håber, at flere vil blive inspireret til at slutte sig til mig.”

Løsningen – Næste

Vinderen af Løsningen-prisen er Næste, ledet af adm. direktør Niels Jakubiak Andersen. Næste anerkendes for deres banebrydende arbejde med genbrug og genanvendelse af byggematerialer i sekundært byggeri.

Med en innovativ model, der kombinerer materialegenbrug og social bæredygtighed, har Næste skabt en succesfuld forretningsmodel. Deres arkitekttegnede skure, bygget i genbrugstræ, skaber ikke blot funktionelle rum, men bidrager også til fællesskab og bæredygtige driftsløsninger.

“Vi er fuldstændig overvældet over den anerkendelse. Vi har hele tiden troet på, at selv små skure kan gøre en stor forskel. Jeg tror, vi har ramt et område, hvor vi virkelig kan gøre en konkret forskel for genbrug i byggeriet. Vi modtager prisen som et samlet hold på 20 medarbejdere, der arbejder målrettet med vores løsninger hver dag. Jeg er også utrolig glad og stolt over tilliden fra vores gode samarbejdspartnere i byggeriet,” siger Niels Jakubiak Andersen, adm. direktør i Næste.

Samarbejdet – Cirkulær transformation af Tscherninghuset

Prisen, Samarbejdet, går til det ambitiøse projekt, Cirkulær transformation af Tscherninghuset, ledet af adm. direktør Søren Tscherning i samarbejde med GXN og AKI Rådgivning.

Projektet er et enestående eksempel på cirkulære løsninger i praksis, der demonstrerer, hvordan modige bygherrer og dygtige rådgivere kan overvinde udfordringerne ved brug af ikke-standardmaterialer.

“Jeg er superstolt og glad for at modtage netop denne pris, for den hylder både det helt fantastiske og unikke ‘genbrugs’ hus, vi har skabt, og at huset er skabt gennem et visionært og stærkt samarbejde mellem mig som bygherre og arkitekten samt den rådgivende ingeniør. En kæmpestor tak til juryen for anerkendelsen og til mit dream team fra GXN og AKI Rådgivning for, at I hjalp med at virkeliggøre mine ideer,” siger Søren Tscherning, adm. direktør i Tscherning.

En bæredygtig vej Beyond the Roadmap

Med Det Bæredygtige Element ønsker WE BUILD DENMARK og Building Green at fremhæve dem, der går forrest i kampen for et mere bæredygtigt byggeri og tør tænke ud over de eksisterende rammer.

Under årets tema, Beyond The Roadmap sætter priserne fokus på innovative og ambitiøse løsninger, som peger mod nye veje i den grønne omstilling af byggeriet. Årets vindere er stærke eksempler på, hvordan byggebranchen kan arbejde med miljømæssigt ansvar og social bæredygtighed i en kompleks verden.

Flere artikler
jon om kystbeskyttelse
Havet stiger og Danmark har voksende behov for kystbeskyttelse