Vi har som samfund en stor opgave i, at de mange krav bliver gjort nemme og gratis tilgængelige

Mette Qvist er director hos EjendomDanmark, der står for en debat på Building Green København den 30.-31. oktober om ESG som en ny disciplin på tværs af ejendoms- og finanssektoren og hvordan det kan skabe en reel grøn omstilling.  

Implementering af ESG-kravene betyder ændringer og investeringer i ejendomsvirksomheders strategier og operationer. Til gengæld vil de langsigtede fordele så som forbedret risikostyring, øget investorattraktivitet og positiv miljø- og samfundsmæssig påvirkning gøre det til en værdifuld indsats.

I denne artikel kan du læse et interview med Mette Qvist.

Har din tilgang til bæredygtighed i byggeriet ændret sig over tid? Hvis ja, hvad har været de vigtigste faktorer bag denne ændring?

Jeg er med tiden blevet mere overbevist om, at det er lovgivning, smart lovgivning vel at bemærke, der skal til for at få investeringer og dermed også bæredygtighedsambitioner til at rykke til et nyt niveau. Vi er en branche med mange aktører med meget forskellige interesser. Ingen vil betale mere for mindre. Det er en menneskelig og samfundsmæssig præmis, som vi ikke kommer udenom. Men der er ingen tvivl; For at komme i mål skal vi skal bygge mindre klima- og miljøbelastende, mindre nyt, spare på ressourcerne og renovere mere.  

Hvilke udfordringer og muligheder ser du i forhold til årets tema ’Beyond the Roadmap’?

’Beyond the Roadmap’ er et ambitiøst tema, som kommunikerer bevægelse mod endnu mere bæredygtighed end det mest krævende vi arbejder hen i mod i dag, og det er positivt i forhold til den nødvendige omstilling. Men temaet signalerer ’at gå videre’, og jeg savner noget fundamentalt ved udgangspunktet. Det handler om, at der bliver tænkt og udviklet scenarier, der går bredere og dybere ind i samfundsøkonomiske forhold, som ’Reduction Roadmap’ medfører.    

Hvad ser du som den største hæmsko for, at vi som branche bevæger os ud over de eksisterende bæredygtighedsplaner og skaber mere ambitiøse mål?

Ambitiøse forandringer i en mere bæredygtig retning kræver viden og vilje, samt store risikovillige investeringer i alle led i værdikæden, og det er udfordrende.    

Hvis du tager fremtidsbriller på, hvilken løsning, praksis eller metode ville du gerne se blive standard i alle byggeprojekter fremover?

Vi kender ikke i dag de metoder eller standarder, der er nødvendige for at sikre mere bæredygtighed i byggerierne. Men tankerne bag regenerativt byggeri byder på noget, som jeg håber, at flere vil begynde at arbejde med, og hvem ved, måske vil vi her få udviklet metoder til gavn for hele branchen, og samtidig sikre, at vi ikke tærer på naturens ressourcer, ødelægger klimaet og fortrænger biodiversiteten.

Hvorfor er EjendomDanmarks debat ’ ESG – en ny disciplin på tværs af ejendoms- og finanssektoren’ vigtig? Og hvad håber du, der kommer ud af debatten?

Debatten, som EjendomDanmark står bag er vigtig lige nu på grund af den omfattende nye lovgivning fra EU og Danmark, som er i gang med at blive implementeret. Vi har som samfund en stor opgave i, at de mange krav bliver gjort nemme og gratis tilgængelige også for små og mellemstore ejendomsvirksomheder og deres leverandører. Ellers risikerer vi, at dagsordenen medfører, at det kun bliver en fest for de store og velhavende.

Hvis du skulle nævne én forandring, som du særligt ønsker at se i byggebranchen inden for de næste fem år, hvilken skulle det være og hvorfor?

Det er svært, da den nødvendige forandring kræver mange nye tiltag, men jeg vil fremhæve vigtigheden, at finanssektoren kommer rigtig med, og udlån bliver væsentlig billigere til de grønne tiltag, som er baseret på transparent datadokumentation.

Vil du høre mere?

Vær med på Building Green København den 30. og 31. oktober og hør debatten ‘’ESG – en ny disciplin på tværs af ejendoms- og finanssektoren’’. Læs mere og hent din gratis billet her.

Flere artikler
Sikkert er det, at det, der står, skal vi ikke bygge igen