Nicolai om at leve småt og bo godt.

Kan man leve småt og bo godt?

Nicolai Carlberg er etnolog og indehaver af Carlberg, og på den helt nye konference Build for Micro Living den 15. & 16. maj kan du høre et spændende indlæg med Nicolai. I indlægget kommer han blandt andet omkring spørgsmålene, hvordan bygger vi flere små boliger uden at gå på kompromis med vores tradition for gode og sunde boliger? Og hvordan får vi plus på klimakontoen, når vi bygger boliger, uden at betale dyrt med vores trivsel og livskvalitet? Og så kommer Nicolai også omkring andre centrale dilemmaer og perspektiver ved micro living.

Inden konferencen kan du læse et interview med Nicolai her.

Hvad er din baggrund, og hvordan arbejder du med konceptet Micro Living?

Jeg er uddannet etnolog og er stiftende partner i rådgivningsvirksomheden Carlberg. Sammen med mine dygtige kollegaer hjælper jeg bygherrer med at få mest mulig brugsværdi og livskvalitet ud af deres investeringer i byggeri. Det kan være mest mulig trivsel og læring på en uddannelsesinstitution eller mest mulig sundhed og funktionalitet i en bolig. Vi har gjort det til vores speciale at anvende etnografiske metoder til at undersøge brugernes behov (også blandt brugere som sjældent bliver hørt) og oversætte dem til præcise programmer for byggerier. Derudover har vi udviklet metoder til evaluering af færdige byggerier, så vi systematisk kan indsamle brugernes feedback, og dermed basere udviklingen af det næste byggeri på mere viden og mindre mavefornemmelse.

Hvilke udfordringer og muligheder ser du inde for emnet?

Det er let at argumentere for, at nøglen til en grønnere fremtid blandt andet ligger i flere små og stablede lejligheder i storbyerne, plus de muligheder de giver for kollektive transport- og energiløsninger. Men det er langt sværere at pege på, præcis hvordan vi gør det, så det gavner mennesker og klima mest muligt. For selvfølgelig skal vi bruge færre materialer og energi på at opføre og drifte vores boliger. Men det skal gerne ske uden, at det koster på beboernes sundhed og livskvalitet. På konferencen vil vi høre om de ambitiøse og inspirerende eksempelprojekter, men der er også brug for, at vi taler mere om kvaliteten af de titusindvis af små boliger, som i disse år opføres i rasende tempo i skyggen af de gode eksempler.

Hvorfor er konceptet Micro Living et vigtigt emne for byggebranchen?

Byggebranchen har mange ansigter, så det afhænger af, hvem du spørger. For udviklerne er Micro Living vigtigt, fordi investeringscasen i øjeblikket er god – ikke mindst i de store studiebyer i Skandinavien og Tyskland. For entreprenørerne, som bygger her i København, er de i disse år ensbetydende med smør på brødet. For arkitekterne, der formgiver, kan det være en kreativ udfordring, når der skal findes plads til det hele på færre kvadratmeter. Og for mange politikere og planlæggere er mikroboliger materialiseringen af deres ønsker om flere (betalbare) boliger og et mindre CO2 aftryk pr. bolig. I parentes er det måske værd at bemærke, at det – på nær nogle relativt få pionerer inden for Tiny House bevægelsen – er vanskeligt at finde danskere, som drømmer om at bo mere Micro end de fleste.

Hvad taler du om på konferencen? Og hvad håber du deltagerne får ud af at høre det?

Man kan indimellem få den opfattelse, at Micro Living både kan redde klimaet, fællesskabet og fikse manglen på billige boliger. Det er store ambitioner helt i tidens ånd, som kun de færreste kan være imod. Men lige præcis derfor risikerer vi også som samfund og branche at løbe forblændede og uimodsagte ud over stepperne. Jeg er for ambitionerne, men jeg er også for, at vi skynder os langsomt og tænker os om. Jeg vil bruge konferencen til at tale om, hvad vi skal tænke på, når vi skrumper vores boliger, så de forbliver gode og sunde boliger – både når det gælder den private enhed og de supplerende fællesarealer. Micro Living skulle gerne i fremtiden bredes ud til hele landet og efterspørges for de samlede boligkvaliteter og ikke kun opleves som eneste tilgængelige alternativ på et hårdt presset boligmarked i storbyen. Den udvikling glæder jeg mig til at tale om på konferencen.

Vil du gerne høre mere om at leve småt og bo godt af Nicolai Carlberg?

På konferencen Build for Micro Living den 15. & 16. maj holder Nicolai et spændende oplæg om centrale dilemmaer og udviklingen ved Micro Living. Du kan læse mere om konferencen og tilmelde dig her.

Flere artikler
Trine om natur og biodiversitet
Natur er noget der gror og ikke noget vi bygger