Mette Qvist er underdirektør i EjendomDanmark, der på Building Green Aarhus den 10. og 11. april faciliterer en debat om bæredygtighed i land og by. Her er Mette Qvist moderator og vil styre den spændende debat om hvordan vi får bæredygtighed til at ske i hele landet.
Ejendomsbranchen er godt i gang med den grønne omstilling, og vi skal som samfund skabe de rette incitamenter, så disse investeringer ikke udelukkende centrerer sig i de større byer, men fordeler sig i hele landet.
I denne artikel kan du læse et interview med Mette Qvist.
Hvad er din baggrund og hvordan arbejder du med bæredygtighed?
Jeg har arbejdet med bæredygtighed i bygge- og ejendomsbranchen i mere end 12 år. Jeg har været med til at bygge en organisation op (Green Building Council Denmark/Rådet for Bæredygtigt Byggeri), som havde som formål at stille målbare og konkrete krav, for at sikre, at vores nybyggeri bliver mere langtidsholdbart, udleder mindre CO2 og skabe bedre rammer for brugerne. I dag er jeg ansvarlig for at udbrede viden om ESG/bæredygtighed hos EjendomDanmark for vores 3.000+ medlemmer, som består af ejendomsejere og administratorer.
Hvilke udfordringer og muligheder ser du overordnet inden for bæredygtighed i byggeriet lige nu?
Der er heldigvis meget fokus på at sænke CO2-udledninger og at spare på ressourcerne, men investeringerne mangler. Derfor går det alt for langsomt med at igangsætte de nødvendige forandringer. Der mangler ambitioner og rammer for, hvordan det skal ske på landsplan. Der er meget forskellige betingelser, hvorvidt du er i en by eller på landet.
Årets tema er ’Livgivende byer og arkitektur’. Hvordan ser du at vi kan bevæge os mod byer og arkitektur, der giver mere tilbage end de tager?
Vi skal være langt bedre til at prioritere grønne områder i vores planlægning af byerne. Vi har alt for travlt med at optimere antal m2. Vi skal også bygge mere varieret. Vi skal inviteres ind i byområderne af en spændende og inkluderende arkitektur, som er langtidsholdbart og meget gerne med genbrugsmaterialer.
Kan du nævne et spændende projekt eller to, hvor der er arbejdet med livgivende og regenerative principper? Eller hvor der er arbejdet med bæredygtighed på en innovativ måde?
Hedeskov Skole i Himmerland: Stort fokus på, at genanvende alt, hvad der kan genanvendes i renoveringen og brug af naturlige lokale materialer med rod i Hedeskovs egen natur, landbrug og skov.
Lærlingenes Hus på Bornholm: Sætter fokus på kvaliteten og udviklingen ved dansk håndværk, styrker samarbejdet på tværs af fag
Hvad vil du gerne inspirere til bliver anderledes i byggebranchen?
Vi skal i langt højere grad samarbejde og bruge mere tid på at undersøge, hvad der er de gode løsninger inden vi påbegynder byggeopgaver, så innovative tilgange og løsninger kommer i spil.
Du deltager i programmet på Building Green Aarhus. Hvad er en vigtig pointe, du kommer til at have med?
Vi skal hjælpe hinanden med at komme i mål, og det kræver at vi i langt højere grad videndeler. Vi skal med andre ord konkurrere på en anderledes måde.
Vil du høre mere fra Mette Qvist og EjendomDanmark?
Vær med på Building Green Aarhus den 10. og 11. april og hør den spændende debat om bæredygtighed på land og by. Læs mere og tilmeld dig gratis her.