Lokale projekter får hovedrollerne på Building Green Aarhus

Hvis vi skal i mål med den grønne omstilling af byggebranchen, skal vi huske at hylde de lokale projekter uden for hovedstaden også, lyder det fra Building Green. Til april sætter de lokale projekter i Aarhus og omegn i fokus, og inviterer branchen til at være med til at se nærmere på hvordan vi kan arbejde med livgivende byer og bæredygtighed på forskellige måder.

Transformationen af amtssygehuset, TRÆ på Sydhavnen og det nye stadion i Kongelunden og er bare nogle af de spændende projekter i Aarhus og omregn, som Building Green har gjort plads til i årets program til eventen i Aarhus Congress Center den 10. og 11. april. Med udgangspunkt i temaet ‘Livgivende byer og arkitektur‘ fremhæver de innovative projekter på scenerne, der kan inspirere og bringe læring ind i branchen.

Et af de mest omtalte byggerier i Aarhus i flere år er det nye stadion i Kongelunden, som den prisvindende, internationale tegnestue Zaha Hadid Architects står bag. På Building Green Aarhus kan de besøgende høre board director Gianluca Racana fortælle mere om projektet og hvordan tegnestuen kombinerer kontekst, design, bæredygtige materialer og avancerede teknologier for at levere innovative og urbane projekter:

– Vores forslag til det nye stadion i Aarhus er et projekt, der er inspireret af den omkringliggende skov og klubbens arv. Med et væld af nye offentlige rum og integrerede landskabselementer sigter vores design mod at skabe en spændende destination og en ny katalysator både for fans, Aarhus som by og lokalsamfundet. Et enkelt, elegant og karakteristisk arkitektonisk vartegn med en holistisk tilgang til bæredygtighed for at sikre, at miljømæssige, økonomiske og sociale bæredygtighedsmål er indarbejdet i alle aspekter af det nye design, lyder det fra Gianluca Racana.

Zaha Hadid Architects Nye Stadion i Aarhus, Foto: negativ

Nyt kontorhus i træ på Sydhavnen i Aarhus

Ikke langt fra Kongelunden er Danmarks højeste hybrid-træbyggeri på 78 meter og 20 etager ved at blive bygget, og noget af det særlige ved TRÆ er at materialerne er nøje overvejet og mange af dem genbrug. Bygge- og anlægsklyngen WE BUILD DENMARK står for en debat om TRÆ på Building Green Aarhus, hvor de har inviteret nogle af de vigtige aktører i projektet til en snak om de overvejelser, strategier og test, der ligger bag projektet. Det er nemlig et meget interessant projekt, ifølge Darma Duus, der er innovationskonsulent hos WE BUILD DENMARK:

– TRÆ er et fantastisk projekt at følge, fordi det søger at rykke grænserne og udvikle helt til kanten på så mange parametre som muligt. Jeg kalder det et epicenter for udviklingsprojekter, da der i byggeriet er givet plads til mange muligheder for udvikling. Vi har i WE BUILD DENMARK støttet tre projekter som får aktualitet og fod i virkeligheden via TRÆ – et om genbrug af branddøre, et om mere skaleringsparat genbrug af trægulve fra en større lokal nedrivning og et om vinduespartier bygget af overskuds glas. Men der er i byggeriet som helhed flere udviklingsprojekter inden for cirkulær økonomi og biobaserede materialer, end jeg har tal på, som er båret af udvikler og det tværgående bæredygtighedsteam, fortæller hun.

Transformationen af amtssygehuset til boliger

Lige som materialer og genbrug er transformation og renovering vigtige redskaber i den grønne omstilling, fordi vi kan skabe byer, der ikke blot er bedre for klimaet, men som også er bedre for os mennesker, fordi vi kan bygge oven på stedets historie og identitet. Et godt eksempel er transformationen af det tidligere Amtssygehus i Aarhus, der er i fuld gang. LINK Arkitektur er ansvarlig for designet af de første projekter, heriblandt omdannelsen af den gamle ikoniske sengebygning. Målet er at omdanne det sygehus til et nyt, attraktivt bykvarter med boliger til både familier, ældre og unge.

Transformationen af amtssygehuset til boliger

På Building Green Aarhus fortæller Rasmus Kierkegaard, kreativ chef, LINK Arkitektur, hvordan tegnestuen går til opgaven at skulle balancere de gamle hospitalsbygninger med nye moderne boliger:  

– Der bliver stor mangfoldighed af boligtyper og -størrelser, som kommer til at give et varieret og bæredygtigt boligudbud til byen – og for alle i byen. Det arkitektoniske udtryk skriver sig ind i områdets fortælling med direkte referencer til Høgh-Hansens eksisterende arkitektur af sengebygningen på Amtssygehuset, som vi fastholder i vores transformation fra hospital til blandet byområde, fortæller Rasmus Kierkegaard, kreativ chef og arkitekt hos LINK Arkitektur.

Læs mere og tilmeld dig Building Green Aarhus gratis her

Flere artikler
GRAPHISOFT Center Danmark welcomes you at Nordic Digital Construction | BIM World Copenhagen