Morten DD Hansen er tidligere museumsinspektør i Naturhistorisk Museum Aarhus og nu selvstændig foredragsholder, biolog og tv-vært. Morten er desuden også taler på konferencen Build for Biodiversity den 5. & 6. marts, hvor han vil gøre dig klogere på, hvordan vi kan gøre en forskel for vores biodiversitet i bynaturen.
Inden konferencen kan du læse et spændende interview med Morten her.
Hvad er din baggrund, og hvordan arbejder du med bynatur og biodiversitet?
Jeg er biolog med speciale i sommerfugle. Siden 2001 har jeg arbejdet med biodiversitet, naturforvaltning og formidling på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Omkring 2010 begyndte vi for alvor at få øje på bynatur, især den midlertidige natur, som ofte ligger unyttig hen. Ruderater, vejkanter, parker, jernbaneterræner, havnearealer og den slags. Ældre villahaver kan også være meget artsrige.
Da vi begyndte at sætte tal på, viste det sig hurtigt, at byer, bymiljøer og infrastruktur-arealer generelt kan huse op mod halvdelen af alle vores arter, uanset om vi taler fugle, sommerfugle, bier eller svirrefluer. Og hvad betyder det så? Det opdagede vi faktisk selv. Det betyder glæde! De arter, som vi finder i byerne, er typisk de relativt almindelige, vidt udbredte arter, så det er & bliver ikke i byerne, at vi redder alle de sjældne orkidéer, de sjældne sommerfugle og den slags. De skal reddes i den vilde natur. Men byerne tilbyder os daglige 1:1-oplevelser med et mylder af arter, som – hvis man kender dem – giver glæde, livskvalitet og mening. Den korttåede træløber i parken, spurvehøgen på foderpladsen, den smukke aurora-sommerfugl i løgkarsen eller buksebien i fortovet. Eller odderen, der svømmer rundt foran cafégæsterne i Aarhus. At tilbyde folk naturoplevelser dér, hvor de færdes til dagligt (og mere end 5 millioner danskere bor altså i byzone) har en enorm formidlingsmæssig betydning.
Hvad skal der til for byggebranchen kan blive en del af løsningen i forhold til den globale biodiversitetskrise?
Byggebranchen skal tænke i tid og livscyklus! Lidt blomsterblandinger her og dér – tøhø – kommer ikke til at gøre en forskel. Vi skal have de lange briller på. Vi skal tænke i, hvor byggematerialer kommer fra, og hvordan de vil ende. Råstofgrave på land kan blive til fantastiske naturlokaliteter. Kan byggematerialer efter endt brug ende som kunstige rev? Og vi skal tænke i, hvordan de omgivende arealer i byen kontinuerligt får højere og højere naturkvalitet, uden at vi skal passe og pleje hver eneste dag. Hvilke træer kan få lov til at blive 200 år gamle i byen? Hvordan får vi på sigt en mere naturlig flora, vådområder, buske etc.
Hvad skal der til for at vi får biodiversitet til at spille en større rolle i folks bevidsthed og på den politiske dagsorden?
Naturen (og hvordan vi gør noget for den) skal blive til hvermandseje. I gamle dage for 10 år siden havde vi den forståelse, at naturforvaltning var noget, som man gjorde i den officielt beskyttede natur, og at den primært var et anliggende for de professionelle. Nu har folk overalt i landet opdaget, at vi kan gøre noget for naturen derhjemme, og med fremkomsten af sociale medier og mobilkameraer har vi nu hidtil usete muligheder for at dele oplevelser og erfaringer. Natur og biodiversitet spiller derfor ALLEREDE en langt større rolle, end den gjorde for 10 år siden.
Hvilke projekter synes du lige nu er spændende, når det kommer til urban biodiversitet?
Jeg synes, at vores transplantationsprojekt, hvor vi ”flyttede” naturen fra Godsbanen i Aarhus op på Letbanen, er et godt eksempel på, hvordan man med simple midler kan gøre noget godt og sjovt. Godsbanen husede naturværdier med mindst 100 år på banen, og da den skulle bebygges, var disse naturværdier prisgivet. Men vi fyldte nogle lastvogne med overfladejord fra Godsbanen og hældte det simpelthen ud oppe i tracéet på Letbanen, hvor man ellers ville have udsået plænegræs. Nu står der voldtimian og grådodder på Letbanen.
Et lynhurtigt bonusspørgsmål: Hvis du skulle være et dyr, hvilket ville du så være?
Lærkefalk. Entydigt. Lækker, elegant, lynhurtig og en elegantiér i luften.
Vil du gerne høre mere fra Morten DD Hansen om hvordan vi kan gøre en forskel i bynaturen?
Gør det overhovedet en forskel, hvad vi gør i byerne? Skal vi ikke bare redde naturen ude i de vilde landskaber? Svaret er, at indsatsen for biodiversitet begynder dér, hvor folk bor og arbejder – det er der, vi oftest møder blomster, insekter og fugle, og det er her, vi hver især kan gøre en forskel og med egne øjne se resultaterne. Hør mere når Morten DD Hansen går på scenen på konferencen Build for Biodiversity den 5. & 6. marts . Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.