Ugakai Circles, Fotokreditering: Third Nature, Structured Environment, Henrik Innovation

Vi skal give tilbage til planeten

Vi står på en brændende platform, de globale CO2-udledninger er stukket af og vi er midt i en biodiversitetskrise. Det er tid til at handle for alvor, lyder det fra Building Green, der sætter fokus på ’Det regenerative byggeri’ på det store event i Forum den 1. og 2. november. Det handler ikke længere kun om at gøre mindst mulig skade, nu skal vi til at give tilbage til planeten.  

Endnu en gang skruer Building Green ambitionerne op, når de inviterer hele byggebranchen inden for i Forum til november. Vi skal ikke kun tale om bæredygtigt byggeri, der ikke gør skade på planeten, vi skal turde satse meget højere og se mod tiltag i byggeriet, der genopretter og regenererer. Det regenerative byggeri sigter blandt andet efter, at byggerier og de miljøer, de indgår i, ikke blot er bæredygtige, men kan bidrage til regeneration ved at genoprette og bidrage positivt til økosystemer.

Efter en sommer med ekstreme vejrhændelser over hele verden, hvor vi har oplevet ekstrem varme, kæmpe hagl, temperaturstigninger og massiv nedbør, er det ifølge Building Green på tide at skrue op for ambitionerne i forhold til byggeriets CO2-aftryk og klimapåvirkninger. En af dem, der allerede har arbejdet med de regenerative principper, er Tredje Natur. De har udviklet bud på et regenerativt destinationsprojekt i Japan sammen med blandt andet Structured Environment og Henrik Innovation. Partner Flemming Rafn er en af hovedtalerne på eventen, og han mener, vi alt for længe har anvendt løsagtige terminologier for bæredygtighed:  

– I lyset af klimakrisen er det mere end nogensinde nødvendigt med en reelt holistisk og målbar metodik, der spiller sammen med planetens balance – det vil sige naturens og klimaets evne til at regenerere ressourcerne og nedbryde forureningen. For mig rækker det regenerative også dybt ind i, hvordan vi som samfund skaber mulighed for at leve et sundt og informeret liv sammen i byen, som bygger på biologiske, pragmatiske og sociale principper, og som løfter de arkitektoniske og bymæssige rammer til nye niveauer.

Flemming Rafn, partner, Tredje Natur

Årets branchevent for alle i byggeriet

Vi skal se på hvad vi kan gøre lige nu og her for at rykke mod mere regenerativt byggeri, og vi skal stå sammen, hvis det skal lykkes at vende udviklingen og give tilbage til vores planet, lyder det fra Building Green. Derfor opfordrer de hele branchen til at være med til to lærerige dage, hvor Forum bliver forvandlet til en videns- og netværkscentral med fem scener, specialudstillinger og leverandører, der giver ny viden om regenerativt byggeri og bæredygtighed i byggeriet.

– Det er vigtigt at blive klogere på, hvordan byggeriet kan skabe rammen for, at vi giver mere tilbage end vi tager fra planeten, hvor byggeriet samtidig skaber rammen for et godt og balanceret liv, hvor mennesker trives i højere grad end de gør i dag. Building Green København er et godt sted, hvis man leder efter argumenter, metoder eller løsninger, der klæder en på til at forstå nødvendigheden af regenerativt byggeri, hvordan det kan omsættes til praktik og hvilke produkter, der indgår i regenerativt byggeri, fortæller Hanne Tine Ring, der er fagchef for regenerativt byggeri hos det rådgivende ingeniørfirma Søren Jensen. Hanne Tine Ring indgår også i årets program med sin viden og erfaringer med det regenerative byggeri.

Hanne Tine Ring, fagchef for regenerativt byggeri, Søren Jensen

Flemming Rafn stemmer i og ser også frem til et par gode og lærerige dage i Forum:

– Building Green København er uden sammenligning årets brancheevent og her er altid et væld af relevante talks, debatter og man får et suverænt overblik over de nye aktører og producenter, der vil noget med byggeriets omstilling.

Vi lancerer årets program for Building Green København i starten af september. Læs mere og tilmeld dig gratis her.

Flere artikler
Resultaterne fra Rambølls nye rapport peger på, at det er mindre klimabelastende at renovere fremfor at bygge nyt.
Det er bedre for klimaet at renovere