På det nye event Nordic Digital Construction | BIM World Copenhagen den 19. & 20. september kan du høre et oplæg af Símon Ólafsson, founder af IKTECH. Oplægget har titlen “Digitalisering og de lavthængende frugter” og her udforsker Símon en strategisk tilgang til digital transformation ved at fokusere på at identificere og prioritere de “lavthængende frugter” – de hurtige gevinster, der giver betydelige gevinster med en minimal indsats.
Her kan du læse et spændende interview med Símon.
Hvad er din baggrund? Og hvordan arbejder du med digitaliseringen af byggebranchen til dagligt?
Jeg er oprindelig uddannet som tømrer og senere som Bygningskonstruktør fra KEA (Københavns Erhvervs Akademi). Jeg driver virksomheden IKTECH, hvor jeg arbejder som BIM- og IKT- konsulent for alle parter, arkitekter, ingeniører, bygherre og producenter, i byggebranchen. Ret fantastisk hvor forskelligt det kan være, med alle mulige opgaver inden for BIM og IKT, synes jeg selv.
Lige nu går det meste af min tid hos en af mine kunder, der er rådgiver med ca. 60 ansatte. Her hjælper jeg både med IKT-ledelse på enkelte projekter og så er vi i fuld gang med at tilpasse og optimere deres BIM og IKT-arbejdsprocesser og -metoder, sådan så de kan blive endnu bedre end de var!
For bygherre ligger mine opgaver blandt andet i at udarbejde IKT-dokumenter (specifikationerne + bilag) som standarddokumenter til alle deres projekter. Hjælpe med at implementere en IKT-strategi eller -kendskab i virksomheden i form af workshops/møder med dele af eller hele virksomheden. Mange bygherre mangler et digitalt grundlag af deres bygninger, så her hjælper jeg med at udføre 3D scanning og modellering af den eksisterende bygningsmasse. Det er enten noget jeg selv udfører, hjælper med at finde de rette virksomheder til eller få det specificeret i IKT-specifikationerne.
For producenterne hjælper jeg med at få bygget en strategi i, hvordan de kan få deres produkter ud til rådgiverne. En BIM-strategi kan man nok kalde det, dog er den lidt anderledes end for rådgiverne og bygherre, da det har ikke noget med byggeriet i sig selv at gøre, men deres egne produkter. Her går det ud på at få lavet en plan for, hvordan deres produkt kan blive repræsenteret i et BIM-komponent, så godt at det stadig er producentens produkt, uden at det skal blive fuldkommet ubrugbart for rådgiverne. Formålet er at få lavet et BIM-komponent, der er skræddersyet til rådgiverne, sådan at de kan se fordelen i at bruge producenternes komponenter frem for at bruge tid på at lave deres egne.
For rådgiverne er det oftest i form af at udarbejde BIM-strategi i en eller anden form. Det er meget forskelligt hvor langt de forskellige virksomheder er nået i BIM-implementeringen. Mine opgaver kan være alt fra den store forkromede løsning med opbygning af BIM-strategien, implementering af den, uddannelse af medarbejdere i de værktøjer der er valgt og udarbejdelse af content bibliotek til de forskellige værktøjer, til en simpel IKT-rådgivning på en enkelt mindre sag. Samt alt derimellem.
Hvilken rolle ser du at en digital omstilling kan spille i forhold til at nedbringe byggeriets klimaaftryk?
Den har helt klart hovedrollen! Hvis den digitale omstilling ikke har hovedrollen allerede, så er den i hvert fald kommet i den ved at indenrigs- og boligministeriet har udarbejdet den nye strategi til byggeri; National strategi for bæredygtigt byggeri. Den nye strategi gør det næsten umuligt, eller i hvert fald meget besværligt, for byggeriets aktører at fravælge eller nedprioritere digital omstilling.
Den digitale omstilling er nøglen til, at vi i byggebranchen overhovedet kan få lov til at forsætte i byggebranchen. Hvis vi skal forbedre produktet, optimere processer og arbejdsgange, så er det kun den digitale omstilling, der kan hjælpe med det.
Det er ikke nødvendigvis, at der skal være BIM-værktøjer i spidsen fra første skitse, men det er alle aktører i byggeriet, der skal kigge ind ad og finde det, de kan optimere, for at vi kan begynde at sikre bygbarheden og mindske spild i byggeprocessen, hvilket kan have kæmpe betydning både tid-, omkostning- og miljømæssigt for byggeriet.
Hvad mener du er den største udfordring byggebranchen står overfor på digitaliseringsområdet?
Den største udfordring, som jeg ser det, er at byggebranchen er en af de mindst digitaliserede brancher. Det er svært at flytte på de gamle traditioner. Det er ikke nemt at tage kigget ind ad og erkende hvad det er, vi ikke gør godt nok og så få rettet op på det.
Det er hårdt arbejde at få alle med på den digitale bølge, men det er noget, der har været i gang i længere tid, og det går bare meget langsomt, og det er en kæmpe udfordring.
Det går ikke at snakke om digital omstilling i flere år uden at vi rykker nogen steder. Aktører i byggebranchen bliver nødt til at tage aktion og få gjort noget ved det.
Hvad er dine ambitioner for branchen de næste 10 år, når det kommer til digitale arbejdsgange og -processer?
Jeg håber virkelig, at vi om 10 år kan sige, at nu har vi styr på grundstenene for at lave et digitalt byggeri. At vi har droner og robotter på byggepladsen for at lette det arbejde, der er dårligt eller skadeligt for menneskekroppen. At vi har fundet ud af at arbejde sammen på tværs af virksomheder uden komplikationer.
At vi har mestret de lavt hængende frugter i digitaliseringen, fordi det går ikke at snakke om robotter og droner på byggepladsen, hvis rådgiveren ikke kan levere kvalitative 3D modeller til de udførende.
Kan du nævne et projekt eller to, som igennem en innovativ tilgang til BIM, data eller drift har oplevet gode resultater med hensyn til for eksempel bæredygtighed eller bundlinje?
Faktisk nej. Jeg synes ikke at jeg har stødt på et projekt jeg kan fremhæve her. Du må hellere spørge mig igen om et år.
Vil du gerne høre mere om digitalisering af byggeriet fra Símon?
På Building Greens nye event Nordic Digital Construction | BIM World Copenhagen den 19. & 20. september kan du høre et spændende indlæg med Símon om digitalisering af byggebranchen.