Vi har bestemt ansvaret for at tage teten

“Den klimakrise vi som land står i, er dybt bekymrende for mig som privatperson, fordi jeg gerne vil give en klode videre til mine børn, som er værd at leve på og KAN leves på. Min generation og generationen før mig har i den grad skabt de udfordringer, vi står med nu, og derfor har vi bestemt også ansvaret for at tage teten og gøre noget ved det. Måske vidste vi ikke bedre før i tiden, men det gør vi nu. Det gør vi helt sikkert nu.

Men også som virksomhedsleder er jeg oprigtigt bekymret.

Det frustrerer mig, at politikerne er for langsomme til at tage beslutninger, der virkelig batter. Fx er det efterhånden indgående dokumenteret, at byggeriet står for langt størstedelen af Danmarks CO2-udledning. Hvorfor så ikke sætte hårdt ind her på at skabe en transformation lige nu? Det er yderst veldokumenteret, at man, ved at bruge mere træ i byggeriet, vil kunne nedbringe CO2-udledningen markant lige nu og her.

Jeg er dybt engageret i at drive denne proces og i at skabe en byggebranche, som tør gå forrest og vælge de byggematerialer med flest klimafordele. Det er derfor, vi i vores koncern arbejder med faktabaseret dokumentation, så man præcist ved, hvad man sparer på CO2-kontoen. Hvis alle andre gør det samme, bliver det nemt at vælge de materialer, der har den største CO2-besparelse. Det arbejder jeg for hver eneste dag!”

  • Skrevet af Thomas Raunsbæk, CEO, Nordic Wood industries i forbindelse med #rydfladenforklimaet
Flere artikler
Uden solidaritet ingen bæredygtighed