Skrevet af Nina Koch-Ørvad i forbindelse med #rydfladenforklimaet
Jeg har tænkt meget på den situation, vi står i netop nu – med #rydfladenforklimaet som gnisten, der for alvor har tændt en ild i mig.
Jeg tror, at vi står i en formidlingskrise snarere end en videnskrise. Jeg tror ikke, at journalister og forbrugere er decideret ignorante og røvhulsagtige, når de ikke skriver om klimakrisen eller fortsat køber nye sko. Måske ved de bare ikke, hvad de skal skrive, gøre, købe?
Begrebet bæredygtighed er indbygget komplekst. Et socioteknisk system af systemer – der både indebærer teknologi og mennesker, en dødbesværlig kombi. “The ability to sustain” – ja tak – hvordan gør man det?
Bæredygtighed skal gøres så konkret, målbart, relaterbart og simpelt som tid og økonomi. For det, vi kan forholde os til i dag, er når vi måler det i kroner og ører. Måske også i tid. Det er målbare størrelser, som er relaterbare for det enkelte menneske. Men hvordan måler vi kvalitet – og herunder bæredygtighed? Det er et kludetæppe af synsninger og personlige fortolkning. Wicked problems, hvor der aldrig er en endelig løsning. Hvor der aldrig kan sættes to streger under. Den kasse skal bæredygtighed ikke ned i. For så når vi aldrig i mål. Hvis nogen kan synes noget, er der altid dem, der synes noget andet.
Vi – os der har adgang til viden og som har evner, platforme og lyst til at formidle – har lige nu en kæmpe opgave og ansvar foran for os for at formidle bæredygtighed simpelt, konkret og håndterbart. Ikke for at forfladige begrebet, men så medier, virksomheder, politikere og forbrugere kan begribe hvordan de skal handle. For det er jo dér, vi strander gang på gang – hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg handle? Hvordan kan jeg vide, at mine handling er ”bæredygtig”?
Vi skal have fundet en måde at give ét svar på de spørgsmål. Én måde af vurdere bæredygtighed på. Én enhed og én grænse, så man – og her mener jeg alle man’er, ikke kun dem, der rent faktisk har læst en IPCC rapport – ved, om man er inden for skiven eller ej. Det er jo dét, absolut bæredygtigheds begrebet tilbyder; et punkt på linjen, der indikerer, om du gør skade eller ej. Men hvilken enhed er så det? Og hvordan kan jeg som forbruger og almindeligt menneske vide, hvornår for meget af den enhed er for meget? Kan CO2e være den målestok? For så skal vi begynde at gøre vores samfund og vores produktion op i den. Og så skal vi have CO2e-budgetter, som er så tydelige og enkle at udregne for det enkelte menneske, virksomhed og politiker, at vi kan forstå, hvornår der ikke er mere CO2e tilbage sidst på måneden.
Så hvordan gør vi det? Hvordan får vi startet denne radikale omstilling – revolutionen – klassekampen. Jeg tror på, at det er os, der formidler, der skal gå forrest. For vi er mange, vi er vidende, vi er målgruppeorienterede og vi er well-connected.
- Nina Koch-Ørvad, projektchef, Værdibyg
