Vi skal væk fra business as usual

Connie Hedegaard har en lang politisk karriere bag sig. Hun blev første gang meldt ind i Folketinget i 1984 for Det Konservative Folkeparti. Efter en længere pause, hvor hun blandt andet arbejdede som journalist, kom Connie Hedegaard tilbage i dansk politik i 2004, hvor hun blev miljøminister, minister for nordisk samarbejde og sidenhen klima- og energiminister.

Fra 2010-2014 var hun EU’s første klimakommissær. Siden 2015 har Connie Hedegaard været bestyrelsesformand for den grønne tænketank CONCITO, der arbejder for at omsætte relevant viden til klimahandling.

Connie Hedegaard taler på Building Green København den 2.-3. november, hvor hun åbner eventens anden dag med en tale om at vi skal væk fra ’business as usual’. Hvad er den smarte vej til bæredygtighed? Hvordan ser de næste skridt ud – og hvordan kan byggebranchen bidrage til en accelereret omstilling?

I denne artikel kan du læse et interview med Connie Hedegaard.

Hvad er din baggrund og hvordan arbejder du med bæredygtighed?

Min baggrund er i det politiske og regulatoriske blandt andet som minister og EU Kommissær. I disse år arbejder jeg meget med bæredygtighed i en række danske og internationale virksomheders bestyrelser; BBVA, VW’s Bæredygtigheds bestyrelse, Danfoss, Kirkbi, Cadeler – plus som formand for bl.a. KR Foundation og den grønne tænketank Concito.

Hvilke udfordringer og muligheder ser du overordnet inden for bæredygtigt byggeri lige nu?

Der har vist aldrig været større forståelse for, hvorfor det er helt afgørende for os i det råstoffattige Europa at tænke i bæredygtige bygninger, energieffektive og ’climate smart’-byggerier.

Hvordan og hvor kan byggebranchen skrue op for de bæredygtige ambitioner i dine øjne? 

Jeg tror blandt andet det er presserende at kigge endnu mere på materialesiden og tænke i cirkulære løsninger. Det skal tænkes ind helt fra design- og planfasen, hvorfor det er afgørende, at det også afspejles i uddannelserne. Også i de forretningsorienterede og økonomiske, fordi den cirkulære økonomi også udfordrer – og ændrer – forretningsmodellerne.

Årets Building Green-tema er ’Vejen mod Absolut Bæredygtighed’. Hvad tænker du, der skal til for at vi kommer så tæt som muligt på Absolut Bæredygtighed? 

Markante bygningsstandarder er uhyre vigtige for at få alle med, og hvis alle skal med – og ikke kun de store og ressourcestærke – er der også en stor rolle for brancheorganisationerne i forhold til at hjælpe SMV’erne med at sætte baseline og derefter mål, som kan implementeres. Men krav og et prissignal hjælper meget, og det samme gør det, når innovationskæden er tænkt igennem også på en måde, der gør det muligt for de mindre spillere at indgå.

Hvad vil du gerne inspirere til bliver anderledes i byggebranchen?

Uanset om du er stor eller lille spiller – og uanset hvor langt du er nået på rejsen mod bæredygtighed – gør dig klart: Hvad er de næste skridt – helt konkret. Og hvordan vil du implementere det? Og sørg for at det er kommunikeret til hele organisationen.

Vil du høre mere til Connie Hedegaard?

Vær med på Building Green København den 2.-3. november og oplev to dage med 150 talere og 175 udstillere af bæredygtige løsninger til byggeriet. Hent din gratis billet her.

Flere artikler
Det digitale fokus er uundværligt for at vi kan nedbringe byggeriets klimaaftryk