Absolut bæredygtighed er en god ledestjerne for byggeriet, men det kommer til at kræve mange ’small steps’ og ikke ét ’giant leap’ at få mainstreambyggeriet derhen.
Vejen mod Absolut Bæredygtighed. Det er temaet på årets Building Green. Det er et vigtigt og prisværdigt tema, særligt for byggeriet, som står for 30 % af Danmarks CO2-udledning og har et stort træk på vores ikke-vedvarende ressourcer.
Byggeriet skal holde sig inden for de planetære grænser
Det er på tide at vi kommer væk fra en relativ sammenligning mellem det ene meget lidt bæredygtige logistiklager med det andet marginalt mere bæredygtige logistiklager som målestok for bæredygtighed. Og i stedet forholder os til et reelt mål og reelle fremskridt. Klodens ressourcer er ikke uudtømmelige, og vi skal besinde os på et byggeri, som opererer inden for de absolutte grænser, som klodens begrænsede ressourcer sætter.
Et skridt ad gangen
Og nu kommer så det berømte ”men”. Vejen til absolut bæredygtighed er lang, og selv om tiden er knap, er der grænser for, hvor store skridt vi kan tage ad gangen. Der er byggerier, som er nået langt, selvom de i den absolutte forstand ikke er nået langt nok. Men de fyrtårnsprojekter kan ikke desto mindre hjælpe mainstreambyggeriet med at navigere skærene, når næste skridt på vejen mod (absolut) bæredygtighed skal tages. Og det er i udviklingen af mainstream-byggeriet, at den store gevinst ligger.
Første skridt – få styr på processerne
Det, som fyrtårnsprojekterne blandt andet viser, er, at for at sikre, at byggeprojektet bliver holdt på bæredygtighedssporet, skal man have styr på sine processer. Et godt første skridt at tage, er ved at bevæge sig hen til Learning Stage torsdag d. 3/11 kl. 9:30 og høre, hvordan man udarbejder et bæredygtighedsprogram, der stiller konkrete, operationelle målsætninger og krav til bæredygtighed i et byggeprojekt.
På Værdibygs session ”Bæredygtighedsprogram – fra vision til projekt” kan du få gode råd og praktiske perspektiver fra både rådgiver- og bygherresiden til, hvordan bæredygtighed blive en central del af byggeprocessen.
Panelet består af:
- Christine Mosbech, arkitekt MAA og sustainability coordinator, Vilhelm Lauritzen Arkitekter
- Dorota Beres, projektleder og arkitekt, Bygningsstyrelsen
- Stephan Sander, seniorprojektleder hos Værdibyg
Til sessionen kan du sikre dig et trykt eksemplar af Værdibygs vejledning ”Bæredygtighedsprogram” og finde inspiration i det spritnye case-katalog om bæredygtige fyrtårnsprojekter.
Indholdet er sponsoreret i samarbejde med Værdibyg.