Thomas Raunsbæk snakker om træbyggeri på Build in Wood

Klimaforandringerne kan fortsat være en stor drivkraft for øget træbyggeri

Hvilke er hverdagens største barrierer for mere træbyggeri og hvordan kan vi sammen finde løsninger? Træbyggeri er for mange forbundet med oplevelsen af, at der stadig findes mange barrierer, som bremser mængden af træbyggeri og hvad der kan lade sig gøre.

Thomas Raunsbæk er koncerndirektør og CEO hos Nordic Wood Industries. På Build in Wood den 18. og 19. maj 2022 kan du opleve ham i en debat om hvilke er hverdagens største barrierer for mere træbyggeri og hvordan kan vi sammen finde løsninger?

I denne artikel kan du læse et interview med Thomas Raunsbæk.

Hvad er din baggrund, og hvordan arbejder du og din virksomhed med træ?  

Jeg sidder som koncerndirektør i Nordic Wood Industries, som er en danskejet koncern bestående af en række danske og udenlandske producenter og leverandører af træbaserede produkter til byggebranchen. Træ er hele omdrejningspunktet for vores koncern. Vi har ekspertisen bredt, og vi kender alle de mange fordele, det træbaserede byggeri indeholder. Vi arbejder løbende på at udvikle vores virksomheder og tilføje nye spændende produkter indenfor netop det fokusområde.

Hvad kan du godt lide ved træ som byggemateriale?

Ser man bredt over historien, er træ det mest traditionelle byggemateriale, der er blevet anvendt i verden. Og selvom vi i Danmark de sidste 100 år har haft en stor overvægt mod andre byggematerialer, ser vi heldigvis nu en bevægelse tilbage til det mere traditionelle byggeri – i træ. Træ har fantastiske egenskaber som byggemateriale – det ved vi. Og i lyset af det helt nødvendige fokus på klimaet, bliver træets position som den eneste ”fornybare” råvare helt essentielt for fremtidens byggeri.

Hvad er de største udfordringer inden for træbyggeri lige nu i dine øjne?

Der er fortsat, desværre, en alt for stor træghed i myndighedernes accept af træets gode egenskaber, hvilket forsinker den udvikling, vi kunne have haft i Danmark sammenlignet med vores nabolande. Men der sker heldigvis en bevægelse, stærkt drevet af klimaforandringer, hvor fakta taler for, at træet indeholder mange af de løsninger, vi eftersøger.

Hvordan får vi i dine øjne endnu mere træbyggeri i Danmark?

Klimaforandringerne kan fortsat være en stor drivkraft for øget træbyggeri. Det kræver, at vi holder fokus på fakta og ikke følelser. Hvilke værdier bringer træet som materiale til et byggeri i form af CO2 belastning, indeklima og andre forhold, og hvorledes sikrer myndighederne, at vi transformerer byggeriet over i en mere klimavenlig retning. Myndighederne, forbrugerne, bygherrerne, rådgiverne, entreprenørerne og leverandørerne kan alle understøtte udviklingen ved at stille krav til byggeriets CO2-fodaftryk og efterspørge mere træbyggeri.

Du deltager i debatten ”Hvilke er hverdagens største barrierer for mere træbyggeri og hvordan kan vi sammen finde løsninger?”, hvorfor er det en vigtig debat?

Jeg tror, der i branchen er meget stor forskel på, hvilke barrierer der findes og ikke mindst, hvilken effekt de har, og hvordan vi oplever dem. Det er vigtigt at debattere udfordringerne og få skabt et fælles billede af, hvad de reelle udfordringer er. Først der, kan vi skabe fælles front, få nedbrudt barriererne, og skabe mere efterspørgsel efter det mest traditionelle byggemateriale – træ!

Vil du høre mere om træbyggeri fra Thomas Raunsbæk?

Du kan opleve ham i en debat om hvilke er hverdagens største barrierer for mere træbyggeri og hvordan kan vi sammen finde løsninger? på Build in Wood den 18. og 19. maj 2022. Læs mere om konferencen her og tilmeld dig her.

Flere artikler
Re- og upcycling i fokus i Horsens