På konferencen Biobaserede Byggematerialer den 1.-2. september er Nina Koch-Ørvad moderator. Nina er uddannet civilingeniør og ph.d og så arbejder hun som projektchef i Værdibyg. På konferencen sørger Nina for at tage dig igennem de forskellige indlæg på de to dage og for at samle op på den delte viden.
I denne artikel kan du læse et interview med Nina Koch-Ørvad.
Hvad er din baggrund?
Jeg er uddannet civilingeniør og har en ph.d. om innovation og bæredygtigt byggeri. Jeg arbejder som projektchef i Værdibyg, hvor vi blandt andet samler og videreformidler byggebranchens erfaringer og gode råd til, hvordan man kan gennemføre bæredygtigt byggeri i praksis.
Hvad ser du som de største udfordringer og problemstillinger i forbindelse med biomaterialer i byggeriet?
Jeg ser biobaserede byggematerialer som en af de centrale nøgler til, at vi kan bygge mere bæredygtigt. På den ene side, er der tale om enormt innovative løsninger. Og på den anden side er det jo egentlig ikke nyt – at bygge med naturen. Men ikke desto mindre kræver de biobaserede byggematerialer, at vi kan og tør gøre tingene lidt anderledes. Og det har vi det svært ved i byggeriet. Så dét, at der reelt er tale om innovation, udgør en væsentlig udfordring for de biobaserede materialers vej ind i byggeriet.
Hvad mener du vi skal være særlig opmærksomme på, når vi bygger med biobaserede materialer?
Vi skal se på mere end bare materialet. Vi skal forstå, at det kræver noget af alle aktører i hele byggeprocessen at bygge bæredygtigt. Det kræver ny viden, nye kompetencer og nye samarbejdskonstellationer at få de her materialer etableret i branchen.
Hvilke muligheder giver biobaserede byggematerialer?
Det er jo helt konkrete løsninger til, hvordan vi kan overholde både de globale og lokale mål om at reducere CO2 udslippet og bygge indenfor de planetære grænser.
Hvad håber du deltagerne får ud af at være med på konferencen?
Jeg håber, vi alle går derfra utroligt meget klogere på, hvad de biobaserede byggematerialer er og hvad de kan. Og så håber jeg, at vi får en forståelse for, hvordan vi alle sammen kan bidrage til at bringe disse materialer mere frem i byggeriet. For vi bliver alle nødt til at gøre tingene en lille smule anderledes, hvis vi vil sikre et mere bæredygtigt byggeri.
Vil du høre mere om biobaserede materialer?
Vær med på Biobaserede Byggematerialer den 1.-2. september. Du kan læse mere om konferencen her og tilmelde dig her.