Building Green har netop lanceret årets program til den 10. afholdelse, der streames online den 28. og 29. oktober. Programmet er både en opfordring til byggebranchen om at sætte skub i bæredygtigt byggeri og en hyldest til det danske og lokale.
I anledningen af byggeeventens 10. års jubilæum lægger programmet op til, at vi gør status over det sidste årti og skubber på for at accelerere bæredygtigt byggeri i fremtiden.
– I anledningen af vores 10-års jubilæum vil vi gøre status over det sidste årti, og så vil vi gerne skubbe lidt til branchen og se på hvad der skal ske fremadrettet med byggeriets klimapåvirkning. Vi har også set et stort behov i branchen for at sætte fokus på bæredygtige materialevalg og hvad vi har lært om byrum i en tid under og efter COVID-19, lyder det fra Sarah Elhauge, Head of Business Development hos Building Green.
Programmet hylder det lokale og danske
Årets program sætter det lokale i fokus og hylder danske frontløbere, når de fire scener i Forum får besøg af 120 talere, der kommer med inspiration til fremtiden og er med til at gøre status over bæredygtigt byggeri. Building Green har sikret sig nogle af de største danske navne, der gerne vil være med til at fejre danske projekter og se tilbage på det sidste årti:
– Building Green er gået fra at være et sted, hvor det bæredygtige byggeri spirer til at være et sted hvor bæredygtighed bliver defineret. Jeg ser det som et vigtigt sted at mødes for at skubbe byggebranchen i en mere bæredygtig retning, fortæller en af årets hovedtalere, Kasper Guldager Jensen, der er medejer af
3XN arkitekter og stifter af tegnestuens grønne tænketank GXN.
For første gang er Dorte Mandrup på talerlisten til Building Green, som er den danske stjernearkitekt, der har stået højest på arrangørernes ønskeliste i eventens levetid. Den prisbelønnede grundlægger af Dorte Mandrup-tegnestuen vil dele sit perspektiv på bæredygtig arkitektur og fortælle, hvordan æstetik og videnskab går hånd i hånd.
Derudover kan de besøgende bliver inspireret af blandt andre Cobe-grundlæggeren Dan Stubbergaard, BIG-partner David Zahle, Jeff Risom, der er partner i Gehl Architects, og boligminister Kaare Dybvad Bek, som åbner eventen.
COVID-19-tiltag
På grund af COVID-19 bliver det en lidt anderledes udgave af Building Green, end vi normalt ser, men arrangørerne arbejder på nye initiativer for eventen.
– Vi følger myndighedernes udmeldinger og anbefalinger tæt, og vi arbejder på at lave en god løsning, der sikrer en tryg og sikker event. Vi melder løbende ud den kommende tid omkring vores initiativer i den forbindelse, fortæller Sarah Elhauge.
Du kan se programmet med oversigt over alle talere, debatter og øvrige aktiviteter på følgende link:
https://buildinggreen.eu/together