I en tid præget af geopolitisk uro, ustabile forsyningskæder og skiftende krav står byggebranchen over for en ny virkelighed, hvor beslutninger skal træffes på et mere usikkert grundlag. Klimaet ændrer sig med stor hast, og der er bekymring for planetære tipping points, der kan accelerere udviklingen. EU udvikler ny regulering med nye dokumentationskrav, men retningen er ikke stabil. Noget bliver udskudt eller ændret, fordi andre dagsordener presser sig på. Samtidig er biodiversiteten under pres, og de globale økosystemer er ustabile.
Byggeriet midt i spændingerne
Usikkerheder er der nok af, og vi kan ikke fjerne dem. Men usikkerheden må ikke blive en stopklods for den grønne omstilling. Den skal i stedet bruges som afsæt for handling og nye løsninger. Det er udgangspunktet, når Building Green CPH åbner dørene den 28. og 29. oktober i Lokomotivværkstedet i København med årets tema “Navigating Uncertainty – Hope Through Action”.
Byggebranchen er tæt forbundet med de globale forandringer, og usikkerheden fylder i stigende grad, både i den daglige praksis og i de strategiske beslutninger. Omkring 40 % af de globale CO₂-udledninger kommer fra byggeri, og branchen står for et meget stort materialeforbrug. Samtidig er branchen præget af lange planlægningshorisonter, store investeringer og høj afhængighed af globale økonomiske forhold.